fredag den 30. oktober 2020

BA Workshops Engelsk SLK

 


Oxford University students watching a rugby game. 
Location: Oxford, United Kingdom 
Date taken: 1939 
Photographer: William Vandivert 
cop. Time Inc.

I år blev det til tre workshops for de SLK-studerende på Engelsk. Èn på Literature, som Lotte tog sig af; og to på henholdsvis Linguistics og HSC, som jeg varetog - den første sidste fredag på klassen, og den anden i dag på Zoom.

Fysisk tilstedeværelse er klart at foretrække når det er workshops. Sidste fredag havde jeg 6 studerende, hvor jeg i ro og mag kunne få deres emner, og tage dem igennem de forskellige ressourcer i en kombination af deres emner - og mine forberedte.
Det var en rigtig hyggelig seance. Så hyggelig måske, at jeg forsømte at holde ordentlig styr på tiden - og nok brugte alt for meget tid på mine egne eksempler i Search og Scholar. Jeg nåede i mål med at komme omkring alles emner, og få vist alle de centrale ressourcer på fagsiden; men det blev vel meget en enetale - hvor jeg nok kunne have fået dem mere ind over, hvis jeg havde disponeret bedre.

I dag havde jeg så holdet fra HSC. Det var Mathias der var faglærer, så emnet var overordnet noget med evolutionsteori i en litterær/medie/digital sammenhæng. Det har længe været afgjort at det skulle være på Zoom, på grund af holdets størrelse (24 studerende); så både størrelse og medie har hele tiden gjort at jeg ikke kunne tage udgangspunkt i de enkeltes emner. Alligevel havde Mathias sendt mig en oversigt over de forskellige typer emner, der var i spil (romantiske komedier, gysere, porno, true crime, morbid nysgerrighed, + enkelte film/serier/spil), så jeg havde et klart billede af, hvad jeg skulle omkring.
Planen var at forberede mig i timerne umiddelbart op til timen. Det var godt på flere måder... Tidligt på dagen crashede serverne på KB, så det eneste der var adgang til var hjemmesiden og Search. Jeg måtte derfor forberede mig på kun at kunne søge i bibliotekets katalog, og i øvrigt bare vise bibliotekets fagsider. Jeg indledte derfor timen med at sige, at det nok kun ville vare en times tid med en overordnet præsentation; men at jeg selvfølgelig ville tage alle spørgsmål - både under og efter.
Det blev en syret oplevelse. Der var meget lidt interaktion med de studerende (og rigtig mange "sorte firkanter"), men de e-reaktioner jeg fik var alle positive. Jeg lagde an til at slutte efter en time; men det viste sig at rigtig mange ikke brugte EndNote, men var interesseret i at høre mere om det. Jeg gav derfor en introduktion til EndNote efter en pause; og lovede at uploade både installationsvejledning og link til video på deres BB-side. Alt i alt gik det bedre end frygtet; men nogen synderlig god oplevelse kan det ikke have været fra de studerendes side; selvom de var søde nok til at sige tak...

BA Workshop for Tysk SLK

 


Afl Leader In Hartford 
Date taken: 1941 
Photographer: George Strock 
cop. Time Inc.

I år var det Steffen der stod for BA-workshopforløbet for de studerende på Tysk SLK. Aftalen om bibliotekets sædvanlige bidrag, havde han allerede aftalt med mig for lang tid siden. Og for et per uger siden blev det også klart, at det skulle afholdes som Zoom-workshop.
Det er ikke det store problem. Det er sjældent noget stort hold, så det er stadig muligt at tilnærme sig en workshop-situation, selvom man sidder bag hver sin skærm.

Jeg kendte ikke i forvejen til de studerendes emner, så jeg forberedte mig dagen før, ved at støve mine gamle eksempler af ("Doktor Faustus" og begrebet Shuld; Vergangenheitsbewältigung; samt tyskindlæring i gymnasiet) - og gøre det i Search, Scholar + et antal af de forskellige ressourcer på fagsiden for Tysk.
På dagen mødte 8 studerende op. De var alle aktive og levende, og var flinke til at byde ind med deres emner. Jeg startede med en rundtur til alle, og fik en oversigt over deres emner: Fire med litterære emner, en med pædagogik, en på lingvistik, en  med oversættelse - og en der måske ville lave en historisk opgave. 
Faktisk var mange af deres emner overraskende brugbare, så det gik i starten fint med at tage udgangspunkt i deres emner. Tre af de fire litterære emner lignede mit eksempel så meget, at det var helt problemløst (en titel og et litterært tema!). Jeg kunne derfor tage udgangspunkt i dem til den første times gennemgang af Search og Scholar.
I pausen inden anden time, kunne jeg så lige lægge en slagplan for gennemgang af ressourcerne på fagsiderne, ud fra de øvrige emner: Starte med de sproglige på oversiden; gå til IVK-siden og demonstrere søgning på oversættelse; lave en omvej omkring en pædagogisk side, for en søgning i ERIC; og slutte af med SLK-siden for litterære og historiske emner.

Og så gik det galt. Ved 9-tiden var der strømsvigt på KB Århus; så jeg ikke kunne tilgå andet end AU Library-siden med fagsiderne. Ingen af ressourcerne kunne åbnes.
For resten af timen måtte jeg pege på de enkelte steder på fagsiderne, og fortælle de studerende hvad de kunne forvente at finde der!
De tog det pænt, og sagde at det jeg havde vist og fortalt var noget de konkret kunne bruge, når der igen var adgang. Og jeg fortalte dem at de kunne til enhver tid kontakte mig sidenhen for supplerende hjælp.

mandag den 19. oktober 2020

Phd-kursus

 


Chicago Art Student 
Date taken: November 1948 
Photographer: Wallace Kirkland 
cop. Time Inc.


 Forårets Phd-kursus endte med at blive aflyst. Det skulle have været afholdt i samme uge alle blev hjemsendt på grund af coronaepidemien. Det ville have været næsten umuligt at organisere som virtuelt kursus med så kort varsel; og med kun fire deltagere var det under ingen omstændigheder ressourcemæssigt forsvarligt.

Efterårets kursus er nu (næsten) afholdt. Paradoksalt nok med kun tre(!) deltagere. 
Der var ekstraordinært få nye phd'ere på Arts i efterårets optag; men alligevel havde vi nok forventet det sædvanlige antal deltagere ... bl.a. i lyset af forårets aflysning. Alligevel endte vi med kun 7 tilmeldte - og med to frameldte, én udebliver, og én der havde sygt barn, blev det det et kursus med de omtalte tre deltagere.
Til overflod var holdet af undervisere nu suppleret af to bisiddere, i form at nye kollegaer der fremover skal til at tage over i afholdelsen af undervisning på phd-niveau. Det har tidligere givet anledning til lidt nervøse trækninger hos deltagere, når der ligefrem er flere undervisere til stede i lokalet. Det var dog absolut ikke tilfældet for dette hold. Alle tre udtrykte faktisk stor begejstring for kurset - og synes det var den rene luksus med så stor mandsopdækning (var det vel ret beset også er...).

Første kursusgang fulgte fuldstændig modellen fra tidligere år: Stacey gav den indledende forelæsning, hvorefter Lotte og jeg overtog med en gennemgang af the Literature Review, og bibliotekets rolle og bidrag hertil.
Derefter gik det galt. Lise - der stod for formiddagens undervisning  - blev ramt af corona, og resten af underviserne blev sendt i isolation, kort før anden undervisningsgang. Det endte med at Lises del nu er blevet udskudt til senere; mens de øvrige elementer (EndNote, Digital Humaniora, Overvågning og Forskningsmiljøer) blev afholdt på det stipulerede tidspunkt; men nu som Zoom-undervisning.
Det gik faktisk fint. Det var helt sikkert meget hjulpet af at vi havde haft den første undervisningsgang onsite; men selvfølgelig også netop af at der var så få deltagere, og at de var så aktive og medlevende som de var.
Kursusbevis m.m. afventer nu at vi får lavet en aftale mellem Lise og mig, og de tre kursister, om en virtuel undervisning i brugen af databaser.



Fransk SLK BA-workshop

 


Brentwood Elementary student using computer that teaches him math & reading. Location: CA, US Date taken: 1967 Photographer: Ralph Crane cop. Time Inc.

Årets workshop for de BA-skrivende på Fransk var en tro kopi af sidste års model. Igen i år havde deres underviser, Steen, forsynet med med en oversigt over de studerendes emner; og igen i år var der tale om et meget lille hold på 6 studerende.

Jeg havde et par dage til at se lidt på de tilsendte emner, og bruge dem som et afsæt for min gennemgang af redskaber til litteratursøgning. Normalt vil jeg tage udgangspunkt i mine egne emner til den indledende gennemgang, for at være sikker på at "komme rundt i krogene" med faciliteter og muligheder i søgeteknik og -metode; for så at inddrage de studerendes emner ved gennemgangen af de faglige databaser.
Denne gang havde jeg dog tid nok til at øve inddragelse af de studerendes emner hele vejen igennem; så jeg viste Discovery og Scholar frem med et udvalg af deres emner; ligesom jeg sørgede for at bruge alles emner mindst et par gange undervejs.
Emnerne i øvrigt fordelte sig med to på oversættelse af klassiske værker fra fransk til dansk; to på historiske/samfundsmæssige emner ("soft power" og den seksuelle frigørelse i 60'erne); én på franskundervisning i gymnasiet, og endelig én om eksistentialisme i fransk litteratur.

Det var som sædvanlig både sjovt og lærerigt at holde denne workshop. Der er jo ikke mange studerende på holdet; men til gengæld brænder de for deres fag - samtidig med at de virkelig har brug for nogen redskaber til at finde (og afgrænse) den relevante litteratur til opgaven.
Overraskende nok var det ikke problemer med at finde den originalsprogede litteratur, der var deres primære bekymring; men i stedet det mere almene - at finde (kun) den bedste litteratur om deres emne.

Jeg gennemgik almen søgeteknik, med udgangspunkt i Discovery og Scholar; og brugte i øvrigt meget tid på de generelle ressourcer på fagsiden for Fransk. Men i modsætning til tidligere år var jeg ikke meget inde i Persée, Fabula, og de andre rene fransksprogede ressourcer. Den tid blev i stedet brugt på lidt mere fremvisning af håndbog og bibliografi indenfor oversættelsesteori.
 

fredag den 9. oktober 2020

Thesis Preparation Colloquium Engelsk - Workshop

 


Ohio State Univ. student Bud Shively (C) playing on a pinball machine. Location: Columbus, OH, US Date taken: 1949 cop. Time Inc.

For en måneds tid siden afholdt jeg mit seminar i litteratursøgning og referencehåndtering for de kommende specialeskrivere på Engelsk - for de to delhold.
Det ene delhold - Lingvistik, HSC og Intercultural Studies - havde jeg så den opfølgende workshop med i sidste uge.

Min forberedelse til disse workshops er minimal, da idéen er at det er studernede med konkrete problemstillinger i relation til eget emne, der møder frem. Det er dog ikke altid kommunikeret lige klart ud til alle, så denne gang var der et fremmøde på 15 studerende; som måske ikke alle sammen nødvendigvis vidste, hvad de gik ind til.
I tilgift havde vi måttet flytte undervisning fra klasselokale til Zoom i sidste øjeblik, da jeg var blevet sendt i karantæne. Zoom er Ok til undervisning, men noget af en udfordring til workshops, hvor ideen er at samle deltagernes egne problemer op, og førsøge at generalisere mine løsningsforslag, så de opleves interessante og brugbare for flere.

Det gik nu OK. Der var en eller to der forsvandt med det samme, da jeg begyndte rundturen til hver enkelt for at høre, hvad jeg skulle hjælpe med. Og for de resterende er det også lidt langtrukkent, at de første 10-15 minutter bliver brugt på min informations indsamling.
Der udkrystalliseredes dog nogle brugbare temaer: Et par stykker havde konkrete ting til EndNote (organizing references f.eks.); tre-fire synes de sad med et meget specielt emne, som de havde haft svært ved at finde noget om; én ville gerne supplere hendes fundte artikler med en bog eller to om emnet; og en enkelt ville gerne havde mig til at repetere de almene tips og tricks i søgningen. De resterende havde ingen specifikke problemer, men ville gerne bare lytte med.

Det var jo smart, at jeg derfor kunne lægge ud med at repetere søgetricks, og brugen af bibliotekets katalog, så alle var på samme niveau. 
Jeg havde på seminaret brugt en del tid på at vise søgninger i enkelte databaser; men kunne nu koncentrere mig om at søge bredt, når man har et smalt og diffust emne. Jeg startede med at søge i Ebook Central, af hensyn til hende, der gerne ville have en bog. Dernæst bevægede jeg mig videre til samsøgning hos henholdsvis Proquest og Ebscohost (med udgangspunkt i to forskellige deltageres emner), for at vise hvordan man kunne få hjælp til at finde de rigtige søgebaser, for den videre søgning.
Afslutningsvis repeterede jeg kort EndNote, og viste hvordan man specifikt kunne tilføje noter til referencer og uploadede pdf'er.
Overordnet synes jeg det gik godt; men det var i høj grad hjulpet af at deres behov tilfældigvis gav mig mulighed for at give mere eller mindre samlede præsentationer - og bestemt også af at de var rimelige aktive, og bød ind med supplerende spørgsmål og kommentarer.

fredag den 2. oktober 2020

IVK BA-workshop Tysk

 


Little Rock Private School Opening Photographer: Francis Miller Cop. Time Inc.

For IVK på TyskRomansk afholdt vi sidste år fem temarettede workshops. I år bad afdelingen os i stedet om at afholde de fem workshops rettet mod de enkelte sprog; således at Zbigniew afholdt to for Spansk og en for Fransk, mens jeg tog mig af de to for Tysk.

Den dag jeg skulle afholde mine to workshops måtte jeg desværre melde forfald, så de blev delt og flyttet til de to efterfølgende fredage.
I dag afholdt jeg den anden af to - stort set identiske - workshops. Til begge workshops mødte 9 ud af 14 studerende op; og til begge workshops anvendte jeg nøjagtig samme model: En indledende small-talk om hvor de står, og hvad de forventer specifikt fra timen; efterfuldt af en god times gennemgang af søgning i kataloger, bibliotekets fagsider, og søgning i de særlige biblioteksressourcer. Og begge gange afsluttende med lidt small talk igen - herunder de spørgsmål, de lige kunne komme i tanke om.

De studerende på femte semester Tysk IVK har haft en en times auditorieforelæsning på første semester (sammen med SLK'erne), med fokus på basal biblioteksbrug - og intet andet.
Det var derfor tydeligt at de havde stor gavn af min præsentation af basal søgeteknik (booleske operatorer, trunkering, frasesøgning, kædesøgning osv.); og ikke mindst min præsentation af bibliotekets fagside. Så på trods af at det er fredag eftermiddag, og på trods af at de ikke har set hinanden i månedsvis udenfor Zoom, så var begge hold lydhøre, interesserede og endda bidragende. Begge gange var vi også færdige efter cirka halvanden time; og det handlede helt banalt også om at de selv oplevede, at nu kunne de ikke kapere mere nyt stof. Som afslutning pointerede jeg derfor også, at de endelig skulle skrive til mig - ligegyldigt hvor banalt de måtte tænke deres spørgsmål kunne være. Om de gør det, er en anden sag; men jeg tror jeg fik bygget nok tillid op mellem os, til at de godt tør.

mandag den 28. september 2020

Lingvistik BA-workshop

 


Mohole Drilling Date taken: 1961 Photographer: Fritz Goro cop. Time Inc.

Efter et par års pause er jeg igen i år blevet bedt om at bidrage til Lingvistiks BA-workshops.
For et par års tid siden nedlagde vi dette bidrag; blandt andet fordi jeg havde en aftale om at give en introduktion på kandidatintroduktionen året efter, der (på det tidspunkt) havde et stort kontingent af nye studerende på AU. Da de humanistiske uddannelser sidenhen blev slanket - og nærmest kun AU-bachelorer blev optaget - blev dette bidrag dog stoppet. 
Det er derfor nok meget godt at sørge for at de lingvistikstuderende får denne workshop til at repetere den undervisning i litteratursøgning, som de har modtaget på studiets anden uge(!) på første semester.

De femtesemester studerende, som jeg nu skulle holde en times workshop for, havde dog faktisk haft mig til en repetitionsundervisning på anden semester, da deres underviser, Peter, mente de havde for store problemer med særligt kilde- og referencehåndtering. Jeg spurgte derfor lidt ind til, hvor det var skoen trykkede nu, i forhold til det biblioteket kan bidrage med. Ud fra de tilbagemeldinger kunne jeg godt regne ud, at meget handlede om de udfordringer det nye søgesystem giver vores brugere - parret med et behov for at få et mere indgående kendskab til at bruge avisdatabaserne.

Mit bidrag var placeret som den første time i en dobbelttime fredag morgen. Der var frivilligt fremmøde til min time for de der ønskede hjælp til litteratursøgning, og 13 ud af godt 20 studerende havde valgt at komme. Indledningsvis tog jeg en snak med dem om hvad deres og mine forventninger til timen var, og derefter gennemgik jeg jeg - groft sagt - highlights fra min oprindelige undervisning til dem på første semester; dog nu med fokus på de ændringer som bl.a. det nye bibliotekssystem havde nødvendiggjort.
Som afslutning gennemgik jeg Infomedia og Factiva meget overordnet, og henviste i øvrigt til et faktablad med links m.m., som jeg forinden havde lagt op i Blackboard.
Spørgelysten var stor undervejs, så alt i alt endte jeg med at gå ti minutter ind i Alexandras del af dobbelttimen. En medvirkende årsag hertil var bl.a., at hele holdet udtrykte stor interesse for at tage EndNote i anvendelse; så jeg måtte lige fortælle lidt om det, og love at lægge link til vejledning og video m.m. op på Blackboard efterfølgende. Syret nok kan jeg se nøjagtig det samme mønster de to foregående gange, jeg har haft dette hold: Stor interesse ... men så kommer de alligevel ikke i gang!?