Date taken: March 1947
Photographer: Peter Stackpole
cop. Time inc.
På mit årlige møde med undervisningslederen for Asienstudier var vi, som ved alle andre tilsvarende møder, omkring indsatsen i forhold til bachelorprojektet. Vi besluttede i den forbindelse at udnytte, at også Asienstudier nu har et særligt forløb (over en 5-6 gange) for de BA-skrivende - og lade mig afholde en litteratursøgningsworkshop på én af disse gange. Vi fastlagde endda det konkrete tidspunkt - dag og tid - og aftalte at det skulle foregå i det normale undervisningslokale.
Selve workshoppen blev overordnet planlagt til at bestå af en generel gennemgang og repetition af fagets ressourcer, og derefter individuelt vejledning af de enkelte projekter i en workshopdel.
Det mere konkrete indhold blev skubbet til en nærmere aftale, efterhånden som vi nærmede os selve undervisningsgangen.
En uges tid førend mit kursus lykkedes det mig at få fat på den konkrete underviser. Han havde ikke hørt om et bidrag fra biblioteket; men han havde konstateret, at de studerende var noget famlende i forhold til litteratursøgningsfasen, så har var dog heldigvis ikke imod en aftale.
Det viste sig nu også, at det aftalte tidspunkt for mit kursus lå umiddelbart før den skemalagte tid for fagkurset, så det ikke karambolerede med hans undervisningsplanlægning. Viaftalte derfor, at han skulle lægge oplysninger om min workshop op på kursussiden på studenterplatformen - og så bookede jeg simpelthen vores eget undervisningslokale (der heldigvis var ledigt).
Jeg forberedte derefter en gennemgang af en fiktiv referenceliste, og den tilhørende fremskaffelse af de forskellige typer af ressourcer; efterfulgt af en gennemgang af opslagsværker og databaser af interesse for asienstudier. Mere bøvlet (for mig), så forberedte jeg også en gennemgang af ressourcerne på NIAS' Asiaportal. Jeg havde allerede været omkring den til forårets kursus i litteratursøgning for de nye studerende på kinesisk; men nu havde jeg behov for at gå lidt dybere i de muligheder, denne portal tilbyder.
På selve dagen måtte jeg dog kigge lidt mismodigt ud over den store mængde fraværende - eller rettere byde hjertelig velkommen til de to studerende (en fra kinesisk og en fra japansk), der var mødt frem. De havde begge et emne for deres opgave, og også i hvert fald noget litteratur at bygge på. For begges vedkommende kunne jeg dog bidrage med nogen ideer til mere fokuseret litteratursøgning.
Det kneb dog noget mere for mig, at hjælpe dem i mål med at finde noget mere originalsproget litteratur. Det var nyt for mig, at der allerede på BA-niveau var krav om at de skulle inddrage det originalsprogede, og jeg havde da heller ikke forberedt mig i den del af NIAS' tilbud heri.
Vi brugte derfor en del tid med at surfe på Asiaportal i fællesskab, og fandt frem til nogle muligheder, de forhåbentlig kunne udnytte til den del af litteratursøgningen.
Heldigvis rummer både Historical Abstracts og Sociological Abstracts dog også artikler m.m. på både japansk og kinesisk, så helt tomhændede måtte de ikke forlade workshoppen.
Samlet set må jeg konstatere, at det nok var det rigtige tidspunkt for en workshop i litteratursøgning; men at jeg til næste år må håbe på et noget bedre samarbejde med faget - både med hensyn til integration i det faglige kursus, og med hensyn til de behov de studerende vil stille med til workshoppen.


Ingen kommentarer:
Send en kommentar