Cornell University Students around a tablePlace: Ithace, NY, US
Date: 1948
Photographer: W. Eugene Smith
cop. Time Inc.
Efterårets specialeseminar bød på to nyskabelser: Et nyt eksperiment, og en nødtvungen ændring.
Eksperimentet gik ud på at vi havde indbudt en del BA-skrivende til at deltage i seminaret. Deres opgave er meget mindre, og skal laves på kortere tid; men deres udfordringer og problemer opleves meget ens. Da vi (Lotte og jeg) stadig har haft kontakt med Nordisk, om at lave noget opfriskning på deres litteratursøgningsevner til BA-projektet, besluttede vi at indbyde de studerende fra dette institut. Samtidig indbød vi også studerende fra Tysk og Romansk, da det også passer ind i deres forløb (for Engelsk, Lingvistik, Filosofi og Idehistorie er vi nødt til at lave andre løsninger).
At vi "turde" det, hænger sammen med at der efterhånden er væsentlig færre, der starter på speciale til efteråret, så vi burde have pladsen.
Det holdt også stik. Vi havde i alt 38 deltagere (ganske vist på 53 tilmeldinger...), fordelt på 15 specialestuderende og 23 BA-skrivende. For begge gruppers vedkommende vil det sige ca. halvdelen af de potentielle deltagere - og det synes vi er ganske tilfredsstillende.
Den nødtvungne ændring gik ud på at Volkmar var bortrejst på den dag, hvor seminaret skulle afholdes. Vi valgte derfor at dublere seminaret således, at studerende med opgaver indenfor sprog og lingvistik skulle deltage den 16. september (11 deltagere), og alle øvrige den 9. september (27 deltagere).
De første to timer var ens begge dage: Linda fra CfU holdt indlæg om skriveprocessen, og jeg holdt indlæg om søgestrategier og søgeteknikker. De resterende to timer var derefter afsat til vores workshops: Litteratur, Kultur og Samfund, Filosofi - samt Sprog.
Også denne gang var evalueringen fra deltagerne positiv. Mange begræder at "de først nu" får en introduktion til skriveprocessen, så alene det er et argument for at lukke så mange BA-skrivende som muligt ind til seminaret.
Alle er også glade for workshopdelen. Flere nævnte dog, at vi bør gøre det tydeligere, at vi tager udgangspunkt i den emnebeskrivelse, de studerende kan vedlægge tilmeldingen (så ville de nemlig have gjort sig mere umage...). De fleste er også glade for mit indlæg om søgestrategi; men der var dog også denne gang nogen der synes det er lidt for alment.
Vores egen konklusion er at vi bør fortsætte med at invitere de BA-skrivende, for hvem det passer ind i studieplanen, med til seminaret. Vi kunne ikke mærke nogen forskelle i forudsætninger eller behov, der skulle hindre det. Samtidig skal vi selvfølgelig være opmærksom på, at dette efterårs BA-skrivere sidenhen jo vil få tilbudt et enslydende seminar, når de skal igang med specialet.
I forbindelse med seminarerne blev deltagerne indbudt til et efterfølgende kursus i RefWorks af Volkmar. 9 af dem tog imod tilbuddet (og yderligere en 4-5 stykker afstod, fordi de i forvejen brugte programmet).

Ingen kommentarer:
Send en kommentar