Location: Sewanee, TN, US
Date taken: 1940
Photographer: Alfred Eisenstaedt
cop. Life Inc.
De nye studerende på Spansk får hvert år en introduktion til biblioteket i to hold af Zbigniew i starten af 1. semester. I forbindelse med at de i slutningen af semesteret skal lave en ugeopgave indenfor fagkurset om Latinamerikas historie efter 1800, har vi en aftale med faget om et opfølgende kursus i litteratursøgning.
Dette kursus afholdt jeg i forrige uge. Skabelonen har været den samme i nogle år nu, hvor jeg tager udgangspunkt i konkrete emneområder indenfor Latinamerikas historie. Sidste år kendte de studerende på dette tidspunkt dog endnu ikke emnet for opgaven, så ud fra den erfaring var min planlægning i år noget løsere.
Ganske rigtigt, så kendte de endnu ikke emnet. Rent faktisk er det nu en bedre ramme for min undervisning, fordi de endnu ikke har taget de "åndelige skyklapper" på, men dog alligevel er stærkt motiverede, fordi de ved at de får brug for nogen nye værktøjer snart.
Kurset består som udgangspunkt af tre elementer: Med udgangspunkt i en referenceliste at repetere simpel søgning og skafning af materialer; en gennemgang af centrale bibliografiske baser og fuldtekstressourcer indenfor sprog, litteratur og kultur; og en workshop om informationssøgning og brugen af opslagsværker.
I praksis tager jeg meget bestik af situationen på det enkelte hold. Som sagt var de meget motiverede, og meget spørgende; så jeg behøvede ikke så meget mine øvelser, for at holde dem aktive. Det var godt det samme. Mængden af spørgsmål gjorde, at jeg kun nåede de tre elementer ved rent faktisk at gennemgå dem. Særligt repetitionsdelen tog stort set hele den første time, førend jeg var sikker på at det basale (at finde konkrete materialer, og få dem i hånden) sad fast.
På trods af at der måske ikke findes så mange centrale, elektroniske opslagsværker på deres område; så var det stadig det element, der skaber den største, umiddelbare "a-ha"-fornemmelse hos de studerende. De bruger selvfølgelig alle Wikipedia som første indgang til et nyt emne; men de er også alle bevidste om at det kun kan bruges som baggrundsinformation, så de er meget glade for at blive introduceret til de mange opslagsværker på bibliotekets databaseliste.
Den del der traditionelt er sværest at få studerende til at forstå konceptet i, er de bibliografiske databaser. Skelnet mellem vores katalog, der registrerer hvad vi har, og en fagbibliografi der registrerer hvad der er udgivet, er ikke nem - særligt ikke med det store udbud af relevante fagbibliografier indenfor både sprog, litteratur og kultur. Jeg forsøger dog at få dem sporet ind på at supplere de søgninger i JStor de allerede så småt er startet på (typisk fordi det er undervisernes foretrukne redskab), med et mindre udvalg af fagbibliografier (MLA, LLBA, Historical Abstracts f.eks.).
Zbigniew havde på det introducerende kursus givet de studerende en appetitvækker til RefWorks. Det havde klart haft sin virkning. Der blev spurgt ind til hvad det redskab kunne, og da jeg tilbød at holde et ekstra kursus i brugen af RefWorks, viste der sig en bred interesse.
Vi mødtes derfor igen i forgårs, hvor stort set hele holdet mødte frem til en to-timers gennemgang af RefWorks. Det synes de var rigtig fedt, og programmet - og det det kunne gøre for dem - fik mange rosende ord med på vejen.
Faktisk var et RefWorks-kursus et fast element for de nye studerende på Spansk for et par år siden; men jeg droppede det på fagets anmodning, fordi de faste undervisere ikke mente at de studerende ville få brug for det. Rent konkret vil jeg vel også bare sørge for også fremover at tilbyde et frivilligt kursus, som opfølgning på de litteratursøgningskurser jeg i forvejen afholder på de forskellige fag.


Ingen kommentarer:
Send en kommentar