fredag den 1. november 2013

Engelsk KA Formidlingsopgaven efterår 2013

Harvard University professor Harry Austryn Wolfson looking through books at one of Harvard's libraries.
Location: MA, US
Date taken: November 1957
Photographer: Dmitri Kessel
cop. Time inc.
 

For andet år er jeg nu blevet knyttet til et fagkursus på Engelsk Kandidat, indenfor emnekredsen history, society and culture. Det er et kursus på 1. semester på kandidatuddannelsen, så jeg har faktisk allerede haft alle de studerende på kurset i forbindelse med den almene KA-introduktion på Engelsk.
Det har i øvrigt medført flere henvendelser fra studerende, som netop gerne vil høre om det nye kursus "nu også er nødvendigt".
Jeg ved ikke om det er nødvendigt; men det er i hvert fald givtigt. Eksamen på dette kursus har som kerne en artikel til et populærvidenskabeligt/formidlingsorienteret tidsskrift om et selvvalgt emne - og med tilhørende reflektion over medie, form, indhold m.v. Og det er dermed også den vinkel jeg lægger på litteratursøgningen
Under alle omstændigheder er kurset vigtigt fordi det bygger på et tæt samarbejde med faget; og aktivt understøttes af underviser, Dale, der selv har taget initiativ til at få kurset i stand.
Resultatet er da også at af 36 kursister har jeg haft de 25, fordelt på to hold disse sidste to fredage. Et absolut tilfredsstillende fremmøde.
 
Den anden time, af de to afsatte timer, er dog temmelig lig min introduktion på kandidat-rusugen: En gennemgang af de ressourcetyper, som de studerende bør benytte til søgning af den rent faglige information, som artiklen skal bygges på: Opslagsværker; bibliografiske databaser; kataloger; e-bogssamlinger, samt newspaper databases (Lexis/Nexis og Factiva). De præsenterede kilder - og de eksempler jeg benytter - har selvfølgelig en anden vægtning, der afspejler netop deres emneområder indenfor historie, kultur- og samfundsforhold.
 
Den første time består derimod af en gennemgang af de muligheder man har for at afklare, hvilken publikationskanal man skal vælge til sin artikel. Jeg gennemgår hvilke informationer man kan finde på tidsskriftets hjemmeside (Contributor guidelines); hvordan man kan søge i tidsskriftets egne artikler i vores databaser; beskrivelsen af tidsskriftet i Ulrichs Periodical Directory; og endelig hvordan man kan finde artikler om tidsskriftet i f.eks. ABI/Inform.
Samtidig kommer jeg også lidt ind på, hvordan man kan søge på forskellige artikeltyper (review articles, book reviews etc.).
 
Særligt den anden time kan hurtigt blive pakket med information - hvor søgesider fyger hen over lærredet - men jeg har virkelig forsøgt at være pædagogisk denne gang, og lave løbende opsummeringer af hvad jeg lige har vist; hvordan jeg fandt frem til det, og hvad jeg tror de studerende kan bruge det til.
Umiddelbart var tilbagemeldingerne fra begge hold at det var både relevant, og på et passende niveau. I forbindelse med dette kursus ved jeg dog at Dale vil inddrage bibliotekets bidrag i den endelige kursusevaluering, så den endelige dom vil jeg få efter kursusafslutning.


Ingen kommentarer: