Phd Exams
Date taken: May 1951
Photographer: Mark Kauffman
cop. Time Inc.
Til efterårets kursus havde vi (igen) fiflet med modellen. Denne gang var sigtet at få afholdt kurset på dansk - og samtidig stadig honorere Staceys ønske om kun at skulle aflevere sit bidrag én gang.
Kurset blev derfor udbudt med to forskellige startdatoer (en engelsksproget og en dansksproget), og kun én anden undervisningsgang. Samtidig satte jeg en minimumsgrænse på 5 deltagere for oprettelse af et kursus. Da det er meget usandsynligt at vi får mere end en enkelt eller to tilmeldinger af ikke-dansktalende studerende; ville det gøre at vi vil kunne afholde kurset på hovedsageligt dansk. De eventuelle engelsksprogede ville så blive tilbudt en book-en-bibliotekar, istedet for første undervisningsgang; men anden gang i så fald vil blive afholdt på engelsk.
Planen holdt også stik, på den måde at kun en enkelt engelsksproget tilmeldte sig kurset (og på grund af tidsnød, ville hun alligevel ikke deltage). Samtidig var der dog en uventet bi-effekt: Nogle dansksprogede ph.d.'ere tilmeldte sig det engelsksprogede kursus, fordi den dag passede dem bedre!
Vi måtte meddele dem, at vi ikke kunne godtage deres tilmeldinger; men det skabte selvsagt lidt misstemning blandt de berørte - og ekstra arbejde for Rie med at give særundervisning som afløsning for første undervisningsgang.
Fremover er modellen nu gen lavet om: Vi tilbyder ikke længere et engelsksproget kursus; men opfordrer udelukkende de ikke-dansktalende til at kontakte mig for en særlig aftale.
Deltagermæssigt var kurset en succes. Der var 19 tilmeldinger. Siden hen måtte tre melde forfald, og udsætte deres deltagelse til foråret. Yderligere to mødte ikke op/fuldførte ikke; men stadig er 14 fuldførende deltagere en ny rekord.
Halvdelen af deltagerne kom fra DPU/CUDiM; 5 fra IKK og de sidste to fra Religion. Som sædvanlig var der også en stor spredning i de forudsætninger deltagerne mødte frem med (hvor DPU'erne traditionelt er mere biblioteksfremmede, end de øvrige). Denne gang var der dog en overvægt af meget vante biblioteksbrugere og søge-nørder.
Det kunne mærkes i løbet af kurset - og fremgik også af evalueringerne.
Vores niveau starter normalt dér hvor vores specialestuderende befinder sig (fordi vi som målgruppe også har 4+4'ere), men skulle så også gerne slutte på et mere avanceret niveau. Det står dog tydeligt tilbage, at der var elementer som blev vurderet til at være på et (alt for) elementært niveau: Gennemgangen af databaser; akademisk publicering - og til dels også RefWorks (hvor nogle også vurderede niveauet til at være for højt...).
Jeg har nu varslet et evalueringsmøde blandt alle undervisere, hvor vi skal finpudse lidt på programmet. Emnerne vil bl.a. være 1) Vi skal være bedre til at vise og udnytte progressionen i forløbet; 2) Vi skal hurtigere "overstå" de basale principper; 3) Søgestrategien skal i højere grad linkes til det at lave systematic reviews; 4) Da flere allerede har publiceret, skal Akademisk Publicering også have et kvalitetsmæssigt løft; 5) Vi skal have gjort noget ved oplægget om referencehåndtering. Alt for mange vurderede det uinteressant - og én afholdt et ekstra kursus i Zotero for fem af de andre kursister, som appendix til vores forløb.
En ting vi helt sikkert vil ændre - baseret på tilbagemeldingerne - er tidspunktet på semestret. Det var et klart ønske, at det skulle have ligget umiddelbart efter ph.d.-forløbets start. Samtidig viser der sig også behov for at få fornyet aftalen om markedsføring med ph.d.-udvalget.
onsdag den 23. november 2016
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)


Ingen kommentarer:
Send en kommentar