fredag den 6. december 2013

Videregående spansk efterår 2013

Members of Phi Delta Theta at the University of the South.
Location: Sewanee, TN, US
Date taken: 1940
Photographer: Alfred Eisenstaedt
cop. Life Inc.

De nye studerende på Spansk får hvert år en introduktion til biblioteket i to hold af Zbigniew i starten af 1. semester. I forbindelse med at de i slutningen af semesteret skal lave en ugeopgave indenfor fagkurset om Latinamerikas historie efter 1800, har vi en aftale med faget om et opfølgende kursus i litteratursøgning.
 
Dette kursus afholdt jeg i forrige uge. Skabelonen har været den samme i nogle år nu, hvor jeg tager udgangspunkt i konkrete emneområder indenfor Latinamerikas historie. Sidste år kendte de studerende på dette tidspunkt dog endnu ikke emnet for opgaven, så ud fra den erfaring var min planlægning i år noget løsere.
Ganske rigtigt, så kendte de endnu ikke emnet. Rent faktisk er det nu en bedre ramme for min undervisning, fordi de endnu ikke har taget de "åndelige skyklapper" på, men dog alligevel er stærkt motiverede, fordi de ved at de får brug for nogen nye værktøjer snart.
Kurset består som udgangspunkt af tre elementer: Med udgangspunkt i en referenceliste at repetere simpel søgning og skafning af materialer; en gennemgang af centrale bibliografiske baser og fuldtekstressourcer indenfor sprog, litteratur og kultur; og en workshop om informationssøgning og brugen af opslagsværker.
 
I praksis tager jeg meget bestik af situationen på det enkelte hold. Som sagt var de meget motiverede, og meget spørgende; så jeg behøvede ikke så meget mine øvelser, for at holde dem aktive. Det var godt det samme. Mængden af spørgsmål gjorde, at jeg kun nåede de tre elementer ved rent faktisk at gennemgå dem. Særligt repetitionsdelen tog stort set hele den første time, førend jeg var sikker på at det basale (at finde konkrete materialer, og få dem i hånden) sad fast.
På trods af at der måske ikke findes så mange centrale, elektroniske opslagsværker på deres område; så var det stadig det element, der skaber den største, umiddelbare "a-ha"-fornemmelse hos de studerende. De bruger selvfølgelig alle Wikipedia som første indgang til et nyt emne; men de er også alle bevidste om at det kun kan bruges som baggrundsinformation, så de er meget glade for at blive introduceret til de mange opslagsværker på bibliotekets databaseliste.
Den del der traditionelt er sværest at få studerende til at forstå konceptet i, er de bibliografiske databaser. Skelnet mellem vores katalog, der registrerer hvad vi har, og en fagbibliografi der registrerer hvad der er udgivet, er ikke nem - særligt ikke med det store udbud af relevante fagbibliografier indenfor både sprog, litteratur og kultur. Jeg forsøger dog at få dem sporet ind på at supplere de søgninger i JStor de allerede så småt er startet på (typisk fordi det er undervisernes foretrukne redskab), med et mindre udvalg af fagbibliografier (MLA, LLBA, Historical Abstracts f.eks.).
 
Zbigniew havde på det introducerende kursus givet de studerende en appetitvækker til RefWorks. Det havde klart haft sin virkning. Der blev spurgt ind til hvad det redskab kunne, og da jeg tilbød at holde et ekstra kursus i brugen af RefWorks, viste der sig en bred interesse.
Vi mødtes derfor igen i forgårs, hvor stort set hele holdet mødte frem til en to-timers gennemgang af RefWorks. Det synes de var rigtig fedt, og programmet - og det det kunne gøre for dem - fik mange rosende ord med på vejen.
Faktisk var et RefWorks-kursus et fast element for de nye studerende på Spansk for et par år siden; men jeg droppede det på fagets anmodning, fordi de faste undervisere ikke mente at de studerende ville få brug for det. Rent konkret vil jeg vel også bare sørge for også fremover at tilbyde et frivilligt kursus, som opfølgning på de litteratursøgningskurser jeg i forvejen afholder på de forskellige fag.
 
 

fredag den 22. november 2013

University Of Virginia Graduation
Date taken: June 1947
Photographer: Martha Holmes
cop. Time Inc.
For et par uger siden blev jeg kontaktet af KALIF, en forening af specialeskrivere fra Filosofi og Idehistorie. De ville høre om jeg ikke kunne give dem et kursus i referencehåndtering - og måske samtidig også lidt repetition af hvordan man laver akademisk litteratursøgning.
Det er jo en dejlig henvendelse at få, så vi fik hurtigt lavet en aftale om et kursus på én af de onsdage, de i forvejen har som faste mødedage.

Onsdag i denne uge havde jeg så den forsamlede forening på 7 medlemmer til kursus. Det var en fornøjelse. Undervisning i referencehåndtering er ganske vist på ingen måde særlig sexet; men der var et stort engagement fra alle deltagere, der gjorde seancen til en ægte workshop - og ikke bare til mig der talte i to timer i træk.
Samtidig var det tydeligt at de alle havde et behov for at kende nogle flere litteratursøgningsværktøjer end JStor og bibliotek.dk; og det er altså en fornøjelse (selvom det vel samtidig også er lidt ærgerligt...) at høre udbrud som "nej, hvor fedt" og "hold da op - kan man også det!?", fra studerende der nu snart er færdige med at studere.
I hvert fald fik jeg dem sendt glade afsted; og samtidig var det også mit klare indtryk, at de ville gå tilbage til faget og presse på for at det tidligere litteratursøgningskursus for nye KA'er nu kan blive genoptaget, så deres efterfølgere kan få aha-oplevelsen lidt før...

Engelsk BA workshops efterår 2013

University Of Michigan Kissing Ban
Date taken: 1957
Photographer: Grey Villet
cop. Time Inc.
Lige så vel som på Lingvistik, har jeg i efterhånden en del år afholdt workshop for de BA-skrivende på Engelsk, i forbindelse med det faglige forløb som faget i forvejen har for denne gruppe studerende.
På Engelsk har det form af 5 parallelle fagkurser indenfor de tre faglige temaer der udgør faget: Sprog, Litteratur og Kultur og samfund. De studerende vælger ét af disse, faglige forløb, og forpligter sig til at vælge emne indenfor kursets emnekreds.
De 5 undervisere aftaler derefter indbyrdes hvilken fredag mine workshops skal placeres på; og én af dem kontakter derefter mig med besked om placeringen, og giver mig samtidig en opsamling af de emner, ressourcer/databaser som de enkelte undervisere gerne vil have at jeg husker at berøre.
Med andre ord: Der er tale om et eksemplarisk samarbejde med faget. Ikke alle studerende kommer til mine workshops; men alle er bevidste om tilbuddet, og hvad de vælger/fravælger. Og jeg har et klart billede af hvilke emner jeg skal omkring, så de bliver tilstrækkeligt rustet til den kommende opgave.

I år blev aftalen to workshops på fredag den 8. november. Om formiddagen en workshop indenfor Kultur og samfund og Sprog (hvor der dukkede 20 deltagere op); og om eftermiddagen en workshop indenfor Litteratur (med 10 deltagere).

Programmet for de to workshops var overordnet helt ens: En indledning hvor jeg starter med at skitsere forskellen på "preliminary" og "academic" literature search; en præsentation af de forskellige ressourcetyper, som jeg vil bygge min gennemgang på; og derefter en gennemgang af disse typer -opslagsværker, fagbibliografier og fuldtekstressourcer.
Eksemplerne på disse forskellige typer er selvfølgelig afpasset efter workshoppens tema (MLA som fagbibliografi for emnet litteratur; men LLBA som fagbibliografi for sprog, osv.). Og mine eksempler har jeg også i videst muligt omfang hentet fra emner og tekster fundet i fagkursets konference i FirstClass.
Nyt i forhold til tidligere år er en øget vægtning på at præsentere fuldtekstressourcer. Jeg viser dem i den forbindelse at man med fordel kan bruge f.eks. Ebrary til at søge efter meget specifikke emner i den fulde tekst i denne store e-bogssamling. Jeg sørger også for at vise hvordan man kan søge artikler i engelsksprogede aviser i både LexisNexis og i Factiva.

Inden jeg for alvor kommer igang med selve gennemgangen af relevante ressourcer, laver jeg en repetition af "skaf", med udgangspunkt i en hjemmelavet referenceliste. Formålet er at sikre at alle kan forstå og læse forskellige typer referencer - og ved hvordan de får bestilt/skaffet selve materialet.
Denne del kan typisk tage ret lang tid på andre fag; men på Engelsk har de studerende som regel nogenlunde fat i det.

Som afslutning giver jeg ofte plads til at man kan arbejde lidt med litteratursøgning til eget emne. I år var der dog ikke mange der havde et helt fastlagt emne; så i begge workshops blev det i stedet til at nogle af mine eksempler blev udskiftet med nogen af de studerendes eksempler under gennemgangen.

mandag den 18. november 2013

Engelsk introduktion RefWorks efterår 2013

Young men in old fashioned swimsuits, Yale University.
Location: New Haven, CT, US
Date taken: 1937
Photographer: Alfred Eisenstaedt
Igen i år havde jeg de nye studerende fra Engelsk til et kursus i RefWorks - som et led i deres 1. semesterforløb i Research Skills and Academic Methods.

At afholde undervisning for de studerende på engelsk er faktisk altid en fornøjelse. De møder frem i stort antal; de ved hvorfor de er der, og de er generelt motiverede. At det forholder sig sådan er først og fremmest undervisernes skyld; og det er et klart bevis på at et godt samarbejde med faget giver gode resultater.
Når det er sagt, så må jeg også konstatere at fire gange RefWorks introduktion på engelsk, ikke er det jeg ser allermest frem til. Det er bestemt motiverende at se hvordan de studerende lyser op, efterhånden som de fanger ideen; men selve kurset er svært at gøre spændende.

I år var det dog imponerende så få problemer oprettelse, indlogning og det øvrige arbejde med programmet gav. Fra de senere år husker jeg mange problemer med særlig eksport fra databaser - så mange, at jeg lavede en decideret fejlretningsguide, som jeg lagde op i de studerendes FC-konference. Igen i år sørgede jeg for at de fik de sædvanlige hjælpefiler og -tekster til konferencen; men umiddelbart virkede det som om at alting virkede på både de faste pc'ere og de bærbare.

Selve programmet var i øvrigt fuldstændig det samme som de to foregående år.

fredag den 1. november 2013

Engelsk KA Formidlingsopgaven efterår 2013

Harvard University professor Harry Austryn Wolfson looking through books at one of Harvard's libraries.
Location: MA, US
Date taken: November 1957
Photographer: Dmitri Kessel
cop. Time inc.
 

For andet år er jeg nu blevet knyttet til et fagkursus på Engelsk Kandidat, indenfor emnekredsen history, society and culture. Det er et kursus på 1. semester på kandidatuddannelsen, så jeg har faktisk allerede haft alle de studerende på kurset i forbindelse med den almene KA-introduktion på Engelsk.
Det har i øvrigt medført flere henvendelser fra studerende, som netop gerne vil høre om det nye kursus "nu også er nødvendigt".
Jeg ved ikke om det er nødvendigt; men det er i hvert fald givtigt. Eksamen på dette kursus har som kerne en artikel til et populærvidenskabeligt/formidlingsorienteret tidsskrift om et selvvalgt emne - og med tilhørende reflektion over medie, form, indhold m.v. Og det er dermed også den vinkel jeg lægger på litteratursøgningen
Under alle omstændigheder er kurset vigtigt fordi det bygger på et tæt samarbejde med faget; og aktivt understøttes af underviser, Dale, der selv har taget initiativ til at få kurset i stand.
Resultatet er da også at af 36 kursister har jeg haft de 25, fordelt på to hold disse sidste to fredage. Et absolut tilfredsstillende fremmøde.
 
Den anden time, af de to afsatte timer, er dog temmelig lig min introduktion på kandidat-rusugen: En gennemgang af de ressourcetyper, som de studerende bør benytte til søgning af den rent faglige information, som artiklen skal bygges på: Opslagsværker; bibliografiske databaser; kataloger; e-bogssamlinger, samt newspaper databases (Lexis/Nexis og Factiva). De præsenterede kilder - og de eksempler jeg benytter - har selvfølgelig en anden vægtning, der afspejler netop deres emneområder indenfor historie, kultur- og samfundsforhold.
 
Den første time består derimod af en gennemgang af de muligheder man har for at afklare, hvilken publikationskanal man skal vælge til sin artikel. Jeg gennemgår hvilke informationer man kan finde på tidsskriftets hjemmeside (Contributor guidelines); hvordan man kan søge i tidsskriftets egne artikler i vores databaser; beskrivelsen af tidsskriftet i Ulrichs Periodical Directory; og endelig hvordan man kan finde artikler om tidsskriftet i f.eks. ABI/Inform.
Samtidig kommer jeg også lidt ind på, hvordan man kan søge på forskellige artikeltyper (review articles, book reviews etc.).
 
Særligt den anden time kan hurtigt blive pakket med information - hvor søgesider fyger hen over lærredet - men jeg har virkelig forsøgt at være pædagogisk denne gang, og lave løbende opsummeringer af hvad jeg lige har vist; hvordan jeg fandt frem til det, og hvad jeg tror de studerende kan bruge det til.
Umiddelbart var tilbagemeldingerne fra begge hold at det var både relevant, og på et passende niveau. I forbindelse med dette kursus ved jeg dog at Dale vil inddrage bibliotekets bidrag i den endelige kursusevaluering, så den endelige dom vil jeg få efter kursusafslutning.


fredag den 25. oktober 2013

Nordisk - Litteraturhistorisk periode efterår 2013

Child Psychology Study, Yale University
Date taken: 1947
Photographer: Herbert Gehr
cop. Time Inc.
For en god måneds tid siden blev jeg kontaktet af en underviser på Nordisk, Birgitte, der ville høre om jeg havde lyst til at være med i en temadag (en dobbelt undervisningsgang på 6 timer) i hendes fagkursus i Litteraturhistorisk periode for 3. semester på Nordisk.
Baggrunden var at hun følte at de studerende generelt var for dårlige til at søge litteratur; og at de mere konkret havde brug for redskaber til at finde primære kilder fra den periode, de beskæftigede sig med.
Det overordnede tema for fagkurset er sædelighedsfejden i anden halvdel af 1800-tallets Danmark, så det hun eftersøgte var en større evne til at finde baggrundsmateriale i form af statistik, lovstof, brevvekslinger m.v. fra perioden. Alt sammen samtidig noget, jeg heller ikke selv har nogen særlig viden om hvordan man finder frem til(!)

Vi aftalte at tale nærmere senere i efteråret. og i mellemtiden brugte jeg fra tid til anden lidt tid på at gøre mig selv lidt klogere på de muligheder som tekstarkiver, hjemmesider m.m. kan tilbyde...
Selve arrangementet blev programsat til denne uge, og vi snakkede derfor lidt nærmere sammen for en uges tid om rammen for mit bidrag.
Aftalen blev at jeg skulle give en generel introduktion på ca. 15 minutter. Derefter skulle holdet i grupper arbejde med et konkret litteratursøgningsproblem (hvor de enkelte grupper kunne trække på mig, hvis de ville) - også i 15 minutter. Resten af tiden skulle vi så i plenum gennemgå gruppens problem og løsningsforslag; hvorefter jeg så skulle byde ind med yderligere information og vejledning.

Min generelle introduktion blev i høj grad til en historisk oversigt over registrering af publicering: Fra "Danske blandede tidsskrifter" over bogfortegnelsen til bibliotek.dk. Meningen var at give dem et overblik over hvordan registrering er foregået igennem tiderne, og hjælp til hvor de kan forvente at finde henvisninger til danske udgivelser.
Til gruppearbejdet havde Birgitte alligevel ikke udarbejdet opgaver, så holdene blev i stedet bedt om selv at definere et problem, og så prøve at finde forslag til løsning.
Jeg havde som sagt forberedt mig lidt inden timen, med at finde alternative kilder til litteratur, udover bibliotek.dk. De kom alle i spil (det drejede sig bl.a. om Danmarkshistorien.dk; Kulturperler og tidsskrift.dk på KB; Kvinfo's hjemmeside; Projekt Runeberg; Folketingets forhandlinger m.m.); men alligevel måtte jeg som forventet flere gange finde mig ude af stand til at hjælpe ret meget.
Problemer som Edvard Ehlers korrespondance med Georg Brandes; Elisabeth Grundtvigs indlæg i debatten; eller for den sags skyld en fortegnelse over danske kulturtidsskrifter fra perioden kunne jeg ikke give noget sikkert svar på.
Alligevel så gik det overordnet ganske fint. Det var dejligt at møde de nordiskstuderende i "deres eget miljø", og sammen med underviser. I hvert fald var både diskussions- og spørgelyst langt større end normalt; og i den afsluttende evaluering gav de studerende også udtryk for at de havde fået meget ud af det indhold jeg trods alt havde kunnet videregive.

onsdag den 16. oktober 2013

Asienstudier BA-workshop 2013

University Of Arizona Rodeo
Date taken: March 1947
Photographer: Peter Stackpole
cop. Time inc.
 
På mit årlige møde med undervisningslederen for Asienstudier var vi, som ved alle andre tilsvarende møder, omkring indsatsen i forhold til bachelorprojektet. Vi besluttede i den forbindelse at udnytte, at også Asienstudier nu har et særligt forløb (over en 5-6 gange) for de BA-skrivende - og lade mig afholde en litteratursøgningsworkshop på én af disse gange. Vi fastlagde endda det konkrete tidspunkt - dag og tid - og aftalte at det skulle foregå i det normale undervisningslokale.
 
Selve workshoppen blev overordnet planlagt til at bestå af en generel gennemgang og repetition af fagets ressourcer, og derefter individuelt vejledning af de enkelte projekter i en workshopdel.
Det mere konkrete indhold blev skubbet til en nærmere aftale, efterhånden som vi nærmede os selve undervisningsgangen.
En uges tid førend mit kursus lykkedes det mig at få fat på den konkrete underviser. Han havde ikke hørt om et bidrag fra biblioteket; men han havde konstateret, at de studerende var noget famlende i forhold til litteratursøgningsfasen, så har var dog heldigvis ikke imod en aftale.
Det viste sig nu også, at det aftalte tidspunkt for mit kursus lå umiddelbart før den skemalagte tid for fagkurset, så det ikke karambolerede med hans undervisningsplanlægning. Viaftalte derfor, at han skulle lægge oplysninger om min workshop op på kursussiden på studenterplatformen - og så bookede jeg simpelthen vores eget undervisningslokale (der heldigvis var ledigt).
 
Jeg forberedte derefter en gennemgang af en fiktiv referenceliste, og den tilhørende fremskaffelse af de forskellige typer af ressourcer; efterfulgt af en gennemgang af opslagsværker og databaser af interesse for asienstudier. Mere bøvlet (for mig), så forberedte jeg også en gennemgang af ressourcerne på NIAS' Asiaportal. Jeg havde allerede været omkring den til forårets kursus i litteratursøgning for de nye studerende på kinesisk; men nu havde jeg behov for at gå lidt dybere i de muligheder, denne portal tilbyder.
 
På selve dagen måtte jeg dog kigge lidt mismodigt ud over den store mængde fraværende - eller rettere byde hjertelig velkommen til de to studerende (en fra kinesisk og en fra japansk), der var mødt frem. De havde begge et emne for deres opgave, og også i hvert fald noget litteratur at bygge på. For begges vedkommende kunne jeg dog bidrage med nogen ideer til mere fokuseret litteratursøgning.
 
Det kneb dog noget mere for mig, at hjælpe dem i mål med at finde noget mere originalsproget litteratur. Det var nyt for mig, at der allerede på BA-niveau var krav om at de skulle inddrage det originalsprogede, og jeg havde da heller ikke forberedt mig i den del af NIAS' tilbud heri.
Vi brugte derfor en del tid med at surfe på Asiaportal i fællesskab, og fandt frem til nogle muligheder, de forhåbentlig kunne udnytte  til den del af litteratursøgningen.
Heldigvis rummer både Historical Abstracts og Sociological Abstracts dog også artikler m.m. på både japansk og kinesisk, så helt tomhændede måtte de ikke forlade workshoppen.
 
Samlet set må jeg konstatere, at det nok var det rigtige tidspunkt for en workshop i litteratursøgning; men at jeg til næste år må håbe på et noget bedre samarbejde med faget - både med hensyn til integration i det faglige kursus, og med hensyn til de behov de studerende vil stille med til workshoppen.
 
 



torsdag den 10. oktober 2013

Lingvistik KA-rus efterår 2013

Student on campus at Howard University.
Location: Washington, DC, US
Date taken: 1946
Photographer: Alfred Eisenstaedt

 
Planen for bibliotekets bidrag til informationskompetence på Lingvistik indbefattede oprindeligt ikke dette kursus; men for tre år siden bad faget mig om at bidrage til deres rusforløb på kandidatuddannelsen. Det vil jeg selvfølgelig gerne, når de beder om det; men det har været svært at finde en præcis form - i samspillet med de øvrige bidrag fra biblioteket.
 
KA-rus kurset vil være det fjerde møde med biblioteket for en standard lingvistikstuderende: Biblioteksintroduktion på 1. semester; litteratursøgning og referencehåndtering på 2. semester; BA-workshop på 5. semester; og så denne introduktion på 7. semester.
Ideelt set, burde kurset derfor koncentrere sig om de mere avancerede ressourcer som BLL, BLLDB, Language and Linguistics Compass, EMCA-basen - og mere avancerede værktøjer som samsøgning, citationssøgning m.v.. Samtidig vil der dog som oftest være tale om, at der blandt de nye kandidatstuderende er en del der ikke har haft deres opvækst på Lingvistik i Århus. Der vil være studerende fra andre fag på universitetet, og studerende fra andre universiteter i verden...og de har ikke haft det samme, forudgående forløb.
Reelt må jeg derfor starte med at finde niveauet blandt deltagerne, og som minimum inkludere noget repetition i kurset.
 
Denne gang havde jeg 6 studerende til kurset. De kom alle fra Lingvistik i Århus. De talte alle dansk. Og de havde kage med til læreren.
En dejlig eftermiddag med lidt repetition, baseret på de studerendes spørgsmål. Og ellers med hovedvægt på en gennemgang af dels de mere specielle, lingvistiske ressourcer, og dels hvordan man finder frem til gode ressourcer til at dække de lingvistiske grænsediscipliner (etnografi, sociologi, pædagogik, psykologi m.m.).
Jeg spurgte dem som indledning om de brugte RefWorks. De havde alle haft kursus i programmet; men de fleste havde ikke rigtig taget det i brug. Jeg havde derfor RW som underliggende tema i min gennemgang, hvor jeg løbende importerede referencer fra de forskellige ressourcer; ligesom jeg sluttede af med at vide dem output og Write'n'Cite.
Jeg fik ikke styr på om jeg ramte skiven med alle de emner jeg bragte frem; men overordnet var deres tilbagemelding at de havde fået rigtig meget nyttig ny viden, og en god repetition.


mandag den 7. oktober 2013

Bachelorworkshop Lingvistik efterår 2013

Meeting of Alpha Kappa Alpha sorority at Howard University.
Location: Washington, DC, US
Date taken: 1946
Photographer: Alfred Eisenstaedt
cop. Time Inc.
 
 
Det er i år fjerde gang at jeg afholder et særligt seminar i litteratursøgning for for de BA-skrivende på Lingvistik. De tidligere gange har denne måde at yde bidrag til bachelorprojektet fra bibliotekets side tjent som forbillede for de øvrige fag.
Baggrunden herfor har været, at man på Lingvistik har haft et decideret fagligt forløb i forbindelse med BA-opgaven, hvor bibliotekets bidrag har været en integreret del. Det har medført at stort set alle mødte op; at underviser også var til stede; og at samtlige studerende var godt forberedte: De både vidste hvorfor de var der, og hvad de ønskede af udbytte fra workshoppen.
Jeg har nu på fornemmelsen, at det  også - som i forhold til så mange andre fag - er personbåret.
I år var workshoppen lagt fredag eftermiddag, og det viste sig at det var udenfor den normale undervisningtid - og ydermere et tidspunkt, hvor mange af de studerende deltog i et internt, socialt arrangement - og det var uden deltagelse af underviser, der havde meldt forfald.
Resultatet var 2 fremmødte.
 
Indholdet var planlagt til at være det sædvanlige: Den første time med en hurtig repetition af de ting de ønskede repeteret omkring søgesystem og fremskaffelse; og ellers fokus på lingvistikkens grænsediscipliner og deres kilder til litteratursøgning. Den anden time er så afsat til selve workshopdelen, hvor de studerende arbejder med egen litteratursøgning, mens jeg (og normalt underviser) går til hånde.
Med kun to deltagere var det nemmere at indkorporere deres emner fra starten af min gennemgang, og så udelade workshopdelen. Det var specielt nemt, da det viste sig at de begge have valgt talehandlinger som emner - i undervisningssituationer og i forbindelse med computerspilchats.
 
Det var rigtig hyggeligt (og for mig også lidt spændende at arbejde med eksempler jeg ikke havde forberedt); men først og sidst var det træls, at stå med et så ringe fremmøde.
 


tirsdag den 1. oktober 2013

Bachelorworkshop SLK efterår 2013


College Bowl Quiz At Purdue University
Photographer: Michael Rougier
cop. Time inc.


På det årlige møde udtrykte UFU-leder Sven utilfredshed med de studerendes niveau for informationskompetence indenfor hans fagområde (tysk + de romanske sprog). Særligt kom det til udtryk i problemer med at finde tilstrækkelige - og tilstrækkelig lødige - kilder til de større opgaver.

På biblioteker har vi allerede igennem et par år afprøvet forskellige former for tilbud i forbindelse med bachelorprojektet. Vores erfaringen har utvetydigt været, at det fungerer bedst når det er indlejret i et eksisterende tilbud til de bachelorskrivende fra faget (Lingvistik, Engelsk).
Da SLK-området (tysk-romansk) netop har indført et introduktionsforløb til BA-projektet; var det oplagt at lade bibliotekets tilbud indgå heri. Vi enedes derfor på mødet om at lade biblioteket tilbyde tre workshops á to timers varighed, rettet mod henholdsvis Kultur og Samfund, Litteratur, samt Sprog
som genstandsområde for opgaven.
I løbet af sommeren aftalte vi de konkrete tider til at ligge på to på hinanden følgende fredage, hvor det passede ind i hele forløbet for de BA-skrivende.

Jeg planlagde derefter en fælles struktur for de tre workshops, med tre parallelle indhold baseret på netop dette fagområdes kilder og med eksempler indenfor området.
Som udgangspunkt ville den sidste del af workshoppen bestå af de studerendes egen litteratursøgning, med mig som ressourceperson de kunne trække på. Omfanget af denne del ville selvfølgelig afhænge af, hvor langt de rent faktisk var i forhold til deres opgave.
Forinden ville jeg som indledning bruge lidt tid på at få, så at sige, aftalt læringsmålet med de studerende:  Hvad jeg havde tænkt mig at bruge tid på, og hvad de kommer med af forventninger.

Det indhold jeg i øvrigt havde forberedt mig med var: 1) en repetition af kildetyper og deres fremskaffelse, baseret på en referenceliste. 2) Gennemgang af de forskellige kildetyper, baseret på Studiemetroen. 3) Diverse fagspecifikke eksempler på opslagsværker, bibliografier, fuldtekstkilder, nyhedsbaser m.v. - afhængig af de forskellige fagområders særkender.

Selve forberedelsen tog en hel del tid: Tæt på en dags arbejde, med at finde - og gennemprøve - de forskellige eksempler og informationskilder. Stor var min skuffelse derfor, da jeg havde siddet i et undervisningslokale i en lille halv time, at jeg kunne konstatere, at ikke én eneste havde tænkt sig at dukke op!
Da jeg fik snakket med faget, viste det sig at problemet lå i deres kommunikation til de studerende. De studerende var faktisk interesserede; men de havde ikke fået besked om mine workshops.
Denne fredags anden workshop blev følgelig heller ikke til noget; og i stedet aftalte jeg med underviser at lægge to nye workshops ind den følgende fredag: En til både Kultur og Sprog samtidig, og én til Litteratur.

Den følgende fredags første workshop havde 12 deltagere - alle fra Kultur og Samfund (og dermed ingen fra Sprog...). De 12 studerende fordelte sig på Tysk, Spansk og Brasiliansk. Kun et par enkelte havde lagt sig fast på emne; mens de øvrige stadig var i en meget indledende fase. Modellen for timen blev derfor, at jeg brugte begge timer på at gennemgå relevante ressourcer indenfor kultur- og samfundsområdet, i en løbende dialog med kursisterne om hvor de oplevede problemer. Som følge heraf brugte jeg bl.a. et stykke tid på at vise statistiske baser, samt Factiva frem.
Den anden workshop for Litteratur havde 4 deltagere, fra Fransk, Tysk og Spansk, der alle havde et emne for deres bacheloropgave. Da der ikke var flere, kunne jeg bruge deres emner som eksempler i min gennemgang af fagets ressourcer.
I begge workshops var min oplevelse at det fortsat er en god ide, at bruge en del tid på bibliotekets elektroniske opslagsværker - og parre det med en diskussion om troværdighed og lødighed. Samtidig er der også altid et behov for at repetere hvordan man rent faktisk skaffer de ønskede kilder (bestillingsmåder, AU Link m.v.).

Jeg mener afgjort at disse workshops bør gentages næste år; men det er vigtigt i aftalen med faget at sørge for at tydeliggøre at kommunikationen og sammenhængen er deres ansvar.

fredag den 27. september 2013

Engelsk 1. semester 2013


Rose Bowl football game with University of Southern California vs. Northwestern.
Location: Pasadena, CA, US
Date taken:1949
Photographer: John Florea

I faget Research Skills & Academic Methods bidrager biblioteket som sædvanligt med to undervisningsgange: En før efterårsferien med litteratursøgning og en efter efterårsferien med referencehåndtering.
Programmet for kurset bliver løbende opdateret, men sammenhængen mellem elementerne og hele driften af kurset er stadig i top. Lotte og jeg kører vores bidrag med litteratursøgning i fællesskab, hvor de fire hold på Engelsk får et kursus på to timer i bibliotekets undervisningslokale.
Alle de studerende møder op. De ved hvad der skal foregå, og de er med på hvad det skal bruges til. Så det er faktisk en ublandet fornøjelse at afholde denne undervisning for faget.

Sidste år overgik vi til at afholde kurset på engelsk, således at vi ikke behøvede at have et særligt opsamlingskursus for de ikke-dansktalende. Det gør undervisningen mere stivbenet, og med et mere tydeligt udgangspunkt i vores forberedte oplæg; men det stadig at foretrække, for ikke at gøre for meget forskel på kursisterne.

I år havde jeg omlagt min del af undervisningen. Sigtet er stadig at lære dem at kende forskel på informationskilder, og lære dem at bruge kataloger til at finde og fremskaffe de forskellige kilder.
Tidligere år har jeg haft en række små opgaver på powerpoints, der nøje korresponderede med deres ugentlige opgave til opgaveporteføljen. Jeg havde trang til at gøre mig mere fri af disse opgaver - og nok også til at lade dem i højere grad selv finde løsninger på deres opgave i kurset.
Jeg tog derfor udgangspunkt i en fiktik referenceliste med bøger; bidrag i antologier, artikler m.m., og lod dem finde ud af hvilke materialetyper det drejede sig om; og prøve kræfter med at finde dem i katalogen.
I den efterfølgende gennemgang af deres løsningsforslag, kunne jeg så komme ind på avanceret søgning; trunkering; frasesøgning; afgrænsninger af søgereultat m.m.
Min del afsluttedes med en repetition af hvordan man fremskaffer biblioteksmaterialer: Forskellen på fysisk og e-materiale; katalog og bibliotek.dk; og endelig brugen af bestillingsfunktionen.

Efter pausen overtog Lotte, og viste de studerende et udvalgt af fuldtekstressourcer (LION, Contemporary Writers), opslagsværker (Cambridge Companions, Johns Hopkins Guide, Oxford Dictionary), samt databaser (MLA).



fredag den 20. september 2013

Specialeseminarer efterår 2013

Prof. Kurt Latte, conducting seminar at Gottingen University.
Location: Germany
Date taken: March 1954
Photographer: Ralph Crane
cop. Time inc.
 
 
I løbet af foråret faldt aftalerne på plads, således at specialeseminaret nu dækker alle studerende på Arts Århus uden undtagelse.
Af samme årsag besluttede vi at udvide til nu i alt 4 seminarer - et mod hver af de tre institutter på fakultetet (IKS, IÆK og IUP); samt et fjerde på engelsk, rettet mod engelsksprogede studerende, og studerende på International Studies.
Jeg havde også en snak med Fuglesangs Allé om hvordan vi skulle forholde os til vores BCOM-studerende i Arts-miljøet. Vi enedes om indtil videre at lade Fuglesangs Allé tage sig af dem, dog ville vi ikke afvise enkelte ansøgere hos os.
 
De fire seminarer blev i år lagt en uge senere end normalt - på dagene 16.-19. september - for at tillade en senere tilmeldingsfrist. Erfaringsmæssigt begynder mange studerende først at checke mails og hjemmesider omkring den 1. september...
 
Indholdet var i overskrifter det samme som tidligere, dog nu med nye workshops:
kl. 11-12 At skrive speciale v. Gry fra CUDiM
kl. 13-14 Søgestrategier v. mig
kl. 14-15.30 Workshops indenfor de forskellige emner under instituttet
kl. 15.30 - 16 Afslutning og evaluering.
 
De senere gange har arbejdsbyrden ved at administrere tilmeldinger/frameldinger/spørgsmål m.v. til seminarerne været ganske stor. til denne gang fik jeg assistance til at oprette tilmeldingen i fakultetets webshop. Systemet kunne faktisk honorere alle vores ønsker: Fælles tilmelding til alle dage; valgmulighed til de rigtige workshops, afhængig af hvilken dag man ønskede at deltage; promt for oplysninger om emne/problemformulering. Vigtigst af alt er dog at det kan genere lister over mailadresser til kursisterne; samt en oversigt over workshopdeltagere med deres emner til underviserne. Det var en stor administrativ lettelse!
 
Vores seminarer er - både tidsmæssigt og indholdsmæssigt - nu koordinerede med Studiecenter Arts' seminarer. Efter aftale med Lena fra studiecentret besluttede jeg også at vores markedsføring udelukkende skulle ske igennem studiecentret, og - vigtigst i den sammenhæng - deres studenterstudievejledere.
Det viste sig ikke at virke tilfredsstillende, som det fremgår af min nedenstående evaluering:
 
Seminarerne blev annonceret i starten af august måned via Studiecenter Arts.
Ved ansøgningsfristens udløb den 8. september havde vi modtaget følgende tilmeldinger:
Mandag (IKS): 19
Tirsdag (IÆK): 25
Onsdag (engelsksprogede): 2
Torsdag (IUP): 5
Som følge heraf blev onsdags- og torsdagsseminarerne aflyst, og de tilmeldte fik en mail med de erstatningsydelser vi kunne tilbyde i stedet.
I løbet af perioden frem til nu, har der været ca. 70 forsøg på tilmelding i webshop. En 8-10 stykker heraf har været til det engelsksprogede seminar.
De to seminarer der blev gennemført havde henholdsvis 22 og 26 deltagere.
Evaluering foretaget med deltagerne
Markedsføring
Fra stort set alle sider blev vores mistanke bekræftet. Annonceringen har ikke været tilstrækkelig, og for mange var det tilfældigheder der havde bragt dem på sporet af vores seminarer. De mange forsøg på eftertilmeldinger skyldes ikke at folk først ser opslaget for sent; men snarere word-of-mouth spredning blandt de specialestuderende fra de som havde opdaget det.
De fleste understregede at de var instruerede i at bruge deres studieplatform (FC osv.) til at holde sig orienterede – og ikke f.eks. Studiecenter Arts’ hjemmeside. Det er vigtigt at indbydelsen optræder som sådan i overskrift på studenterplatformen, og ikke gemmes under ”Information om...” ”Nyt til..” og andre overordnede henvisninger til videre information for specialestuderende.
Som ide blev nævnt at både Studiecentrets og bibliotekets seminarer med fordel kunne præsenteres i den velkomstmail, som alle nye specialeskrivere modtager, når deres vejleder og kontrakt godkendes. Der er i forvejen et link til Studiecentrets hjemmeside generelt i denne mail.
Placering
Der var generel enighed om at specialeseminaret ikke måtte placeres senere end vi gjorde denne gang. Et par stykker foreslog en endnu tættere tilknytning til Studiecentrets specialeseminarer.
En enkelt deltager spurgte om vi ikke kunne afholde seminaret fire gange om året, så vi kunne være en bedre hjælp for de studerende/de fag, hvor der ikke er faste terminer for specialestart.
Indhold
Der var stor tilfredshed med indholdet og med formen med fælles oplæg og workshop; og der var megen ros til bidragyderne fra alle.
Rigtig mange af deltagerne havde i forvejen deltaget i Studiecentrets specialeseminarer i ugerne forinden. Fra nogle af disse deltagere kom et forslag om vi kunne samle temaerne på en anden måde – således at alt vedrørende skrive- og studieteknik, specialeprocessen m.m. blev samlet i ét seminar; og tilsvarende alt vedrørende litteratursøgning og referencehåndtering blev samlet i et andet seminar.
Konkret foreslog de at Grys indlæg blev inkorporeret i det seminar Studiecenter Arts afholder, og til gengæld at værktøjskurset i RefWorks blev inkorporeret i litteratursøgningsseminaret. Forslaget var vist båret af både et ønske om bedre faglig sammenhæng, og samtidig ønsket om at ”spare” en dag.
Kommende tiltag
Jeg vil tage en snak med Gry, og med Lena fra Studiecenter Arts. Dels om indhold og samarbejde mellem de forskellige seminarer, og dels om hvordan vi næste gang kan forbedre markedsføringen af vores fælles tilbud til de specialestuderende.
Jeg vil i den forbindelse også snakke med Rikke Korsbjerg fra Studiecenter om muligheden for at der kan blive reklameret direkte for seminarerne i velkomstmailen til nye specialeskrivende.
Vi skal i biblioteksregi også diskutere om det er en god ide at samle litteratursøgning og referencehåndtering den samme dag – og om det kapacitetsmæssig (lokale og underviser) er muligt.
Jeg kunne forestille mig at vi næste gang åbner op for tilmeldinger frem til selve dagen; men dog stadig med en frist en uge før seminaret for de som ønsker at vi skal forholde os til netop deres emne i workshopdelen. Det vil betyde at vi alle er nødt til at stå standby til at afholde både hele seminaret, og de enkelte workshops, frem til selve dagen; og altså ikke længere vil vide om der er deltagere en uges tid i forvejen. Det vil samtidig også betyde, at vi skal angive at tilmelding kan lukkes i tilfælde af overtegning (mere end 60 f.eks.).
Vi skal have fastlagt datoerne for næste seminar. Jeg vil foreslå uge 6 (den 3.-6. februar), med en uændret fordeling mellem de enkelte dage; men altså måske med et ændret indhold.



onsdag den 4. september 2013

Engelsk KA-rusintroduktion efterår 2013


Oxford University students rowing on the Thames River.
Location: Oxford, United Kingdom. Date taken: 1939
Photographer: William Vandivert
cop. Time Inc.
 


For andet år i træk deltager jeg i Engelsk Afdelings rusuge for nye kandidatstuderende. Sidste år var de nye studerende fordelt på to hold - almindelige og tilvalg - men i år blev planen at afholde en samlet introduktion på to timer til litteratur- og informationssøgning for kandidatstuderende.
På selve dagen blev jeg kontaktet af Jody der, lettere bekymret, kunne fortælle at optaget i år var på over 50 nye kandidatstuderende. Vi besluttede dog at satse på at fastholde afviklingen i bibliotekets undervisningslokale med 22 pladser, på grund af det fremskredne tidspunkt.
Det var sådan set godt nok, for da timen startede var 10 studerende mødt frem. Vi kunne med andre ord fint være der; men mødeprocenten er så til gengæld mindre end fremragende! Umiddelbart tror jeg ikke det får konsekvenser for kurset fremover; men det er klart at vi skal have fremmødet sat i vejret næste år.

Indholdet i ugen er i øvrigt en introduktion til tiden som kandidatstuderende på Engelsk, og mere specifikt indholdet i det kommende semester. I den forbindelse har de enkelte undervisere på efterårets fagkurser sendt mig input om kursets indhold; og hvilke emner og kilder de gerne vil have at jeg fokuserer på.
Baseret på disse input blev de to timer bygget op om fire elementer: 1) En generel repetition af bibliotekets (nye) hjemmeside, og hvordan man genkender og skaffer de forskellige materialetyper biblioteket tilbyder. 2-4) En oversigt over de centrale informationskilder indenfor de tre genstandsområder på faget (sprog, litteratur og kultur/samfund), krydret med eksempler på anvendelse af mere specielle informationskilder.
De mere specielle informationskilder var typisk e-bogssamlinger, fuldtekstarkiver, review journals, avisdatabaser og specielle opslagsværker.

Jeg spurgte løbende til niveau og detaljeringsgrad i mit input; ligesom jeg løbende bad dem om at spørge og kommentere til de emner jeg kom ind på. Det var faktisk ikke overvældende meget input jeg fik i form af spørgsmål og kommentarer; men ud fra det jeg faktisk fik, virkede det som om jeg nogenlunde havde ramt rigtigt med både form og indhold (selvom formen unægtelig meget var en ensartet fylden på af oplysninger...).

onsdag den 29. maj 2013

Filosofi, 2. semester 2013

19 year old teacher Harvey Friedman at Stanford University
Location: Standford, CA, US, 1967
Photographer: Michael Rougier
cop. Time inc.

I lighed med de foregående år er mit sammenlagte introducerende og videregående kursus for nye studerende på Filosofi henlagt til fagkurset i Filosofisk Antropologi på andet semester.

Det har  - som tidligere år - været uheldigt at det er de studerendes første møde med biblioteket; og dermed også først dér, at halvdelen af de studerende får orden på deres adgang til bibliotek, netværk og lånerettigheder. Til gengæld ligger kurset rigtig fint i forhold til de studerendes behov for hjælp til litteratursøgning og informationshåndtering.
For næste årgangs vedkommende vil vi imødekomme det uhensigtsmæssige ved at få de nye studerende ind til rusintro; og samtidig fastholde tilknytningen til fagkurset.

I tilgift har samarbejdet i år været helt eksemplarisk. Kasper fra Filosofi kontaktede mig (og ikke omvendt!), og han sørgede for at få fastlagt mit bidrag, hvor det ville passe bedst ind i forløbet; og han sørgede i sin undervisning for at knytte an til bibliotekskurset.
Resultatet var tydeligt: Et fint fremmøde på alle tre hold; positive studerende; og ikke mindst en klar forventning til hvad de skulle have ud af kurset.

Selve forløbet var ikke ændret meget i forhold til sidste år, hvor kursets timetal blev skåret fra 3 til 2 timer. Jeg havde dog sørget for at tage et par elementer ud, og koncentreret mig om kerneressourcerne for en filosofistuderende. Det gav mig lige tilstrækkelig luft til at kunne lave en løbende opsamling, og holde de studerendes fokus på "den røde tråd" i mit bidrag.
Det fungerede rigtig godt, med en hel del rosende bemærkninger til både indhold og form til følge.

Kasper havde sørget for forlods at give dem datoer for to efterfølgende, frivillige værktøjskurser i RefWorks. Cirka en trediedel af kursisterne tilmeldte sig et af disse kurser, som jeg afholdt i ugen efter.

fredag den 3. maj 2013

Nordisk videregående forår 2013


Oxford student having tea during a club meeting
Location: Oxford, England (1939)
Photographer: William Vandivert
cop. Life inc.

Modellen de sidste par år for Nordisk har været en frivillig biblioteksintroduktion i efteråret, efterfulgt af et obligatorisk kursus i litteratursøgning i foråret, indlejret i fagkurset "Litterær Teori og Metode".
Modellen har ikke været uproblematisk. Fremmødet i efteråret har været på ca. 50%, hvilket vi har taget højde for ved at afholde introduktionen samlet for hvert hold på 35 i vores undervisningslokale beregnet til 20 personer. Ressourcemæssigt er tingene derved afstemt; men det er selvfølgelig ikke optimalt at ikke alle på den måde bliver introduceret til en fornuftig anvendelse af biblioteket.
Det første år med den nye model blev litteratursøgningskurset afholdt som en del af en ordinær undervisningsgang på holdet, i holdets eget lokale. Det synes Lotte og jeg var lige som det skulle være; men desværre er vi blevet "glemt" i planlægningen - både sidste år og i år.

I år medførte det mange timers ekstra arbejde fra min side med at få lavet aftale om placering af vores bidrag på de 5 hold med 3 forskellige undervisere, på andre tider og i andre lokaler.
Den ene underviser opgav vi til sidst at lande en aftale med. En anden fik vi aftale om at møde de to hold i deres sædvanlige lokale, udenfor skemalagt undervisning. Med den tredie måtte vi aftale at have de to hold i to delhold i bibliotekets undervisningslokale.
På trods af alle vore anstrengelser så fik et samlet fremmøde af 35 studerende ud af en potentiel gruppe på ca. 150 - og til det brugte vi 2 gange 12 timer (plus tid til forberedelse).
Konklusionen må være rimelig klar: Der er simpelthen ikke den fornødne opbakning fra faget til bibliotekets bidrag til undervisningen; og det er oplagt at en ny model må diskuteres med UFU-lederen, når jeg mødes med hende senere på foråret.

Indholdet af kurset var stort set en tro kopi af de sidste par års bidrag; og igen i år var det vores klare opfattelse, at vi rammer netop det som de studerende efterspørger og har brug for i deres situation. Der var da også en god reaktion fra de studerende, der trods alt mødte op til vores timer.

tirsdag den 23. april 2013

Kinastudier 2. semester 2013


Students listening to lecture on economics at Communist North China Union University.
Location: China
Date taken: April 1946
Photographer: George Lacks
cop. Time Inc.

For første gang i mindst otte år havde jeg i sidste uge fornøjelsen af et hold studerende fra Asienstudier, til biblioteksorientering og litteratursøgning.
Asienstudier er jo sammen med de øvrige områdestudier flyttet tilbage til Nobelparken sidste sommer. De øvrige (Japanstudier, Indienstudier, Østeuropa m.v.) er indtil videre blevet undervist af Bo og de andre fra det tidligere Ringgadebibliotek; men da Bo var forhindret blev det mig der fik kineserne.
Aftalen med faget blev lavet i starten af efteråret, med to forskellige modeller for de tre fag på Asienstudier: Hvor Japanstudier fik et forløb med tre en-times kurser i efteråret; var aftalen for Indienstudier og Kinastudier, at de først skulle møde biblioteket på 2. semester, fordi behovet for litteratursøgning simpelthen ikke er der før. Det er helt fint for os - specielt fordi vi havde mulighed for i rusintroduktionen at give dem den basale introduktion til biblioteket - men også fordi det også er vores ønske, at undervisningen falder tæt på første, selvstændige litteratursøgning.

Jeg måtte lave undervisningsmateriale helt fra bunden af; dog modelleret lidt efter den model jeg i forvejen anvender til andre fag, der først kommer på biblioteket i 2. semester (bl.a. Filosofi). Samlet set endte det vel med at tage cirka en dags tid; men så var det også på plads og på rygmarven, så jeg kunne agere nogenlunde frit i timen.
Indholdet var den sædvanlige, generelle introduktion, hvor jeg kommer omkring adgang til bygninger, adgang til net, og oprettelse som låner. Det tog cirka et kvarter, da mange netop ikke var oprettet til hverken det ene eller det andet.
Derefter brugte jeg en god halv time på at lade de studerende løse opgaver i katalogen og i bibliotek.dk - lidt efter den sædvanlige model.

Det efterlod en god halv time efter pausen til den emnesøgning som skulle gøre dem i stand til selv at finde litteratur til de kommende opgaver.
Første del var den "sædvanlige" opgave, hvor de studerende skal fortælle hvor de vil finde oplysninger om et bestemt emne (i dette tilfælde "skolesystemet i Kina"). Deres svar kunne så bruges til at snakke generelt om vurdering af information, og konkret om Wikipedia, Brill Encyclopedia og Encyclopedia of Modern China.
Anden del var en kort omtale af hele databasestrukturen på biblioteket (hvor jeg kort introducerede dem for Historical Abstracts og IBSS), og så en lidt grundigere introduktion til JStor - da jeg i forvejen ved, at deres undervisere vægter netop den base højt.
Afslutningsvis tog jeg dem på en kort rundtur på AsiaPortal ved NIAS - med vægt på Asian Newspapers og China Statistical Yearbooks.

Der var mødt 19 studerende op, hvilket var et meget tilfredsstillende fremmøde til et sådant ekstrakursus udenfor fagstrukturen. Jeg er sikker på at de forlod mig i en positiv stemning, og med fornemmelsen af at de har fået noget ud af det.
Om jeg ramte præcist med indhold og niveau er jeg dog ikke helt sikker på; og jeg ser frem til at jeg senere kan få feedback fra UFU-lederen, ved vores årlige møde.

tirsdag den 9. april 2013

Lingvistik videregående forår 2013

 
Mass sorority chatering at Emory University, Atlanta, Georgia
Photographer Grey Villet
Cop. Time Inc.

I forrige uge afholdt jeg det sædvanlige kursus i fagrettet litteratursøgning for studerende på Lingvistik.
Som sædvanlig ligger det som en integreret del af et fagkursus i antropologisk lingvistik (Sprog, Kultur og Samfund), hvor fokus er - udover de almindelige, centrale informationskilder for faget - også er antropologiske og sociologiske databaser og opslagsværker.
Tidligere har kurset været holdt i de studerendes normale undervisningslokale, og med deltagelse af fagreferent og underviser fra Statsbiblioteket. I år afholdt jeg det helt selv, og i bibliotekets undervisningslokale. Det har som sideeffekt at holdet deles i to hold à 15 for de to timers vedkommende; men til gengæld at deltagerne har adgang til at følge med på egen computer.

Egentlig består kurset af en meget hardcore gennemgang af de centrale ressourcer: LLBA, BLL, BLLDB, Bibliography of Pragmatics, Antropology Plus, IBSS - samt fagets opslagsværker. Men i og med at der er computere til alle, så benytter jeg det til at inddrage de studerende i den indledende repetition af efterårets biblioteksorientering.

På kurset tager jeg udgangspunkt i Studiemetroen til den overordnede struktur af en litteratursøgning, fra identificering af behov til håndtering af indhentede referencer. Herefter viser jeg dem en konstrueret referenceliste på storskærm, og benytter den til repetitionen af informationskilder, og hvordan man skaffer dem.
Hovedparten af kurset er i øvrigt en gennemgang af de ovennævnte bibliografier, inden jeg afslutter med en opgave om at finde information om "code switching", som oplæg til en snak om fagets opslagsværker (samt wikipedia m.m.).

Den efterfølgende uge afholder jeg et værktøjskursus i brugen af RefWorks, for de studerende som jeg har fået gjort interesserede på selve fagkurset. Det var lykkedes mig at sælge RefWorks til 17, som mødte op til den sædvanlige to-timers gennemgang af programmet.
Det er altid lidt nervepirrende at have så mange der samtidig skal oprette sig i RW, og importere poster m.m. på vidt forskellige platforme og styresystemer. Det gik dog forbavsende fredeligt for sig, og det lykkedes at få bragt alle frelst igennem.

Samlet set gik det rigtig fint. Selvom stoffet er tungt og med rigtig megen snak fra min side; så fungerer det godt - netop fordi de studerende har behov for den viden netop nu, og kan se hvordan den kan bruges til at løse deres problemer. Det var i den forbindelse også dejligt at opleve, at fagets underviser tog sig tid til at videregive ros fra de studerende for kurset!

fredag den 22. marts 2013

PhD-kursus forår 2013

 
An Arab teacher who graduated from London University teaching mathematics to students in Palestine.
Location: Palestine
Date taken: 1943
Photographer: John Phillips

Der er langt hen ad vejen ved at være styr på vores PhD-kursus (igen). Samarbejdet med CUDIM om opslag og tilmeldinger til kurset fungerer i hvert fald igen uden problemer.
Umiddelbart har jeg også troet at markedsføringen overfor de nye PhD'ere var som den skulle være. Noget kunne dog tyde på at det desværre ikke er tilfældet.
Under evalueringen af det netop overståede forårskursus var tilbagemeldingen fra kursisterne, at de havde synes at det var meget svært at orientere sig i de tilbud, der er rettet imod dem fra AUs side. Flere kommenterede at de kun havde fundet vores kursus ved en tilfældighed, og i sidste øjeblik.
Der var dog ikke tale om at det kun var vores kursus; men kursustilbuddene fra universitetet i det hele taget.
Samtidig har vi heller ikke kunnet være helt tilfredse med tilmeldingen. Der var 13 tilmeldte til vores kursus; men det viste sig at 5 tilmeldinger var fra nye PhD'ere fra Health, som sagde at de ikke havde kunnet finde andre tilbud af interesse. Det er et noget lille antal deltagere, set i forhold at der er startet ca. 35 nye PhD'ere på Arts, Århus her til forårssemestret. Noget kunne tyde på at ikke alle er blevet gjort tilstrækkelig opmærksom på eksistensen af vores kursus - og at nye PhD'ere har haft svært ved at orientere sig i kursusudbuddet.
Jeg vil i løbet af foråret tage kritikken op med vores PhD-udvalg.

Tilbagemeldingen i øvrigt fra vores 8 deltagere var uændret meget positiv, i forhold til tidligere kurser. Vi har da heller ikke ændret meget på formen i de sidste par år; og vi fastholder også programmet til efterårets kursus.
Det eneste element vi stadig arbejder med er de indlagte workshops, midt på dagen på første kursusgang, og som indledning til anden kursusgang. På de seneste to kurser har Lotte skrevet ud til kursisterne en uges tid i forvejen, og bedt dem om at melde tilbage med nogle stikord om deres projekter. Disse oplysninger har så dannet basis for at de fire fageksperter har kunnet forberede sig til workshoppet på førstedagen, og i højere grad kunnet give individuel vejledning. Det har fungeret rigtig godt.
Samtidig har jeg eksperimenteret lidt med forskellige indgangsvinkler til workshoppen i starten af anden kursusdag. Meningen er at vi skal bruge en god times tid på at få samlet op på deres "hjemmearbejde" med litteratursøgning og referencehåndtering. Nogen gange har det været ved at "høre" kursisterne enkeltvis om deres oplevelser og erfaringer; og andre gange ved at lade dem melde ind indenfor forskellige temaer (brug af søgetrekanten; samsøgning af baser; valg af kilder). Erfaringen er nok at det simpelthen er forskelligt hvad der virker bedst, fra hold til hold, så det er vigtigt at jeg har en fleksibel "gameplan" når jeg starter workshoppen op - og det er frem for alt er vigtigt at jeg sørger for at alle kommer til orde med netop dèt der er deres problem.

fredag den 15. februar 2013

Specialeseminarer forår 2013

College student, Ted Allison (C) explaining to the student councellor how he rushed the wrong houses during rush week at the University of Illinois.
Photographer: Grey Villet, september 1956 (IL, US).
cop. Time Inc.
 
Belært af erfaringerne fra de tidligere specialeseminarer forsøgte jeg at få opsat en mere automatiseret tilmeldingsprocedure for dette forårs seminarer. På grund af omlægningerne af bibliotekernes hjemmesider kunne det desværre ikke lade sig gøre, og vi måtte fortsætte med samme tilmeldingssystem som vi anvendte i efteråret. Desværre så konflikter brugen af en online formular med vores FC-mailsystem; med det efterhånden kendte resultat, at cirke en fjerdedel ikke kan bruge formularen, og i stedet må tilmelde sig via (indtil flere) mail.
Det er højt prioriteret at få et system på banen inden efterårets seminarer, der som minimum kan modtage alle tilmeldinger, og høste deltagermailadresser til korrespondancen med de tilmeldte.
 
Programmet var som sædvanlig delt over tre dage: En dag for studerende fra IÆK; en dag for internationale studerende (primært International/European Studies); og en dag for IKS og IUP.
Indbydelsen blev udsendt til alle studieledere; UFU-ledere; Studiecenter Arts, og centralt placerede sekretærer i midten af december, med besked om at orientere alle, potentielle deltagere. Samme indbydelse blev genfremsendt i midten af januar. Noter herom: I hvert fald én studieleder brokkede sig over at modtage mail; og reminderen i januar blev der ikke fulgt op på af flere UFU-ledere samt Studiecentret.
 
Kredsen af undervisere var i store træk som tidligere, og samarbejdet mellem de forskellige enheder går efterhånden fuldstændig smertefrit.
Elementerne i de to dansksprogede seminarer var som det plejer: At skrive speciale (CUDiM); At søge litteratur (mit indlæg), og afslutning med faglige workshops. Det engelsksprogede seminar var dog lidt ændret i forhold til de tidligere.
 
Deltagermæssigt blev seminarerne overordnet en succes med cirka 120 tilmeldinger, og præcis 100 deltagere. Det dækker dog over store forskelle:
IÆK-seminaret (sprog, litteratur og kultur) havde 27 deltagere - pænt men ikke prangende.
Det engelsksprogede seminar havde 15 deltagere - ganske tilfredsstillende.
IKS/IUP- seminaret havde omkring 80 tilmeldinger, hvor jeg måtte afvise en 5-10 der indkom efter fristens udløb. Det dækker dog over en meget ringe tilmelding fra historikere og teologer fra IKS; men til gengæld en helt overvældende interesse fra IUP, hvor mere end 60 ønskede at deltage.
Foreløbig fastholder vi fordelingen og antallet af seminarer til efteråret (hvor der traditionelt er færre specialeskrivere); men det er givet at vi opretter et fjerde seminar til næste forår.
 
Specialeseminar for IÆK:
Her var der 27 deltagere, fordelt på tre workshops: litteratur (7), sprog (6) og kultur og samfund (10).
Tilbagemeldingerne var som altid positive - og lignede også tidligere seminarer ved at de to første indlæg blev karakteriseret som delvis kendt stof, som det var rart at få repeteret og sat i sammenhæng; og at workshopdelen blev vurderet højt, selvom det ikke altid ramte deltagernes egne emner præcist.
 
Engelsksproget seminar:
Både Bo fra biblioteket og Karen fra instituttet havde meldt forfald, så jeg stod alene med et firetimers seminar for de 15 udenlandske specialeskrivere.
Jeg havde til dagen lavet mit eget "how to write a thesis"- indlæg; samt oversat mit normale bidrag om generel litteratursøgning til engelsk, til de første to timer af workshoppen. Jeg havde derefter planlagt en gennemgang af informationskilder med eksempler fra de enkelte, indsendte emner til den næste times tid; hvorefter jeg forestillede mig at de selv søgte litteratur i den sidste times tid - med mig som vejleder.
I programmet stod der dog stadig Bo's indlæg om referencehåndtering. Og da de studerende på min forespørgsel fastholdt at de gerne ville have dette element, blev min gennemgang af litteratursøgning pakket ind i en sideløbende gennemgang af RefWorks. Det fik hele tidsplanen til at skride, med det resultat at jeg kun i begrænset omfang fik vist og gennemgået mine konkrete forslag til de enkelte studerende. Da samtidig RW gav en del problemer - både for mig og for de studerende - så blev de sidste to timer lidt frustrerende, i modsætning til den første del, der var gået overraskende fint.
Til næste gang vil jeg udskifte den generelle gennemgang af principper for litteratursøgning, med en gennemgang der baserer sig på deltagernes emner. Dels for at aflaste gennemgangen af RW, og dels for at holde deres interesse bedre fanget. Forhåbentlig har jeg også Bo til at aflaste igen til den tid...
 
Specialeseminar for IKS og IUP:
På grund af de overvældende antal deltagere, måtte den fælles del af seminaret (de første to timer) flyttes til Nobelsalen - hvorefter vi i samlet flok gik til SB for workshopdelen. Hèr fordeltes deltagerne med ca 50 til IUP i det store mødelokale, hvor Susanne, Vibeke og Anders gav vejledning til de enkelte deltagere i større eller mindre grupper; mens historie (5), teologi (2) besatte de mindre lokaler.
Under opsamlingen var der meget positive tilbagemeldinger fra historie og teologi; mens det desværre viste sig, at pædagogerne havde været meget forstyrret af manglende trådløs netforbindelse på dagen. Problemet med netforbindelsen havde fået mange til at forlade workshopdelen undervejs, men de tilbageværende havde dog en meget positiv tilbagemelding på det faglige indhold. Hvor deltagerne fra historie og teologi - som tirsdagens deltagere - bemærkede at de første indlæg var en brugbar repetition af kendt stof, så fremgik det at det for pædagogerne i vid udstrækning var ny viden.
 
Samlet set synes der ikke grund til at ændre på det faglige indhold og den overordnede form på seminarerne. Fordelingen af de udbudte workshops kan der måske være mere grund til at se på. Det ville være rart at have en mere ens størrelse på dem - og måske også lidt andre emner/overskrifter.
Med hensyn til deltagelsen, så vil jeg i løbet af foråret tage en snak med de forskellige UFU-ledere, for at høre om der kan gøres noget for at få et større antal deltagere fra i hvert fald nogen af fagene.
Endelig så vil jeg tage en snak med Moesgård og Kasernen for at høre, om de eventuelt vil kunne overtales til at indgå i det fælles udbud af specialeseminarer.