fredag den 1. juli 2016

Specialeseminarer for efteråret 2016. Del 1

Creative Arts Graduate Students At The State University Of Iowa, Iowa City Iowa
Date taken: 1961
Photographer: Alfred Eisenstaedt
Cop. time Inc.

Fremdriftsreformen får stor betydning for udformningen af kandidatuddannelsen i de kommende år. Ikke mindst tilrettelæggelsen af specialeforløbet. Første element var en stramning af alle fristerne for de specialeskrivende: Tidligere valg af emne og vejleder, og tidligere aflevering.
De nye regler træder i kraft allerede fra efterårssemesteret 2016 - og det medførte at vores planer om at ændre formatet på vores i øvrigt succesfulde seminarer blev speedet op.

I vores evaluering efter forårets specialeseminarer talte vi om behovet for at bruge vores stadig færre personaleressourcer mere klogt, og i den forbindelse måske erstatte de fagrettede workshops med noget andet; hvor vi ikke brugte så meget tid på at koordinere, og på nogen gange at forberede os forgæves. Til mit evalueringsmøde med Lena fra Studiecentret stod det klart, at vi også måtte ændre modellen af rent logistiske årsager; hvis vi ville fortsætte samarbejdet.
Med de nye frister, måtte både Studiecentrets og vores tilbud ligge så vi servicerede flest mulige specialeskrivere, så tidligt som muligt. Konkret ville det betyde, at vi skulle udbyde seminarer både før og efter sommerferien - og det ville for vores vedkommende umuliggøre fagrettede workshops.

Modellen blev derfor i stedet i vi lavede et generelt forløb for alle specialeskrivende over fire timer, som vi så kunne dublere det nødvendige antal gange. Indholdet ville være
  • Hvordan du søger (mit sædvanlige oplæg om søgestrategi og søgeteknik).
  • Hvor du søger (et nyt oplæg om at identificere og vælge kilder, og deres søgefunktioner).
  • Hvordan du holder styr på det du finder (værktøjskursus i RefWorks).
  • Workshop med spørgsmål og afprøvning af de forskellige værktøjer.
Jeg tilbød at stå for planlægning, organisering (i samarbejde med Studiecentret) og afvikling.
Efter aftale med Emdrup, så ville biblioteket dér sende en repræsentant til et par af disse seminarer; hvor vi så i annonceringen kunne opfordre DPU-studerende til primært at tilmelde sig disse.

Konkret lagde vi to seminarer i slutningen af juni, et par dage forskudt for Studiecentrets; og på samme måde to seminarer midt i august. Det blev annonceret som vanligt via Studiecentrets hjemmeside; publicering via Blackboard til alle potentielle studerende; og promoveret via studenterstudievejlederne. For det første og tredie seminars vedkommende med note om at man som DPU-studerende med fordel kunne tilmelde sig dér.
Endelig er der planlagt et engelsksproget seminar til afholdelse midt i august.

Forårets to seminarer hr nu været afholdt i den forløbne uge, med henholdsvis 24 tilmeldte (15 fremmødte), og 23 tilmeldte (19 fremmødte). Fordelt på institutter har jeg haft 23 tilmeldte fra IKK, 14 fra IKS og 10 fra DPU.
Med hensyn til afviklingen har jeg haft svært ved at holde min egen tidsplan. Første element har været lidt forsinket, fordi jeg bruger de første 10 minutters tid på at spore mig ind på deltagerne og deres behov. Det har forplantet sig i de efterfølgende moduler, da jeg også har lige lovlig meget stof til 45 minutter der.
Begge gange har jeg startet tredie modul om referencehåndtering ved 14.30-tiden, og det har begge gange gledet umærkeligt over i den fjerde times workshop, uden en pause imellem. Årsagen er blandt andet den kommende omlægning af Refworks, der selvfølgelig kaster mange ekstra spørgsmål af sig, udover de sædvanlige spørgsmål om referencehåndtering.
Jeg har til begge seminarer udleveret et "Skema til litteratursøgning" som handout til brug for den fjerde time. Alle deltagere har taget det til sig; men der har begge gange været en meget lille lyst til at arbejde systematisk med litteratursøgning som afslutning på forløbet. Medvirkende er sikkert ogå, at det har været en lang dag. Mit umiddelbare gæt må være, at hvis jeg strammer forløbet op, og indlægger en pause før workshop-delen, vil de fleste forlade seminaret i denne pause.

Mit overordnede indtryk er, at de to seminarer har været godt modtaget af deltagerne, og givet dem alle nyttige input til deres videre specialeproces. Der er givetvis plads til forbedring; men jeg har umiddelbart ikke det store behov for at evaluere og tilpasse processen for meget.
Fremdriftsreformens næste skridt er nemlig allerede ved at overhale dette tilbud. Fra efteråret 2017 vil alle fag på Arts skulle lave et særligt specialeforberedende forløb på kandidatuddannelsens tredie semester til 10 ECTS-point. Planlægningen heraf er allerede i gang, og jeg forventer at biblioteket inddrages heri, i løbet af efteråret. Konkret vil det betyde, at den nuværende form sandsynligvis kun skal bruges igen til vinteres seminarer. Herefter vil vi skulle indgå i det specialeforberedende forløb, i den udforming den nu vil få på de forskellige fag.

Ingen kommentarer: