onsdag den 6. maj 2009

PhD kursus forår 09 afsluttet

Sidste onsdag afholdt vi tredie undervisningsgang i vores kursus for nye PhD'ere ved humaniora og teologi.


Af de 16 oprindeligt tilmeldte, meldte to fra undervejs da de ikke kunne deltage i mere end en af dagene (den ene lavede Michael på Moesgård dog en særplan for, således at hun stadig kunne få et kursusbevis). De resterende 14 har nu fået et kursusbevis, og (mere vigtigt for mig) afleveret deres evaluering af kurset.


Indenfor de næste par uger skal vi undervisere så have et egentligt evalueringsmøde, som gerne skulle munde ud i en foreløbig skitse for hvilke ændringer vi vil lave til næste kursus i oktober måned.



Students in an experimental class at the University of North Dakota.
Location: ND, US
Date taken: 1971
Photographer:Leonard Mccombe

© Time Inc.

En væsentlig iagttagelse er dog, at kurset ændrede voldsomt karakter som følge af at der denne gang var det dobbelte antal kursister. Et kursus med 7-8 deltagere får en karakter af workshop, som vi har levet højt på de tidligere gange - men dette kursus' deltagerantal medførte en meget mere ensrettet dialog, med meget mindre feedback, og næsten ingen diskussioner.


Der var flere der mente at vi godt kunne "have strammet op", og nøjedes med to undervisningsgange (fordi workshoppene føltes som tomgange); mens andre plæderede for at vi netop gik i mindre grupper og fik workshoppen til at fungere. Det bliver et spørgsmål vi bliver nødt til at behandle: Vil vi gå katedervejen eller workshopvejen fremover?

Et nyt indslag var et indlæg med status for bibliometri og forskningsregistrering, i Danmark og på Aarhus Universitet, af Annette fra Statsbiblioteket.
Vi havde på efterårets kursus prøvet at lave en workshop i forskningsmiljøer og forskningspublicering, som deltagerne havde været meget aktive og interesserede i. Vi havde derfor gentaget dette emne på dette kursus, og - som sagt - udvidet med Annettes indlæg.
I det afsluttende evaluering var der meget divergerende holdninger til både formen og nytten af disse indslag.
Min klare formodning er at vi skal være bedre til at forberede kursisterne på hvad de kan forvente på disse to timer; således at de er klare over, at det ikke længere er demonstration og øvelser i et bestemt redskab.

Vores omstrukturering af søgning i bibliografiske databaser blev godt modtaget; ligesom gennemgangen af værktøjerne RefWorks og TDNet. Der er dog stadig kommentarer om at tempoet i gennemgangene er på den langsomme side!

Samlet set synes vi at vi (igen) har afholdt et godt kursus - og det kan vi se af evalueringen, at kursisterne enige med os i - men der er (gudskelov) stadig plads til forbedringer.

Ingen kommentarer: