tirsdag den 12. marts 2019

Tysk/Romansk IVK 4. semester



University Of Michigan
Photographer: Alfred Eisenstaedt
cop. Time Inc.

Allerede i efteråret blev jeg bedt om at bidrage til et udbudt valgfag på 4./6. semester på IVK-delen af bacheloruddannelsen på Tysk Romansk.
Det var ikke et bidrag, der var aftalt i forbindelse med vores årlige dialogmøde med afdelingen; men det er svært at sige nej, når den kursusansvarlige selv henvender sig, og kan begrunde sit ønske.
Vi lavede derfor en summarisk aftale om et bidrag i uge 11 til fagkurset "Information i den Internationale Organisation".

Det kom til at være lidt, inden planen blev mere konkret for mig; men da viste det sig, at jeg havde fået overdraget ansvaret for hele den 6. ud af 6 forelæsninger for fagkurset.
Konkret betød det at jeg under overskriften "Bibliotekskundskab og praktisk informationssøgning", skulle står for to forelæsninger i løbet af ugen, af henholdsvis én og to timers varighed.
Jeg bad om at få lidt mere baggrundsinformation om behov, sammenhæng m.m. forinden. Det sørgede holdets ene underviser, Patrick, for; men reelt var det stadig enormt svært for mig at få hold på hvad jeg skulle fokusere på; hvilket niveau jeg skulle ramme; og ikke mindst hvordan jeg skulle "overleve" tre auditorietimer, uden at alle tabte tålmodigheden.
Patrick foreslog tre faglige emner, de studerende kunne aktiveres med at søge information om, til en tænkt oversigtsrapport til et firma. Emnerne var "gilets jaunes"(fransk), "antisemitismus" (tysk), og "puigdemont og retssagen mod ham" (spansk).

Samtidig med at jeg havde svært ved at få hold på stoffet, måtte jeg også melde pas på en af de datoer de havde lagt undervisning på. Enden på det blev at jeg afholdt den ene times auditorieundervisning i uge 10, og dobbelttimen en uge senere i uge 11.
Det var så også medvirkende til at jeg designede forløbet således at jeg i den første time gennemgik Inspirationssøgning - med fokus på AU Library, Bibliotek.dk, Google og Google Scolar. De studerende skulle derefter arbejde med det relevante emne i den efterfølgende uge; og reflektere over søgemuligheder og kvalitet af resultat, i de fire nævnte ressourcer.
På anden undervisningsgang kunne jeg så samle op på erfaringer; afholde en dialog om tilgængelighed, kvalitet og videnskabelighed; præsentere dem for ressourcer til mere systematisk søgning; vise dem hvordan de kan bruges - og endelig lade dem selv afprøve bibliografierne med de udbudte emner.

Til første undervisningsgang lavede jeg en powerpoint om søgestrategi - fra emne til færdig rapport, med de væsentligste pointer, samt en beskrivelse af opgaven til næste gang. Udover at gennemgå denne, viste jeg eksempler på søgninger i de fire kataloger; hvor jeg både viste de forskellige søgetekniske tips og tricks, og samtidig nåede omkring de tre forskellige emner.
Det var i og for sig et udmærket materiale; men jeg var på kanten af tidsnød, da jeg tilsidst skulle opsummere, og præsentere opgave. Powerpointen uploadede jeg til BB, sammen med en beskrivelse af rammer og retningslinier for opgaven.

Til anden undervisningsgang endte jeg med at inddrage både Mentimeter og Padlet i min opsamling på opgaveløsning, og de erfaringer de måtte have høstet hér. Ideelt vil jeg helst have en almindelig dialog; men auditorier har en enormt dæmpende funktion på dialog. I tilgift var jeg nok meget i tvivl om hvor mange der reelt havde arbejdet med opgaveløsning... Jeg bad derfor de studerende bruge Mentimeter til at angive hvilket redskab de havde været gladest for; og i hvor høj grad de føler sig på sikker grund med den udførte søgning. Resultater var "Google" og "Rimelig sikker" - begge lettere overraskende for mig.
Derefter gennemgik jeg min powerpoint om "Hvad er videnskabelighed?", mens jeg samtidig inddrog deres bud via en Padlet. Padlet´en havde jeg lagt link op til på BB. Det kastede nogle enkelte forslag fra sig; men stadig med en meget ringe dialog.

Anden del af denne undervisningsgang bestod i en redegørelse for bibliografiske basers opbygning; hvordan de skal finde frem til dem; og hvordan man kan udnytte en bibliografi til en mere systematisk søgning. Det foregik blandt andet via en gennemgang af forskellige fagsider; og en konkret præsentation af søgninger i WPSA, ABI/Inform, Business Source Complete og Factiva.
De sidste 20 minutter udnyttedes til at de studerende arbejde med eget emne i de første 15, mens de sidste fem blev brugt til opsummering, og præsentation af "Træn din database". Der kunne også være brugt tid til spørgsmål eller kommentarer fra de studerende; men der var absolut ingen!
Dagens to powerpoint blev også lagt op i BB i slutningen af timen.

Min afsluttende håndspålægning med at jeg håbede at de ville udnytte noget af det jeg havde vist, kastede nogle nik fra sig - og efter afslutning var der flere der sagde "tak for i dag" da de gik. Jeg er dog helt grundlæggende på tynd is med hensyn til om det var relevant og vedkommende - og de bare ikke ønskede at deltage - eller om jeg ramte langt ved siden af...

Jeg var blevet advaret om at holdet ganske vist var på 80; men der plejer kun at dukke en tredive stykker op. I mit tilfælde var tallene 33 til første undervisningsgang, og 27 til anden (og efter den indlagte pause kun 17!).



Ingen kommentarer: