University Of Wisconsin At War And Peace
Date taken: December 1943
Photographer: Peter Stackpole
cop. Time Inc.
Sidste år afholdt jeg en årgangsundervisning i auditoriet for hele Engelsk IVK i uge 6.
Dengang lidt under protest, og med et kraftigt formuleret ønske om at få denne model evalueret ved semesterslut. Som sådan gik timen udmærket; men jeg er som udgangspunkt stærkt skeptisk overfor langtidsvirkningerne af den type undervisning.
I år har vi i vid udstrækning fuldt modellen fra sidste år. Største forskel er nok at jeg har fået bevilget 2 timer, i stedet for den ene time jeg havde sidste år.
Det er ikke fordi jeg har fået tilbagemeldinger fra faget (eller studerende) der gør det oplagt at gentage modellen. Snarere er det det simple faktum, at det er det jeg er blevet bedt om igen. Denne gang dog med den tilføjelse, at når det skal ligge i uge 6, er det fordi at alle de studerende i uge 7 skal lave en synopsis med selvstændig litteratursøgning, og derfor gerne alle skal præsenteres for de nødvendige redskaber herfor umiddelbart forinden.
Der er med andre ord et klart formål; og der er samtidig en enig undervisergruppe (5 undervisere) bag denne anmodning.
Min løsning er blevet, at jeg har lavet et to-timers oplæg fordelt i tre elementer: Inspirationssøgning (inklusive "skafning"); systematisk søgning (inklusive "videnskabelighed", fagsider og de ressourcer man finder der), og endelig EndNote. Det hele er knyttet an til emnet "Brexit and its economic consequences".
Indledningsvis får de studerende imidlertid at vide, at sigtet i høj grad er at lægge op til de e-læringselementer jeg har uploaded til deres BB-side under fanebladet "Library corner".
I min afvikling sørger jeg så for hele tiden at starte og slutte på BB-siden, hvor de bliver præsenteret for det materiale, de sidenhen kan bruge til at repetere det jeg nu har gennemgået.
Overordnet var jeg tilfreds med mit indhold. Det giver mig mulighed for at vise det væsentligste jeg vil lære dem, og samtidig vise dem yderligere muligheder i bibliotekets ressourcer. Det ville ikke skade, at afvikle Inspirationssøgning lidt hurtigere, således at jeg kan nå "videnskabelighed" inden pausen. Jeg endte igen med at have omkring 10 minutter til EndNote, og det er lidt for lidt tid til, at det ikke opleves som presset af de studerende.
Afviklingsmæssigt var jeg ikke særlig tilfreds. Det blev temmelig stift, tørt og langtrukkent. Jeg fik ingen respons - og søgte nok heller ikke i særlig grad nogen respons. Selv morsomme bemærkninger holdt jeg tilbage med.
Årsager: Jeg havde ondt i mit ben; det foregik kl. 8-10; det fandt sted i et halvtomt auditorium med 7-8 mennesker på bageste række, og resten i midten; mit undervisningsmateriale var på dansk, og i sidste øjeblik var jeg blevet bedt om at afholde det på engelsk.
De studerende klappede, da jeg var færdig; men jeg har reelt ingen styr på, om de rent faktisk fandt det godt og brugbart. Jeg burde helt klart have forberedt noget mere systematisk evaluering - enten med spørgeskema eller med fokusgruppe. Jeg afstod dog fra det, fordi jeg som sagt var halvsløj - men også fordi jeg ingen gang var sikker på at mine redskaber ville du i denne sammenhæng...
Særlig skiftet fra dansk til engelsk var problematisk, i øvrigt. Det gør afleveringen meget mere stiv og sludrende i situationen; men værre er, at 3 ud af de 7 e-læringselementer altså er på dansk!
Disse elementer består i øvrigt af 1) Studypedia, 2) Subject Guide for English Business Communication, 3) min Prezi om "How to read a Reference", 4) PP om "Hvad er videnskabelighed" og 5) PP om "Systematisk søgning" (både 4 og 5 sammenstillet af materiale fundet på Undervisningsbanken, i øvrigt!), 6) hjemmesiden "Træn din database" (lavet af Pernille og Anne på BSS), og endelig 7) guiden "Endnote download and installation".


