torsdag den 5. september 2019

Intercultural Studies KA IKK

University Of Ill. Rush Week
Date taken: 1956
Photographer: Grey Villet
cop. Time Inc.

Igen i år havde jeg en aftale med Leonardo, der står for at koordinere rusaktiviteterne for de studerende på kandidatlinien Intercultural Studies. Uddannelsen er mere eller mindre fælles for alle vores sprogfag: Engelsk, Tysk, Spansk og Fransk; og den optager fortsat en stor del udenlandske studerende, der har behov for at blive introduceret til studier og litteratursøgning på AU.
Jeg har tidligere år haft en hel klokketime til min disposition; men i år blev aftalen at jeg kunne holde et 30 minutters oplæg, og give plads til 10 minutters spørgsmål. På selve dagen blev det blødt lidt op; men faktisk passede det meget godt for mig med de cirka 3 kvarter, det endte med at løbe op i.

Der var mødt 35 studerende op. De var næsten alle engelsktalende, og i hvert fald de 30 havde ikke været i landet i mere end et par døgn. Min introduktion tog derfor udgangspunkt i de meget basale informationer, man også finder på tjeklisten for nye studerende; og jeg sørgede også for at tage mig god tid med at vise dem hjemmesidens funktionalitet, og arbejdet med den indledende søgning.
Jeg sørgede for at introducere dem til bibliotekets fagsider, og til EndNote - og med det sidste også henvise dem til næste uges engelsksprogede kursus i programmet.
Det fungerede endda rigtigt godt. De var medlevende, spørgende og kommenterende, så jeg tror vi alle havde en fin time med fokus på netop de spørgsmål de står med: Døgnadgang, oprettelse som bruger, lånemuligheder, læse- og studiepladser, adgang til de elektroniske ressourcer.
Bemærkelsesværdigt var, at ingen havde fortalt dem at AU stiller office-pakken til rådighed for studerende. Flere havde i dyre domme købt egen adgang!

Eneste minus: Det ville have været rart at have haft tid til at give dem en rundtur på biblioteket, så de kunne se læse- og arbejdspladserne med egne øjne.

Ingen kommentarer: