onsdag den 12. september 2018

Thesis Preparation Course Engelsk

Students dancing at the Mariemont High School prom.
Location: Cincinnati, OH, US
Date taken: May 1958
Photographer: Francis Miller
cop. Time Inc.

Fakultetets ønske om et specialeforberedende forløb på 3. semester KA, er så småt ved at blive rullet ud på alle fag. Modellen er lidt forskellig på IKS og IKK - hvor der på IKK udelukkende er et krav om udprøvning af fem elementer; men ikke krav til at de enkelte afdelinger opretter et decideret profilfag på emnet.
Det er mit indtryk, at rigtig mange af "mine" fag opretter et egentlig profilfag: Engelsk, Lingvistik/Semiotik, Tysk/Romansk, og måske også Nordisk(?). Alle afdelinger har fået tilbud om at biblioteket gerne bidrager til disse forløb; men kun Engelsk har faktisk taget imod tilbuddet.

Inger har for Engelsk lavet et forløb med et mindre antal generelle seminarer om specialeprocessen; hvorefter de studerende fordeler sig indenfor de tre grene, og arbejder videre med deres specialforberedelse med de faglige vejledere (Language, Literature og HSC). Hun har bedt mig om at tage én af de generelle forløb, og derefter stå til rådighed for workshops ude på de tre faglige forløb.
Idéen er at jeg som udgangspunkt gennemfører mit sædvanlige seminar for specialestuderende over tre timer i den indledende fase; og at de opfølgende workshops skal ligge hen i mod slutningen af forløbet, som en opsamling på den litteratursøgning, som de studerende på det tidspunkt har været i gang med.

Selvom det i princippet har været mit "sædvanlige" forløb, har jeg ikke afprøvet det i den engelsksprogede udgave. Jeg havde derfor et større forarbejde med at oversætte mit normale undervisningsmateriale, og min powerpoint-præsentation til engelsk - og derefter få den opdateret, baseret på mine erfaringer fra sommerens seminarer. Til gengæld har jeg nu et brugbart materiale - parallelt på dansk og engelsk - til brug for kommende specialeseminarer.

I god tid inden seminaret fik jeg afleveret en beskrivelse af indholdet til Inger, til oplæg i Blackboard. I samme omgang blev de studerende adviseret om at de skulle downloade EndNote. Til næste gang skal jeg huske at vedlægge vejledningen i hvordan de downloader og installerer programmet; og jeg skal i samme omgang også uploade the Structured Search Form.

På selve dagen var der lige lidt startvanskeligheder med at finde det rigtige lokale, og blive klar - så jeg startede ud med næsten 10 minutter forsinkelse. Jeg havde i forvejen besluttet at sløjfe den anden workshop (i brugen af håndbøger), og bare lade min præsentation fungere som en appetitvækker på brugen af håndbøger. Det gik OK, med præsentation og workshop; men jeg var dog så tidspresset, at jeg overlod meget lidt tid til opsamling og spørgsmål.
Det skulle dog blive værre i den anden time; hvor min tidsplan skred så meget, at vi kun nåede den første workshop. Jeg havde udskiftet mit powerpoint-eksempel med tavleeksemplet (fast food og health). Det fungerer rigtig godt - men tager altså længere tid. Igen fik jeg derfor ikke rigtig samlet op på om indslaget var forstået og blev oplevet som brugbart. De to efterfølgende oplæg i lokalisering, og brug, af databaser brugte jeg så meget tid på, at vi gik direkte til pause, efterfølgende. Min fornemmelse var, at oplæggene var gode, og blev oplevet som relevante; men det er noget rigtig skidt, at de studerende ikke får mulighed for at afprøve det med det samme.
Efter pausen gav jeg introduktion til EndNote i 25 minutter, og tog derefter mod spørgsmål i det efterfølgende kvarter, til tiden var gået.
Et godt og sjovt forløb, med engagerede og deltagende studerende; men med et for stort program, og for lidt tid til afprøvning og refleksion.

Ingen kommentarer: