torsdag den 9. december 2010

Spansk E10

Spanish matador Antonio Ordonez (R) chatting w. his friend, author Ernest Hemingway, in arena before bullfight.
Location: Madrid, Spain
Date taken: August 1960
Photographer: Loomis Dean
cop. Time Inc.


Den nye studieordning for bachelorer har også medført ændringer for biblioteksundervisningen af de nye studerende på Spansk.
I samråd med Lene på faget har vi bibeholdt strukturen med 2 x 2 timers undervisning (i to hold) i løbet af første semester; men da der ikke længere er et studieintroducerende forløb, så blev undervisningen istedet lagt ind under Studium Generale. På Lenes anmodning blev begge undervisningsgange lagt relativt sent - den 11. og 18. november - og overordnet med samme indhold som de tidligere år.

Så skulle det jo være i orden; men det skulle det vise sig ikke at holde stik. Da Zbigniew den 11. stod klar til at modtage det første hold kl. 12 kom der ingen.
Da jeg havde fået sekretær og underviser på spansk aktiveret, viste det sig at min plan og fagets plan ikke havde de samme tider og de samme dage! I næsten alle tilfælde sørger jeg for at sende bekræftigelsesmail til fagets underviser; men lige netop i dette tilfælde havde jeg selvfølgelig forsømt det.
Vi måtte lynhurtigt ændre i planerne, således at Zbigniew havde første hold samme dag kl. 13, og andet hold ugen efter på samme tid. Anden undervisningsgang blev så udskudt til fredag den 3. december - for hele holdet - umiddelbart inden de skulle igang med deres ugeopgave i faget "Latinamerika efter 1800".

For at kunne undervise et potentielt hold på 30 personer var jeg derfor nødsaget til at forlægge undervisningen til et af edb-lokalerne i bygningen, da vores eget lokale kun har 12 pc'ere.
Når jeg nu alligevel var tvunget ud i noget nyt; så besluttede jeg, at jeg ligeså godt kunne lave et helt nyt program for timen.

Programmet blev at starte ud med at vise eksempler på forskellige referencer, og tage en snak om hvordan man læser referencer - og hvordan man bære sig ad med at skaffe selve kilden der refereres til. Det skulle så føre videre til en snak om hvilke søgeredskaber de kender, bruger eller har hørt om.
Samlet set skulle det fungere som en form for opsamling og repetition på de emner Zbigniew havde gennemgået med de studerende i første undervisningsgang.

Efter denne indledende, meget interaktive del, ville jeg så vise de søgeredskaber jeg synes de kan få fordel af at bruge til ugeopgaven: JStor, Historical Abstracts og MLA - og med eksempler hentet fra deres kommende opgaveemner.

Efter at have vist vores databaser frem, ville jeg i den anden time starte med at lade dem selv søge (med de samme emner) i beta-udgaven af den nye Search i en ti minutters tid. Ideen var at vi sammen bagefter kunne evaluere hvad de fik mest ud af, og tage en snak om fordele og ulemper ved de forskellige søgeredskaber.
Den sidste del af tiden ville jeg bruge på den sædvanlige snak om opslagsværker, med udgangspunkt i at de studerende skal komme med forslag til hvor de vil finde nærmere oplysninger om begrebet "zapatismo".

Da fredag den 3. december oprandt var jeg forkølet - meget forkølet. Under normale omstændigheder ville jeg nok være blevet hjemme; men tanken om alt det nye jeg skulle afprøve, og måske 30 ventende studerende, fik mig på benene.
Det var godt jeg gjorde det. Der var mødt 25 studerende frem, og de deltog livligt i undervisningen i de to timer vi havde. Det er ingen tvivl om at hovedårsagen var, at denne undervisningsgang faldt "just in time". De skulle aflevere en bibliografi-opgave om mandagen, og - som sagt - umiddelbart efter igang med en ugeopgave, hvortil der også skulle findes supplerende litteratur.
Det medførte også at når jeg gennemgik databaserne med mine eksempler, så "fulgte de med" på computerne med søgninger til deres egen bibliografi-opgave. I pausen gik jeg non-stop rundt og vejledte om søgning og referering på basis af det de havde arbejdet med.
Indslaget med at bruge beta-versionen af den nye Search kom ikke til at fungere helt optimalt af samme grund. En del af de studerende valgte at arbejde videre i Historical Abstracts m.m., istedet for at gøre som jeg sagde; så jeg fik ikke noget klart billede af hvordan en litteratursøgning i den nye Search vil virke.

Vi afsluttede med en snak om internettet kontra biblioteket, eksemplificeret ved søgning efter information om "zapatismo" i Google og Wikipedia, kontra bibliotekets opslagsværker. Som sædvanlig kan jeg konstatere, at de studerende er rimelig reflekterende omkring troværdighed af de frit tilgængelige kilder; men de er simpelthen uvidende om de opslagsværker som vi stiller til rådighed via databaselisten.
Tiden gik hurtigt, og det var sjovt - faktisk glemte jeg helt at jeg var dårlig (undervisning som helbreder?).