onsdag den 12. oktober 2016

Nordisk BA-workshop

University Of Chicago
Date taken: May 15, 1953
Photographer: Walter Sanders
cop. Time Inc.

For tredie år i træk afholder Nordisk et særligt skriveforløb for årets BA-skrivende. Forløbet består af 6 workshops, med inspiration til valg af emne og vejleder, og med input om søge- og skriveprocessen. Som de foregående år deltager jeg i én af workshoppene, med oplæg og inspiration til litteratursøgningsprocessen; og jeg gør det i samarbejde med en af fagets undervisere. Med Camilla de to foregående år, havde hun indledt med en halv times tid om fagets krav og forventninger til en littteraturliste til et BA-projekt. I år var min makker Birgitte, og vi aftalte nogenlunde den samme fordeling: Hun skulle dække afdelingens krav og forventninger til formalia og litteraturliste, hvorefter jeg tog over med en gennemgang af kilder til litteratursøgning.

De to foregående år var der mødt henholdsvis 5 og 51 studerende frem, så det var ikke til at vide hvad jeg ville blive mødt af denne gang. Med et antal groft sagt under 15, vil jeg lade forløbet styre af de emner og problemer deltagerne sidder med. Er deltagerantallet stort, vil workshoppen mere fungere som forelæsning med spørgsmål.
Som forberedelse opdaterede jeg derfor sidste års program med delvis nye eksempler, således at jeg var rustet til at stå for næsten tre timers undervisning i litteratursøgning. Elementerne heri var
  • en repetition af brugen af katalogen 
  • læsning af referencer, og en introduktion til RefWorks og output styles
  • ufokuserede, brede emnesøgninger i Search og Bibliotek.dk 
  • præsentation af fagsiden som indgang til akademiske søgekilder
  • rundtur med eksempler fra videnskabelige kilder indenfor medier, litteratur og sprog.
Det kunne jeg så godt have sparet mig. Jeg havde allerede fornemmet på Birgitte tidligere på ugen, at der måske ikke var så mange der deltog i forløbet i år - og det holdt også stik: Der mødte 8 studerende frem.

Birgitte indledte med en snak med de studerende om betydningen af at bruge de rigtige kilder, fundet på biblioteket i stedet for på nettet; og lidt om vigtigheden af at have noget fornuftig sekundærlitteratur inddraget i opgaven. Ret hurtigt gik hun dog over til at tale om formalia i opgaven.
Birgitte rådede de studerende til at se i anerkendte publikationer fra videnskabelige forlag, og benytte deres litteraturlister - og måder at henvise - som inspiration. I den forbindelse viste hun også eksempler på tavle på hvordna han konkret kunne henvise med fodnotesystem, med brug af "op.cit.", "loc.cit." og "ibid.". Det gav en stor spørgelyst fra de studerende; hvor jeg også kom til at bidrage med mine eksempler på litteraturlister i forskellige output styles.

Der var derfor gået mere end en time, inden jeg kunne gå over til at snakke litteratursøgning.
Som sagt, så var modellen nu ren workshop, så jeg startede med at lade alle otte fortælle om deres valgte emne - og de særlige udfordringer de synes de stod overfor.
Det viste sig (meget overraskende) at der ikke var nogen med emner indenfor medieområdet. Der var to med sproglige emner; hvor den ene "kun" havde brug for noget sekundærlitteratur om børns sprogudvikling, mens den anden rigtig gerne ville have undersøgelser af norske børn stavefærdigheder. De resterende seks havde litterære emner, og, for de flestes vedkommende, mest behov for at finde sekundærlitteratur om deres vinkel på stoffet (landskab, censur, loven, barndom osv.).
Som indledning viste jeg dem forskellige måder at gå fra de brede søgninger i Search/Bibliotek.dk/Google Scholar til mere fokuserede søgninger, ved at bruge Quick'n'Dirty og Kædesøgning.
Mit fokus var dog på at give dem redskaber til at finde de rigtige baser til deres respektive emner. Overordnet set var det LLBA til sprogforlkene, og MLA til de særlige litterære begreber for de litterære emner.
Jeg var dog også omkring nogle mere specialiserede kilder - f.eks. de norske artikel- og forskningsbaser, for at finde noget om norske børns stavefærdigheder.
Overordnet set bliver mit bidrag på denne måde ofte lidt kaotisk (i hvert fald er det sådan jeg selv oplever det); hvor jeg kommer til at springe lidt fra kildetype til kildetype, og emne til emne. Forhåbentlig, og sandsynligvis, opleves det dog mere vedkommende og brugbart af de studerende.
Den afsluttende feedback er i hvert fald positiv...men kan selvfælgelig dække over, at der kan være enkelte der oplever at de måske blev lidt "glemt".

Ingen kommentarer: