onsdag den 10. oktober 2018

Ph.d.kursus efterår 2018

Art Students Of Iowa
Date taken: 1961
Photographer: Alfred Eisenstaedt
cop. Time Inc.


Til efterårets kursus i literatursøgning og referencehåndtering begyndte vi for alvor at kunne mærke de pressede personaleressourcer på biblioteket. Stacey ville som sædvanlig komme og give sit oplæg om "the role of the literature review" om formiddagen den første dag; men til at håndtere resten af kurset var der reelt kun Lotte og mig. Alle øvrige, mulige undervisere havde meldt forfald.

Der var derfor ingen diskussion om mulige ændringer eller tilretninger, udfra tilbagemeldinger fra sidste kursus. Lotte og jeg koncentrerede os om at lave den nødvendige nødplan, for at kunne overtage Birgittes undervisning om formiddagen på andendagen; og for at tage højde for at den fagfaglige sparring nu var nærmest ikke-tilstedeværende på kurset.
I øvrigt var planen uændret for dag 1, hvor Lotte og jeg i forvejen stod for eftermiddagens forløb. For andendagens vedkommende, måtte vi vente og se om Birgitte eventuelt kunne afholde sit oplæg, eller om vores nødplan skulle træde i kraft. Og derudover ledte vi efter en oplægsholder til EndNote. Det var et emne jeg kunne påtage mig; men en anden stemme ville klart være at foretrække.
Da det kom til stykket, viste det sig at Birgitte rent faktisk kunne afholde sit oplæg; og at Lars fik aflyst anden undervisning, og kunne komme og forestå EndNote-kurset.
Det hele gik altså som det skulle - men inden næste gang er der behov for at lagt fastere rammer for hvem der er forpligtet til at afholde dette kursus...

Vi fik 14 tilmeldinger, hvoraf der var ukarakteristisk mange udenlandske studerende. Hvor der normalt er et par ikke-dansktalende blandt de nye ph.d'ere, så har der denne gang i hvert fald været mere end fem. Fire af disse havde tilmeldt sig kurset - og faktisk tre af dem valgte at deltage, på trods af at vi fastholdt dansk som primær kursussprog. Vi snakkede løbende med dem, for at sikre at de rent faktisk kunne følge med; og vi gjorde selvfølgelig klart fra starten, at de gerne måtte tale engelsk i gruppen. Det gik fint. Kun én var måske for alvor udfordret af sine manglende danskkundskaber; men hendes engelskkundskaber var faktisk ikke meget bedre. Til gengæld var hendes gåpå-mod upåklageligt...

Forløbet var som sagt en tro kopi af de tidligere. I skrivende stund har jeg ikke fået evalueringsrapporten; men at dømme ud fra de umiddelbare tilbagemeldinger, så var der udbredt tilfredshed med både form og indhold.
Til næste gang skal vi dog være opmærksomme på:
- Husk at skrive i velkomstmail at der er en opgave med at læse Staceys tekster før første kursusgang. Det kan eventuelt også være i form af opførsel som "Task" i Blackboard.
- Måske skal vi også skrive mere udfoldet i BB, hvad de forventes at arbejde med i perioden mellem de to kursusgange.
- Arbejdet med inspirationssøgning og organisering af emneord vil af nogle opfattes som banalt. Det ville være fint, hvis der var mulighed for at arbejde i forskellige hastigheder, måske?
- Oplæg om overvågning skal forkortes. Der skal simpelthen være mere tid til workshop bagefter.
- Vi bør også overveje i hvilket omfang vi skal inddrage Digital Humanities. Særlig NVivo, som biblioteket leverer ydelser i, bør i hvert fald nævnes.



Ingen kommentarer: