Edu Univ. Euro (Bri) Oxford Students Women
EDU Univ. Euro (BRI) Oxford Students Women
cop. Time Inc.
De seneste år har bibliotekets bidrag til Nordisk's studerende bestået i et kursus i litteratursøgning i tilknytniung til fagkurset i Litteraturens Teori og Metode på 2. semester. Det skulle det også have været i år; men jeg måtte aflyse på grund af sygdom, på den dag hvor alle tre hold skulle have modtaget undervisningen.
Det var ikke muligt at nå at få sat et nyt tidspunkt inden eksamen; så aftalen med afdelingen blev at de skulle undersøge, om jeg kunne komme ind og bidrage på fagkurset i Litteraturhistorisk Periode i løbet af 3. semester. Det havde der faktisk været fortilfælde for, i og med at jeg en gang tidligere havde været inviteret ind på ét af holdene, hvor underviser gerne ville have mig til at højne evnen til at finde litteratur af - og om - ældre forfatterskaber.
Det er stadig Birgitte, der har to af de fire hold på dette kursus. Måske var det hendes indsats; men i hvert fald fik afdelingsleder sørget for at jeg fik en aftale med de tre ordinære hold, samt suppleringsholdet, om at give et totimers bidrag med biblioteksbrug, og elementær emnesøgning med udgangspunkt i den ældre, danske litteratur.
Begge undervisere har bidraget aktivt til at bane vejen for mit bidrag, med dels at opfordre dem til at tænke over spørgsmål forinden; og dels at stille dem efterfølgende opgaver i udsigt på holdene. Alle 4 hold mødte derfor også talstærkt frem (måske parakdoksalt nok hjulpet af at der faktisk ikke var en opgave tilknyttet kurset...men i stedet aktivt fremmøde...).
Mit første hold var suppleringsholdet, og de indledte med at gøre mig meget tydeligt opmærksom på, at de var kandidater, og derfor allerede havde haft biblioteksorientering. Jeg lovede dem, at jeg i forhold til dem ville koncentrere mig om de specifikke, Nordiske ressourcer. og holde mig fra det helt basale.
I det hele taget havde jeg lavet lidt om i programmet. Jeg ville stadig gerne sikre at de basale kundskaber kommer på plads = fastholde en stor del af mit oprindelige program til Nordisk; men samtidig ville jeg også sikre at vi nåede omkring netsteder for primærkilder - ligesom mine eksempler (og også lidt mine kilder) nu farves af den nye faglige sammenhæng.
Måske på grund af ændringerne, var det i år en langt bedre oplevelse at være ude på Nordisk. På alle fire hold oplevede jeg en stor lyst til at deltage aktivt i undervisningen; bidrage med egne eksempler, og stille uddybende spørgsmål. Faktisk synes jeg langt hen ad vejen at det var en fest - på trods af at timerne lå meget sent på dagen.
Jeg havde igen forberedt en første time med fokus på at læse referencer; søge efter konkrete materialer i katalogen, og lokalisere og skaffe materialerne. For at nå programmet igennem, satte jeg de sidste 10 minutter af til at vise eksempler på emnesøgning i katalog, Bibliotek.dk og Google Scholar.
Denne gang var min tilgang dog at spørge om hvor mange bøger der var på min litteraturliste (seks referencer, heraf tre bøger). Det virkede i hvert fald bedre, end mit normale "hvad er det?". Emnemæssigt var mine eksempler Mathilde Fibigers "Clara Raphael : tolv breve", og H.C. Andersen, til at illustrere hvor langt man kan komme med emnesøgning i de tre kataloger.
I den anden time gennemgik jeg Nordisk fagside. Det er et utroligt godt redskab at have fået: Det samler alle relevante ressourcer et sted, og gør tydeligvis tærsklen for at bruge ressourcerne lavere for de studerende. De samme eksempler som i første time blev afprøvet i Den Store Danske; Dansk Litteraturs Historie; ADL; Dansk Litteraturhistorisk Bibliografi, og MLA.
Som afslutning viste jeg nogle få primærkilder frem: Projekt Runeberg; Dansk Kulturarv Digitaliseret, Danmarkshistorien.dk; og så ikke mindst Mediestream. I Mediestream sørgede jeg for lidt underholdning med en gammel tobaksreklame + et lille uddrag af Amalies Verden; men sørgede selvfølgelig samtidig for at vise muligheden for at få fremvist gamle avissider.
tirsdag den 8. november 2016
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)


Ingen kommentarer:
Send en kommentar