fredag den 9. november 2018

Engelsk SLK 1. semester

University Of Michigan
Photographer: Alfred Eisenstaedt
cop. Time Inc.


På Engelsk har vi i de seneste år afholdt to undervisningsgange på første år:
Generel biblioteksbrug, præsentation af fagets redskaber og simpel emnesøgning, på efterårets bidrag til fagkurset Literature 1; og videregående litteratursøgning samt referencehåndtering på forårets bidrag til fagkurset History, Society and Culture 2.
Forårets litteratursøgningskursus har de seneste år været et problembarn. På trods af interesse og aktiv støtte fra fagets undervisere, har fremmødet været utilfredsstillende (foråret 2018: 30 deltagere ud af en årgang på 100!). Det var oplagt at der var behov for en afklaring af biblioteketsbidrag - og det blev samtidig accentueret af at biblioteket fremover skal tage sig af 3 hold SLK- og 5 hold IVK-studerende, i stedet for de tidligere 4 SLK-hold.
På forårets dialogmøde blev det derfor aftalt, at Engelsk Uddannelsesudvalg skulle lave en plan for bibliotekets fremtidige bidrag til BA-uddannelsen.
På trods af mine rykkere til faget, så kom der ingen tilbagemelding, førend det pludselig gik op for underviserne på Literature 1, at der ikke var truffet aftale om det bidrag som de havde programsat til uge 39! Lottes tid var på det tidspunkt fuldt booket for resten af efteråret; mens jeg kunne tillade mig at lade faget lægge bibliotekskursus for de nye SLK-studerende hér fra uge 45 og fremefter.
Både Engelsk sekretariat og fagkursets koordinator lagde et stort arbejde i at få et program på plads - og i denne uge har jeg derfor nu afholdt et kursus i litteratursøgning og referencehåndtering for de tre SLK-hold, og et fælleskursus for de to tilvalgshold.

Planen for bibliotekets fremtidige bidrag er med andre ord endnu ikke lavet. Et faktum er dog stadig, at jeg ikke umiddelbart ser nogen fremtid i et decideret litteratursøgningskursus igen til foråret. De studerende synes ikke overvældende interesserede heri - og jeg ved at jeg skal lave en tilsvarende biblioteksintroduktion for de 5 hold fra IVK (+ måske tilvalgshold?).
Uden en plan har jeg derfor planlagt denne uges undervisning, således at den indholdsmæssigt erstatter sidste års to bidrag; men stadig kun på to timer per hold...

Det blev - næsten som forventet - et problem.
Forløbet blev en indledende kort afklaring (5 minutter) af om der var basale problemer: Adgang til bibliotek, MyPrint, Udlån og download af artikler. Dette element afsluttes med at præsentere "Vi-skaffer-det-til-dig"-funktionen.
Resten af den første time består i en 10 minutters workshop, hvor de studerende i grupper stifter bekendtskab med katalogen og Google Scholar som søgeredskaber, forinden en samlet gennemgang hvor jeg tager der spørgsmål og - og viser de basale tips og tricks til søgning.
Efter pausen giver jeg en introduktion til akademisk publicering, som overgang til en præsentation af bibliografier som søgeredskaber - og ikke mindst bibliotekets fagsider som indgange til disse bibliografier. Herefeter bliver det nok en workshop på 10 minutter, hvor de samme grupper prøver de samme emner i MLA og LION. Igen laver jeg en opsamling, og en videre præsentation af tips og tricks til de to redskaber.
Afslutningsvis skal der være plads til en 10-15 minutters introduktion til brugen af EndNote som referencehåndteringsværktøj. De studerende er forlods blevet bedt om at downloade og installere programmet, via et opslag på Blackboard.
...Og så har jeg jo i år en plan om at få lavet skriftlige evalueringer af mine egentlige kurser. Det skulle der så gerne være plads til i de sidste 5 minutter....

Det lykkedes på intet tidspunkt at nå alt. På alle tre 1. semesterhold nåede jeg først frem til evalueringsskemaet nøjagtig samtidig med at tiden løb ud. Jeg kunne derfor kun opfordre dem til at udfylde skemaet snarest muligt. Det kan jeg se nu at kun 10 ud af 65 har gjort, så jeg har lige måttet uploade en reminder til deres BB-konference - og så må jeg se hvad jeg får ud af det.
Programmet i øvrigt blev meget presset - og altid med lige lidt for lidt tid til at få gennemgangen af MLA og EndNote til at synke ind. Når det er sagt, så havde jeg dog en meget god mavefornemmelse efter de to sidste af de tre hold. Det var min klare oplevelse, at de havde oplevet timen som både sammenhængende og overbevisende...omend det altså gik meget hurtigt med detaljerne. Hvorfor det ikke faldt ud på den måde med det første hold, ved jeg ikke rigtig. Men det er i hvert fald indlysende, at jeg skal være både oplagt og klar i hovedet, hvis jeg skal have en chance med så stort et stof på kun to timer.
Overraskende nok i øvrigt, så var det utrolig få der havde oplevet problemer med at downloade og installere EndNote. Så selve præsentationen kunne jeg faktisk klare på 10-15 minutter.

I øvrigt: Der kom i alt 7 fra de to tilvalgshold. I foråret kom der 3. spørgsmålet er jeg skal synes at det går fremad - eller snarere bede faget om at droppe idéen om at indkalde dem til litteratursøgningskurser, udenfor den normale holdaktivitet.
..og så til allersidst: Jane fra sekretariatet på Engelsk har lige været forbi med en flaske vin som påskønnelse for at jeg påtog mig opgaven. Det er altså sødt!

Ingen kommentarer: