fredag den 5. marts 2010

Videndeling i Netværk

Librarians at work at the Newbury Port Free Library
Photographer: Alfred Eisenstaedt, 1943
cop. Life Inc.

Vi har nu i mere end et års tid haft et løst og uformelt netværk centreret om bibliotekernes integration i læring.

I løbet af dette år, har vi fået os en fælles rygrad i en wiki, som vi bruger til at udveksle erfaringer og skabe kontakter med. Wikien som sådan synes jeg er en succes, selvom aktivitetsniveauet på wikien nok ikke kan karakteriseres som særlig stort; men selve det at den - og netværket - stadig er i live, på trods af presset fra dagligdagen giver gode forhåbninger for fremtiden.

Vi holdt vores seneste møde i netværket i slutningen af januar. En af de konkrete aftaler der kom ud af dette møde (udover at fortsætte arbejdet med wikien) var at vi fremover vil stile efter at der afholdes mindst to workshops om IK-relaterede emner på Aarhus Universitet.
I første omgang vil vi inden sommerferien afholde en workshop for netværkets medlemmer med udgangspunkt i egne bedste/værste øjeblikke indenfor konkret undervisning.
Erfaringer fra denne workshop stiler vi efter skal gøre os rustede til at afholde (eller sikre afholdelse) af flere workshops bredt udbudt på hele AU.
I forhold til AUs Biblioteksudvalg benytte Netværket samtidig lejligheden til at signalere, at vi fremover gerne påtager os at koordinere og udvikle AU bibliotekernes integration i universitetets læring.

Et andet konkret resultat af mødet var at Netværket påtog sig at stå for afholdelse af et seminar om Informationskompetence i Udvikling, baseret på et Arbejdspapir fra CfU med samme titel.
Seminaret afholdte vi her i tirsdags hos os i Nobelparken, med mig som afvikler af det praktiske arrangement. Karen fra ASB (og fra Netværket) havde planlagt og organiseret indholdet - og Lene fra CfU stod for den praktiske afvikling.
Der var 45 fremmødte. Flest fra AU, men også med deltagelse fra andre uddannelsesbiblioteker i Århus, samt AAU og SDUB. Og med den interesse for emnet på AU håber vi at Netværket går en lys fremtid i møde!

Ingen kommentarer: