
Cornell University freshmen
Date: 1960
Photographer: Peter Stackpole
cop. Time Inc.
Som beskrevet i posten Nordisk E10, så har vi ændret undervisningstilbuddet til de nye studerende på Nordisk fra en 3-timers altomfattende introduktion i efteråret, til en to-delt model.
De nye studerende får nu en kortere, basal introduktion i efteråret på selve bibliotekerne, fordelt på 6 delhold; og et efterfølgende mere målrettet kursus i litteratursøgning i foråret som en del af sidste undervisningsgang på de tre hold.
I den tidligere post måtte jeg konstatere, at fremmødet til en officielt obligatorisk - men ikke pointgivende - biblioteksintroduktion ikke var tilfredsstillende. Det er (som nævnt) et problem jeg vil tage op med studieleder inden næste år. Når Lotte og jeg - som hèr - møder op til den almindelige undervisning, og overtager to ud af de tre timer; så når vi jo ud til hele den aktive del af årgangen.
Selve forløbet bestod af at jeg indledningsvis spurgte om hvormange der har brugt vores katalog - tid hvad, og med hvilke problemer. De tilbagemeldinger vi dermed fik kunne jeg så sørge for at inddrage i min efterfølgende gennemgang. De studerende blev også opfordret til at komme frem med hvad de synes deres mest påtrængende problemer er med litteratursøgning (at skaffe materialer, at finde noget om et værk, osv.). Tilbagemeldingerne herfra kunne Lotte så tage med i sin gennemgang.
Første time tog i øvrigt sit udgangspunkt i en "referenceliste" de studerende fik vist på storskærmen. De blev bedt om at identificere de enkelte referencer som bog, artikel i bog, artikel i tidsskrift, anmeldelse osv.
Samtidig blev de studerende spurgt om hvordan de ville bære sig ad med at skaffe materialet; som oplæg til at jeg viste hvordan man kunne bruge katalogen. Fokus var på fremskaffelse af materialerne; men jeg brugte dog samtidig lidt tid på at vise hvordan man kan bruge katalogen til kædesøgning og quick'n'dirty-søgning.
Som afslutning brugte jeg en 5 minutters tid på at promovere Studiemetroen for holdene - inklusive uddeling af postkort om Studiemetroen.
I den anden time tog Lotte over med fokus på emnesøgning, og med vægt på brugen af bibliotek.dk. Lotte strukturerede emnet således at hun viste emnesøgning i forhold til helt nye forfatterskaber (Lone Aburas); nyere, veletablerede forfatterskaber (Helle Helle); og forfattere med klassikerstatus (Herman Bang). Som sagt med vægt på bibliotek.dk; men også med inddragelse af Infomedia, Dansk Litteraturhistorisk Bibliografi og ADL.
Et af holdene var meget aktive, og bød villigt ind med forslag og ideer til vores spørgsmål. Det samme hold havde også en hel del opfølgende spørgsmål, der tydeligt viste os at vi ikke havde lagt niveauet for lavt. De to andre hold var meget passive, hvor reaktioner næsten skulle trækkes ud af "de ansvarlige" på holdene. De studerende virkede dog stadig interesserede og vågne (det mest passive af holdene klappede faktisk da vi sluttede timen af...).
Samlet set var Lotte og jeg tilfredse med både indhold og forløb; men det kunne være rart om vi til næste år kunne finde en måde at få holdet involveret i diskussioner og dialog, lige fra starten af timen.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar