fredag den 30. oktober 2009

BA-studerende Engelsk efterår 09

Oxford University students playing rugby
Oxford, England, 1939
Photographer: William Vandivert
cop. Life Inc.

Belært af sidste års erfaringer, så kontaktede jeg i år Johanna fra Engelsk, for at høre om de studerende på de fagkurser, der leder frem mod BA-projektet, havde brug for assistance fra biblioteket.
Nogle få af dem havde i forvejen fundet frem til vores halvdagseminar i starten af september, rettet mod de specialeskrivende samt de BA-skrivende fra Nordisk, og de andre afdelinger på SLK. Men da man på engelsk har denne særlige tilknytning mellem efterårets fagkurser, og det efterfølgende BA-projekt - så er de studerende ikke "klare" til litteratursøgningsdelen førend her i slutningen af oktober.

Tilbagemeldingen var at Johannas hold med emnet Sprog i Nordamerika, og Jodys hold med emnet Medier og PR i USA, var interesserede i en workshop.
Disse to workshops var skemalagt til sidste fredag, og til i dag. Begge gange af to timers varighed.
Formen var i år anderledes. I stedet for at jeg repeterede kataloger, opslagsværker og databaser, i form af gennemgange og øvelser baseret på mine eksempler; så blev de studerende denne gang bedt om at sende en kort emnebeskrivelse til mig i forvejen, som jeg så kunne tage udgangspunkt i - både i valget af ressourcer, og i de benyttede eksempler. Samtidig lå der også i vores aftale, at de studerende ville få tid til at arbejde selvstændigt med deres egne søgninger, med mig som konsulent.

Sidste fredag var det Jodys hold. Jeg havde i forvejen modtaget to emnebeskrivelser; men på selve dagen dukkede ingen studerende op. Jeg har endnu ikke talt med Jody, så jeg ved ikke om der er særlige omstændigheder til baggrund herfor - eller der bare ikke var nogen der havde behovet, når det kom til stykket.

I dag var det så holdet med de sproglige emners tur. Jeg havde i forvejen modtaget fire beskrivelser, som jeg havde benyttet til at udvælge ca. 5 opslagsværker og 5 databaser, som jeg ville præsentere for de studerende - i alle tilfælde med eksempler fra deres emner.
Der mødte 9 studerende op, hvoraf de 4 var udvekslingsstuderende, så min præsentation blev afholdt på mit bedst mulige engelsk.
At skulle undervise på engelsk går helt klart ud over kvaliteten, og ikke mindst min mulighed for at fornemme, om jeg så at sige rammer plet med det jeg fortæller og viser frem. Mit umiddelbare indtryk var dog, at de alle fik noget med hjem. I hvert fald arbejdede de alle godt den sidste halve time med deres eget projekt, med en passende mængde spørgsmål til mig.

Jeg indledte med at spørge om, hvad de synes der var deres største problem i forbindelse med litteratursøgning til BA-opgaven. Rigtig mange mente det var problemet med overhovedet at finde noget om deres emne.
Stort set alle spørgsmål i løbet af workshoppen handlede dog om fremskaffelsen af de bøger/artikler de i øvrigt kan finde frem. Jeg forklarede løs om visning af fuld tekst; s-f-x knappen; brugen af bibliotek.dk, og SBs fjernlånsbestilling... Og må i øvrigt tage det som et udtryk for (udover at fremskaffelse altid er et problem), at jeg trods alt havde hjulpet dem til et kendskab til nogle informationskilder, der kunne afhjælpe deres problem med "at finde noget".

Som sidste år er det utrolig givende for mig at forberede mig til timerne; og bestemt også sjovt at afholde dem - særligt, selvfølgelig, hvis der rent faktisk kommer nogen. Men umiddelbart har jeg alle intentioner om at forny aftalen om disse workshop med Engelsk igen til næste år.

tirsdag den 20. oktober 2009

Idehistorie, efterår 09


Yale Freshmen
Date taken: 1964
Photographer: Bill Eppridge
Cop. Time Inc.
Mandag efter efterårsferien var dagen hvor de nye studerende fra Idehistorie skulle have deres første besøg på biblioteket.
For Idehistories vedkommende har aftalerne om undervisning på biblioteket svinget en del. Forrige års studiestartere kom til tre to-timers lektioner i løbet af de første to semestre; mens sidste års kun fik den første, introducerende biblioteksundervisning.
I år er aftalen med studielederen, at de skal have en generel introduktion på 1. semester, og et decideret kursus i litteratursøgning på 2. semester. Så de to gange to timer jeg afholdt på denne, lidt søvnige, mandag var i høj grad business-as-usual. Efter den samme model, som efterårets øvrige introduktioner.
Som sædvanlig fungerer øvelserne i katalogen altså godt. De studerende finder lynhurtigt sammen i små, mere eller mindre uformelle, grupper, og går i gang med opgaveløsningen. De udviser alle tegn på at være både underholdt og udfordret af øvelserne. Og - som alle andre hold - kæmper også idehistorikerne med at forstå, hvordan de skal finde artikler i e-tidsskrifter.
Som sædvanlig falder stemningen lidt i anden time. Der er stadig meget liv og deltagelse under min gennemgang af deres opgaver; men derefter falder niveauet stille og roligt, under gennemgangen af bibliotek.dk; SBs databaseliste, og udvalgte ressourcer herfra.
Jeg tilskriver det stadig det faktum, at jeg ikke længere inddrager dem i undervisningen; men ikke at de oplever indholdet som irrelevant.
I forhold til idehistorikerne løses problemet ved at Harald - i sin rolle som fagreferent - overtager undervisningen i de sidste 20 minutter, til en præsentation af fagets ressourcer. Det i sig selv, skaber den afveksling der er nødvendig, samtidig med at han - helt banalt - får præsenteret sig selv for de studerende.
Et særligt træk ved Idehistorie (og helt sikkert også for Filosofi, når de kommer til foråret) er at ingen er oprettet som brugere af netværk, FC og printsystem. Al undervisningen starter derfor med at jeg bruger de første 5-10 minutter på at logge på alle maskiner, og derefter lader de studerende oprette sig selv som brugere, så de fremover selv kan bruge computerne.
Det gør at introduktionen tager længere tid end normalt; men idehistorikerne er til gengæld hurtige i opgaveløsning, så i den sidste ende går det hele op.
En eftertanke: Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville lave en uformel evaluering sammen med de studerende, de sidste 5 minutter af lektionen - i hvert fald på nogen af kurserne. Det har jeg ikke gjort. Jeg synes simpelthen ikke der har været tid eller "plads" nok til at gøre det.
I forhold til de fremtidige kurser er det nu altså ærgerligt. Jeg må forlade mig på mine egne fornemmelser, og - forhåbentlig - på et par skriftlige evalueringer fra Spansk, Engelsk og Nordisk.

fredag den 9. oktober 2009

Engelsk efterår 09

Yale Freshmen
Date taken: 1964
Photographer: Bill Eppridge
cop. Life inc.

I går afsluttede Lotte og jeg årets biblioteksintroduktion for de nye studerende på Engelsk.
Formen er fuldstændig identisk med den vi bruger på Nordisk; mens indholdet selvfølgelig er tilpasset behovene på Engelsk: Virginia Woolf er emnet for opgaverne, i stedet for Karen Blixen; og Lotte fokuserer på Literature Online, Early English Books og Cambridge Collection Online m.v. - istedet for tilsvarende, danske informationskilder.

Det bliver dermed til 10 identiske 3-timers kurser på 8 arbejdsdage, hvor vi hører os selv (og hinanden) sige det samme, igen og igen. Alligevel kan vi godt holde humøret og stemningen oppe, netop fordi ingen hold opfører sig ens - og for dem er det jo gudskelov nyt stof.
Helt overordnet er der den forskel, at holdene på engelsk større - mellem 20-25 deltagere mod typisk en 15 stykker på Nordisk - der dermed kommer til at sidde meget intimt i mit lokale med 12 computere.
Samtidig kan vi også mærke, at de engelskstuderende kommer som led i deres semesterkursus i Academic Research and Methods. De er i forvejen mere sporet ind på metode og redskaber i arbejdet med litteratur og informationskilder. Og helt konkret løser de opgaverne hurtigere, og er bedre til at navigere rundt mellem de redskaber vi stiller til rådighed for dem.

Ligesom med stort set alle andre studerende, har de dog store problemer med at finde en bestemt artikel, ved at søge den frem via det tidsskrift, den er publiceret i. Kan de ikke slå artiklens titel op i katalogen, mener de fleste, at "den har vi ikke". Uanset hvilket fag vi har givet biblioteksintroduktion til, så er den største udfordring, at få dem til at forstå, hvordan de skal finde frem til artikler i (e-)tidsskrifterne. Forhåbentlig er vores opgaver med til at klargøre det for dem; men der er ingen tvivl om, at det for mange stadig er et mysterium.

onsdag den 7. oktober 2009

Nordisk efterår 09

Tom Peterson, a freshman at University of Michigan's Medical School, posing beside pile of his first year's textbooks.
Location: Ann Arbor, MI, US
Date taken: 1950
Photographer: Alfred Eisenstaedt

© Time Inc.

Sidste uge var Nordisk Uge for Lotte og mig.
De godt 100 nye studerende på Nordisk har vi til biblioteksintroduktion i et tre timers forløb, fordelt på 6 hold - i alt 18 timer over 4 dage.

Planlægning og afvikling af denne undervisning går (næsten) efter en snor, i samarbejdet med Henrik fra Nordisk, der står for deres studieintroducerende forløb.

Indholdet har været næsten det samme i de sidste 5 år, så der sniger sig efterhånden en anelse rutine ind i vores afvikling af de tre timer: Første time en kort intro til bibliotekerne, efterfulgt af øvelser i katalogen. Anden time består af opsamling på deres opgaver; en kort gennemgang af bibliotek.dk, samt Lottes gennemgang af databaselisten, og udvalgte ressourcer på den. Tredie time består af en rundtur på SB - herunder bogtårnet.

Også i år må vi dog konstatere, at vi begge tror på det vi gør (selvom det kunne være fristende at lave om...). Vi synes vi får samlet op på alle deres tvivlsspørgsmål, og får givet dem et overblik over bibliotekets muligheder. Så med mindre en evaluering fra de studerende skulle give os et andet indtryk, så bliver det nok på samme måde igen næste år.

I vores undervisning tager vi udgangspunkt i Karen Blixens Den udødelige historie, efter aftale med faget. Det viste sig dog undervejs, at den ikke længere var "den røde tråd" i resten af det studieintroducerende forløb. Vi gik derfor til sidst over til i stedet at spørge holdet om, hvad de p.t. beskæftigede sig med - for så at tage udgangspunkt i det.
Hvor de tilsyneladende er til stede og interesserede, i Lottes gennemgang af Bibliografi over Dansk Litteratur med eksempel i Karen Blixen; så sker der alligevel ting og sager, når emnet i stedet er lige netop den novelle de lige nu skal analysere (Hosekræmmeren) - det kunne bringe dem helt ud på kanten af stolen...

I øvrigt måtte Lotte flere gange melde forfald i år, på grund af møder. Det gav plads til gæsteoptrædener af både Irene og Gitte fra Statsbiblioteket. Det var rigtig hyggeligt at prøve, og en anledning til at se på undervisningen med nye briller.

Spansk efterår 09

The professor teaching 52 students.
Location: Arganda, Spain
Date taken: December 1945
Photographer: George Rodger
© Time Inc.


Som de tidligere år, har de nye spanskstuderende haft 2 gange 2 timers undervisning i litteratursøgning under deres studieintroducerende forløb.

Første undervisningsgang indeholder den - efterhånden traditionelle - introduktion til bibliotekerne og katalogen. Denne undervisning var også i år varetaget af Zbigniew på bedste vis.

I hvert fald dukkede de alle op til anden undervisningsgang sidste fredag, og de så endda forventningsfulde ud...
Anden omgang på biblioteket har til hensigt, at bidrage til at knytte det studieintroducerende forløb tæt sammen med deres sideløbende fagkursus i Latinamerikas historie efter 1800. Jeg har derfor hvert år en dialog med Lene fra Spansk, om hvilke elementer, der skal indgå i undervisningen.

I princippet skulle der ikke være nogen særlig afvigelse fra sidste års indhold; men jeg besluttede mig nu alligevel at lave lidt ændringer. Dels ville jeg have lidt mere "luft" i forhold til sidste års program; og dels var min erfaring dengang, at i hvert fald nogen ikke havde fået tilstrækkelig struktur på informationssøgningen. Jeg valgte derfor at nedprioritere min gennemgang af forskellige søgestrategier; og droppe mit show om vurdering af troværdighed ved netsteder - og i stedet lade de vigtige pointer indgå i en gennemgang af opslagsværker.

Første time startede med en kort opsummering af hvad de havde lært sidst, og en oversigt over hvad jeg ønskede de skulle lære denne gang.
Dernæst gjorde jeg en del ud af at bibringe dem den struktur at en litteratursøgning starter med 1) Overblik, terminologi og forslag til kernelitteratur fra opslagsværker; fortsætter med 2) Søgning i relevante, bibliografiske databaser; for at afsluttes med 3) Fremskaffelse af relevant litteratur ved at bruge katalogerne.
Til sidst viste jeg dem - meget omhyggeligt - hvor de kan finde alle disse baser og opslagsværker: Via Sprogbibliotekets fagside, og via Statsbibliotekets databaseliste.

Den sidste del af timen viste jeg dem, hvordan man overordnet kan søge litteratur i databaser. Hovedvægten er på basen MLA (med eksempel i Gabriel Garcia Marquez' Cien anos de Soledad); men med en kort afstikker til JStor (med eksempel i Populisme i Venezuela).
Min vægtning er dels på at anvende emneordene til mere præcis søgning, og dels på spørgsmålet om hvordan man skaffer de ønskede artikler.

Anden time starter med at de studerende får 5 minutter til at komme op med forslag til, hvor man hurtigt kan skaffe information - og forslag til videre læsning - om begrebet "modernismo".
Deres input (som oftest Google og Wikipedia...) bruger jeg derefter som oplæg til en fælles diskussion af validering og kvalitetsvurdering af informationskilder; samt en fremvisning af nogle af de opslagsværker, som vi stiller til rådighed via databaselisten.

Jeg TROR de fik et fornuftigt udbytte af gennemgangen af databaser. Til gengæld er jeg temmelig sikker på at udbyttet af gennemgangen af opslagsværkerne er til stede. Netop fordi jeg havde tid nok, havde jeg også tid til at inddrage deres aktuelle problemer, og anvise hvilke opslagsværker, der kunne hjælpe dem her og nu. DET gav pote.

Jeg havde det faktisk også hyggeligt. De to hold, de studerende var opdelt i, var af meget ulige størrelse. Før frokost havde jeg et hold på 16 studerende; mens holdet efter frokost var på bare 4 personer. Det gjorde at jeg oplevede begge undervisningsgange som helt nye, og havde fornøjelsen af fordelene ved begge holdstørrelser: Masser af interaktion internt med et stort hold; og en uformel og intim stemning med det lille hold.