Jeg har haft lavet en aftale med Joanna Wood fra Engelsk Afdeling, om et brush up-kursus i litteratursøgning for de studerende på fire fagkurser på bachelordelen. Hun sagde at hun og de tre andre undervisere var utilfredse med de studerendes kunnen, så hun ville gerne bestille et to-timers kursus, med fokus på emnesøgning af bibliografiske baser, og kunsten at få fat i kilderne.
Kurset blev holdt i fredags i to hold á to timer. Omdrejningspunktet var opgaver med at finde artikler og bøger fra en litteraturliste; og opgaver med at finde kilder til henholdsvis information og litteratur om bestemte emner (eksemplerne var "The Hollywood blacklist" og "The Bloomsbury Group").
Timerne blev lidt hektiske, fordi målet med undervisningen simpelthen var så bredt; og selvfølgelig også fordi vi ikke "når" så meget, når de studerende skal lave opgaver.
Jeg var derfor også meget i dialog med dem undervejs, om vi havde fat i det, de synes gav dem problemer med litteratursøgningen.
Det var dèr det gik op for mig, at de alle 20 var på 5. semester, og var i fuld gang med deres bachelorprojekt, der skulle afleveres i januar.
Med andre ord, var det de studerende, Lotte og jeg troede vi havde BA-seminar for i starten af oktober (se tidligere indlæg), og som vi på Sprogbiblioteket sad og ventede (forgæves) på, de to dage vi havde afsat til individuel vejledning!
Hvad det er der er kikset i koordineringen kan jeg ikke lige gennemskue, men vigtigst af alt: NU har vi ydet undervisning til (stort set) alle BA-skrivende på Institut for Sprog. Så i hvert fald kan jeg da i det mindste konkludere at de studerende er reelt interesseret i aktiv hjælp fra biblioteket i BA-processen.
Og det gør samtidig mysteriet med de udeblevne studerende fra Nordisk dèt større...
søndag den 2. november 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar