onsdag den 1. oktober 2008

Nordisk og Engelsk

I dag havde Lotte og jeg sidste undervisningsgang for de nye studerende på Nordisk og Engelsk.

6 hold fra Nordisk og 3 fra Engelsk blev det til i år.
Det er stort set det samme vi hører os selv (og hinanden) sige, dag efter dag; men det er ikke nødvendigvis det samme som at det bliver kedeligere og kedeligere. Det altafgørende er om holdet vil lege med. Hvis de overgiver sig til de præmisser vi har sat op for de tre timer, og vi kan mærke de er til stede, så bliver det altid en god oplevelse - også selv om det er den niende tre-timers lektion på otte dage...

Vi har kørt efter den samme skabelon de sidste tre år: En vekslen mellem praktiske oplysninger; opgaveløsning i katalog og bibliotek; fremvisning af udvalgte netsteder og ressourcer - og afsluttende med en rundtur på Statsbiblioteket. Alt med det erklærede formål, at de skal kunne finde ud af hvad de kan bruge bibliotekerne til, og hvordan de skal bære sig ad med det. De mere tekniske detaljer får vente til senere i studiet.
Inden vi startede årets undervisning, spekulerede i hvert fald jeg noget på hvordan vi kunne bryde formen op/skifte ud i indholdet for at undgå at vi kørte for meget på autopiloten. Men efter vores forberedende snak, blev vi enige om at bruge den samme model, med de sædvanlige, mindre tilretninger.
Det er bestemt ikke umuligt, at vi kan lave et bedre program; men lige nu må jeg sige, at jeg er godt tilfreds med vores model. Jeg synes at vi haft godt tag i holdene i år, og fået dem motiveret og engageret. Vi har endda talt om undervejs, at vi synes det er gået bedre end det plejer. Her kan en del af årsagen dog nok findes i det mindre optag i år. Alt går altså nemmere, når man skal holde 15-20 studerende i ånde, fremfor de sædvanlige 20-25 på holdene.

Samtidig er det også en stor berigelse at være to om undervisningen, og ikke mindst - synes jeg - når det som hèr er en bibliotekar og en fagreferent sammen. Vores forskellighed gør planlægningen bedre, og vi dækker tilsammen et bredere felt af viden og erfaringer. Til gavn for de studerende, men sandelig også for vores egen læring! Og så hjælper det selvfølgelig også, at Lotte og jeg har det rigtig hyggeligt sammen, mens vi underviser.

Under alle omstændigheder: Det var sjovt igen i år, og det er samtidig også dejligt at jeg ikke skal op og sige det samme igen i morgen!

Ingen kommentarer: