Yale FreshmenDate taken: 1964
Photographer: Bill Eppridge
cop. Life inc.
I går afsluttede Lotte og jeg årets biblioteksintroduktion for de nye studerende på Engelsk.
Formen er fuldstændig identisk med den vi bruger på Nordisk; mens indholdet selvfølgelig er tilpasset behovene på Engelsk: Virginia Woolf er emnet for opgaverne, i stedet for Karen Blixen; og Lotte fokuserer på Literature Online, Early English Books og Cambridge Collection Online m.v. - istedet for tilsvarende, danske informationskilder.
Det bliver dermed til 10 identiske 3-timers kurser på 8 arbejdsdage, hvor vi hører os selv (og hinanden) sige det samme, igen og igen. Alligevel kan vi godt holde humøret og stemningen oppe, netop fordi ingen hold opfører sig ens - og for dem er det jo gudskelov nyt stof.
Helt overordnet er der den forskel, at holdene på engelsk større - mellem 20-25 deltagere mod typisk en 15 stykker på Nordisk - der dermed kommer til at sidde meget intimt i mit lokale med 12 computere.
Samtidig kan vi også mærke, at de engelskstuderende kommer som led i deres semesterkursus i Academic Research and Methods. De er i forvejen mere sporet ind på metode og redskaber i arbejdet med litteratur og informationskilder. Og helt konkret løser de opgaverne hurtigere, og er bedre til at navigere rundt mellem de redskaber vi stiller til rådighed for dem.
Ligesom med stort set alle andre studerende, har de dog store problemer med at finde en bestemt artikel, ved at søge den frem via det tidsskrift, den er publiceret i. Kan de ikke slå artiklens titel op i katalogen, mener de fleste, at "den har vi ikke". Uanset hvilket fag vi har givet biblioteksintroduktion til, så er den største udfordring, at få dem til at forstå, hvordan de skal finde frem til artikler i (e-)tidsskrifterne. Forhåbentlig er vores opgaver med til at klargøre det for dem; men der er ingen tvivl om, at det for mange stadig er et mysterium.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar