tirsdag den 20. oktober 2009

Idehistorie, efterår 09


Yale Freshmen
Date taken: 1964
Photographer: Bill Eppridge
Cop. Time Inc.
Mandag efter efterårsferien var dagen hvor de nye studerende fra Idehistorie skulle have deres første besøg på biblioteket.
For Idehistories vedkommende har aftalerne om undervisning på biblioteket svinget en del. Forrige års studiestartere kom til tre to-timers lektioner i løbet af de første to semestre; mens sidste års kun fik den første, introducerende biblioteksundervisning.
I år er aftalen med studielederen, at de skal have en generel introduktion på 1. semester, og et decideret kursus i litteratursøgning på 2. semester. Så de to gange to timer jeg afholdt på denne, lidt søvnige, mandag var i høj grad business-as-usual. Efter den samme model, som efterårets øvrige introduktioner.
Som sædvanlig fungerer øvelserne i katalogen altså godt. De studerende finder lynhurtigt sammen i små, mere eller mindre uformelle, grupper, og går i gang med opgaveløsningen. De udviser alle tegn på at være både underholdt og udfordret af øvelserne. Og - som alle andre hold - kæmper også idehistorikerne med at forstå, hvordan de skal finde artikler i e-tidsskrifter.
Som sædvanlig falder stemningen lidt i anden time. Der er stadig meget liv og deltagelse under min gennemgang af deres opgaver; men derefter falder niveauet stille og roligt, under gennemgangen af bibliotek.dk; SBs databaseliste, og udvalgte ressourcer herfra.
Jeg tilskriver det stadig det faktum, at jeg ikke længere inddrager dem i undervisningen; men ikke at de oplever indholdet som irrelevant.
I forhold til idehistorikerne løses problemet ved at Harald - i sin rolle som fagreferent - overtager undervisningen i de sidste 20 minutter, til en præsentation af fagets ressourcer. Det i sig selv, skaber den afveksling der er nødvendig, samtidig med at han - helt banalt - får præsenteret sig selv for de studerende.
Et særligt træk ved Idehistorie (og helt sikkert også for Filosofi, når de kommer til foråret) er at ingen er oprettet som brugere af netværk, FC og printsystem. Al undervisningen starter derfor med at jeg bruger de første 5-10 minutter på at logge på alle maskiner, og derefter lader de studerende oprette sig selv som brugere, så de fremover selv kan bruge computerne.
Det gør at introduktionen tager længere tid end normalt; men idehistorikerne er til gengæld hurtige i opgaveløsning, så i den sidste ende går det hele op.
En eftertanke: Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville lave en uformel evaluering sammen med de studerende, de sidste 5 minutter af lektionen - i hvert fald på nogen af kurserne. Det har jeg ikke gjort. Jeg synes simpelthen ikke der har været tid eller "plads" nok til at gøre det.
I forhold til de fremtidige kurser er det nu altså ærgerligt. Jeg må forlade mig på mine egne fornemmelser, og - forhåbentlig - på et par skriftlige evalueringer fra Spansk, Engelsk og Nordisk.

Ingen kommentarer: