mandag den 16. maj 2011

Bibliotekaren i FC forår 2011


Cheer leaders teaching incoming freshmen songs and yells at University of the South.
Location: Sewanee, TN, US
Date taken: 1940
Photographer: Alfred Eisenstaedt
cop. Time Inc.

Med evalueringsmødet i januar i år afsluttedes forsøget med at lade bibliotekaren deltage i fagkurser med tilstedeværelse på undervisningsplatformen.
Vi er nu gået i normal drift, hvor tilbuddet om "bibliotekaren på FC" er åbent for alle; baseret på de erfaringer vi har samlet sammen, og samtidig selvfølgelig åben for løbende eksperimenter med form og indhold.

I det forløbne halvår har Rie fra SB , i tilgift til de kurser hun i forvejen tog sig af, også overtaget Volkmars kurser indenfor de sproglige emner.

I foråret har mine fagkurser været følgende to:

Text und Kultur I på Tysk
Kursusforløb i tysk litteratur og tekster frem til 1945 for 2. semesterstuderende.
Det er samme kursus jeg havde som indledende pilotprojekt sidste forår, så jeg havde i princippet hele "pakken" af indlæg klar til at blive lagt op i konferencen - uge for uge. I praksis skrev jeg de fleste tekster om, og flyttede om på elementer og uger. Delvis for at luge lidt ud og rette til, baseret på mine erfaringer; og delvis fordi faget havde skiftet underviser, og allerede havde haft et par undervisningsgange, inden vi fik koordineret.
I løbet af kurset havde jeg 8 indlæg i Bibliotekarens Hjørne. Jeg oplistede og beskrev i alt 13 forskellige informationsressourcer. Jeg modtog ingen henvendelser fra de studerende - hverken i konferencen eller direkte på mail. Men jeg ved at underviser, op imod opgavetiden, i konferencen mindede de studerende om at besøge Bibliotekarens Hjørne, og gøre brug af det.

Language acquisition in special populations på Lingvistik
Kursusforløb på kandidatuddannelsen. Et nyt kursus der kom i stand med en ny underviser på Lingvistik, i forbindelse med snak om kursets semesterhylde på biblioteket.
I løbet af kurset havde jeg 6 indlæg, og beskrev i alt 10 ressourcer i Bibliotekarens Hjørne. Eftersom det er på KA-delen på Lingvistik, var alt i konferencen på engelsk. Jeg modtog en henvendelse i selve konferencen, samt 6 direkte til min mail. Alle henvendelser var direkte efterspørgsel efter hjælp til egen opgave; men der var ingen henvisning eller spørgsmål relateret til mine indlæg.
Også her havde underviser både i starten og undervejs opfordret til at bruge konferencen og mig. Han havde ikke medtaget mig i evalueringen af kurset; men det var hans indtryk at mange af de studerende havde gjort brug af Bibliotekarens Hjørne.

Samlet set har jeg været tilfreds med forårets forløb. Det har været positivt at afprøve "hjørnet" på et kandidatfag, med hvad det har afstedkommet af direkte opgavehjælp.
En mangel ved forårets kurser har dog klart været det manglende besøg - bare 10 minutter - på holdet, så de studerende helt banalt kan se mig og blive bare lidt fortrolig med mig.

I efteråret forventer jeg at fortsætte med Text und Kultur på Tysk, og jeg håber at have fået åbnet op for et samarbejde med underviserne på Lingvistik. Og så vil jeg i øvrigt bringe tilbuddet op i mine kommende samtaler med de fire studieledere.

torsdag den 12. maj 2011

Nordisk BA-seminar 2011


Medical students at Charles University taking notes during lecture in amphitheater of the Clinic of Surgery.
Location: Prague, Czechoslovakia
Date taken: 1947
Photographer: Alfred Eisenstaedt
cop Time Inc.

I dag afholdt Nordisk Institut sit årlige informationsmøde for de kommende BA-skrivende. Bachelorprojektet skal sådan set først skrives i efterårssemestret; men da de studerende er ude på sidefag i efteråret (uden timer i forbindelse med BA-projektet), så holdes det altså nu.
Fremmødet er også ganske imponerende: Igen i år møder omkring 60 studerende op til diverse oplæg fra studievejleder og fagvejledere.

Også i år blev jeg inviteret med til at holde et oplæg om litteratursøgningen på en halv times tid, til at afrunde mødet.
Det er ikke nogen nem opgave. Nogle få vil måske begynde så småt med projektet i sommer; men for de fleste andre vil der gå måneder inden de får brug for det jeg vil kunne finde på at sige. Både sidste år og i år har jeg valgt at tale ret overordnet om skriveprocessen; kilder til litteratursøgning, og søgemåder - og henvise til at vi "holder noget" for dem til efteråret.

Indhold om skriveprocessen tager udgangspunkt i min selvopfundne model for den gentagne proces med at søge-læse-tænke-og-skrive. Den bliver tegnet på tavlen, og brugt som udgangspunkt for en salgstale for Studiemetroen.
Siden "Identificer" i Studiemetroen bliver derefter brugt som oplæg til en dialog om Opslagsværker, Bibliografier og Kataloger: Hvilke de kender, og hvilke jeg vil anbefale. Jeg afslutter med en fremvisning af Databaselisten som stedet hvor alle kilder kan findes.
Søgemåder indeholder en summarisk fremstilling af hvordan man kan arbejde med kædesøgning og Quick'n'Dirty-søgning - og henvisning til videre læsning på Studiemetroen.

I dag nåede jeg praktisk taget ikke at snakke om søgemåder.
Jeg havde valgt at starte med en dialog om det angstfremkaldende ved at skrive BA (selvfølgelig særligt med fokus på litteratursøgningen). De nævnte emner var ikke overraskende (Hvordan afgør man udfra en beskrivelse om en bog er brugbar? Hvordan får man fat i artikler? Hvilke databaser er gode?), så de var nemme at få adresseret undervejs. Og samtidig motiverede det de studerende til at være meget aktive resten af tiden, til stor glæde for mig, men samtidig selvfølgelig med konsekvenser for tiden.
Jeg sluttede af med at bekende at vi ikke ved hvordan vi vil tage os af dem i efteråret. Sidste års model med åbne workshops fredage eftermiddage gav simpelthen for få deltagere, så det er oplagt et emne for mit kommende møde med studieleder på Nordisk.

tirsdag den 10. maj 2011

Refworks Idehistorie forår 2011

New books for the Harvard University Library

Location: MA, US
Date taken: November 1957
Photographer: Dmitri Kessel
cop. Time Inc.

På mit ualmindelig velbesøgte kursus for Idehistorie 2. semester for nylig blev jeg bedt om at arrangere et værktøjskursus i RefWorks. De havde hørt om det i Zbigniews biblioteksintroduktion i efteråret, og flere af dem ville nu gerne høre nærmere om det.

Sidste onsdag afholdt jeg så kurset i bibliotekets eget undervisningslokale. Der dukkede faktisk 7 studerende op, hvilket jeg ikke kan være andet end tilfreds med. Hvis de studerende også er tilfredse med programmet, så skal jeg nok høre fra de øvrige studerende på Idehistorie...

Jeg havde planlagt forløbet således at, efter en kort introduktion, skulle de studerende starte med at oprette sig som brugere. I fællesskab hentede vi derefter et antal poster fra katalogen (inklusive Summon-delen); hvorefter jeg brugte disse poster til en basal gennemgang af programmet (View, Folders, Search og References). I alt en god halv time.


Derefter blev de bedt om at bruge en 20 minutters tid på selv at hente referencer fra andre kilder (hvor jeg forslår dem bibliotek.dk, Philosophers Index, Historical Abstracts, JStor og Google Scholar). I denne periode gik jeg lidt til hånde, og tog mig af de tvivlsspørgsmål der dukkede op.


Den sidste halve time brugte jeg på at vise dem hvordan de laver en bibliografi, og - først og fremmest - bruger Write'n'Cite til at arbejde med referencerne under opgaveskrivningen.


Det fungerede nogenlunde; men jeg fik klart fornemmelsen af at jeg gik lidt for omstændeligt til værks med gennemgangen af RefWorks. En anden gang bør det ske lidt mere overordnet; mens der børe sættes god tid af til Write'n'Cite-delen - og til at besvare tvivlsspørgsmål.


Jeg kan stadig godt lide, at de er oprettet fra starten og selv "følger med" i programmet; men jeg er ikke blind for at det også kan være forstyrrende, fordi der kommer en hel del brandslukning og andre afbrydelser undervejs. Ved store hold (ikke ret mange flere end 7) bør jeg nok overveje at starte med at vise, og siden lade dem oprette sig.


Spørgsmål fra kurset:
En af kursisterne anvender Open Office. Der skulle jeg sideløbende læse op på hvordan man bruger "One line/Cite view".
Når man skal henvise til et afsnit i en bog, er det så bogen eller afsnittet man skal finde frem og lægge i RW? Læg bogen ind som reference, og angiv så i selve kildeangivelsen hvorfra i bogen der citeres. Er det i stedet en artikel i en bog, så er det den der bør lægges i RW.
Hvordan henter man referencer fra Stanford Encyclopedia? De kan ikke overføres, og må i stedet indskrives. Kun nogle opslagsværker har eksportmulighed.


Samlet set gik det udmærket; men det skinner da igennem at jeg ikke er verdens største ekspert på brugen af RefWorks. Jeg kender programmet; men da jeg ikke selv er bruger, støder jeg ikke ind i de samme problemer som de studerende lynhurtigt falder ned i - så jeg må jævnligt parkere problemer, og vende tilbage med løsninger, når jeg har kontaktet klogere hoveder end mig selv...

Filosofi 2. sem. 2011


19 year old philosophy teacher Harvey Friedman at Stanford University.
Location Stanford University, CA, USA.
Date taken: 1967
Photographer: Michael Rougier
cop. Time Inc.

Bibliotekskurset for de nye studerende på filosofi ligger efterhånden i helt faste, og ganske velfungerende, rammer.
I modsætning til de fleste andre fag, har de filosofistuderende ikke nogen generel introduktion til biblioteket i løbet af deres 1. semester; og det er på nogen punkter lidt ærgerligt. Til gengæld er kurset fint inkorporeret i fagkurset i Filosofisk Antropologi, afstemt således at jeg har dem kort før de 6 afsluttende forelæsninger, der skal danne baggrund for deres emnevalg til gruppeopgaven.
Planlægning sker i samarbejde med Thomas fra filosofi. Det er velfungerende. Jeg ved "hvor de er"; og de studerende møder frem i stort tal (47 ud af 58 mulige) og er velmotiverede.

I hovedtræk er planen som de tidligere år. Et 3-timers forløb med en time til kataloger; en time til bibliografier og en time til opslagsværker - og lidt god tid i starten afsat til at hjælpe dem med at logge på netværket; få printkort og andre, praktiske problemer.

Også med filosofi er jeg gået væk fra at uddele et opgavesæt i brugen af katalogen i den første time, som de så har en halv times tid til at løse. Modellen er nu at stille enkeltspørgsmål på storskærm, lade dem arbejde et par minutter, og bruge det til en dialog om løsninger og muligheder. Det giver mig en meget bedre føling med holdet; det bringer flere spørgsmål frem; og endelig gør det mig uafhængig af mit eget (for lille) undervisningslokale, så jeg f.eks. kan bruge edb-lokalet til 20 personer på etagen ovenover.
Den anden time (med gennemgang af bibliotek.dk, Historical Abstracts og Philosophers Index) er stadig lidt tung; men fordi der er så meget dialog i den første time, er de stadig meget aktive med spørgsmål og kommentarer.
Den sidste lille time bygger fortsat på indgangsopgaven "Hvor vil I finde noget hurtigt om emnet "libertarianisme"?" - som et oplæg til en fælles snak om wikipedia, google, og diverse opslagsværker, inden jeg runder af med lidt generelt om vurdering af informationskilder.

Samlet set et meget fornuftigt forløb; men det er dog værd stadig at have fokus på om introduktionen til søgning i bibliografiske baser kan gøres mere aktiverende.