torsdag den 17. februar 2011

Specialeseminar forår 2011

Students studying in Reading Room of Howard University Library.
Location: Washington, DC, US
Date taken: 1946
Photographer: Alfred Eisenstaedt


Til dette forårs specialeseminar havde jeg modtaget 21 tilmeldinger. Sat i forhold til sidste års 29 tilmeldinger (og forrige års 53 tilmeldinger), er det jo en kedelig tendens.
Det skal dog ses i relation til at også i år er antallet af ansøgninger til specialepladser for nedadgående.

Alligevel virker det ikke sandsynligt at så relativt få ønsker at deltage i vores seminar. Lotte og jeg tog emnet op i den afsluttende evaluering, og det viste sig hurtigt at mange af deltagerne havde følt sig utilstrækkeligt informeret om seminaret: De havde "tilfældigt set opslaget på biblioteket", "hørt om det, og afventet en nærmere indbydelse" osv.

Faktisk synes jeg at vi er både omhyggelige og rettidige med informationen. Jeg sætter opslag op i og omkring biblioteket; og jeg sender opslag og følgebrev ud til de studieansvarlige på samtlige institutter og afdelinger, med besked om at de skal promovere det på opslagstavler (akustiske og elektroniske); og endelig deltager jeg med oplæg om seminaret på det faglige specialeseminar på både SLK og Nordisk.
Men jeg må jo tage tilbagemeldingerne - og de få tilmeldinger - alvorligt. Næste gang vil jeg dels sende opfølgningsmails og andre remindere ud, og dels simpelthen forklare de studieansvarlige at de også må gøre en ekstra indsats.

Som afslutning på dagen introducerede jeg kort RefWorks, og tilbød et opfølgende kursus en uges tid senere, hvortil èn meldte sig, og tre sagde måske. Med den sikre deltager fastlagde jeg et kursustidspunkt, hvorefter jeg publicerede kurset på hjemmeside og ved opslag.
Det medførte en ekstra tilmelding (til gengæld sprang den "sikre" deltager fra).
Kurset er afholdt - for den ene person. Det var fint - også fordi jeg selv får repeteret programmet. Næste gang vil jeg dog simpelthen fastlægge en kursusdag, og publicere den sammen med opslaget - og så gøre reklame for kurset mens alle stadig er til stede.

Selve seminaret blev afholdt efter nøjagtig samme skabelon som efterårets seminar. Jeg selv havde den største gruppe til workshoppen for Kultur og samfund. Og det var sigende, at for alle var Communication and Mass Media Complete èn af kernedatabaserne - uanset om den specialeskrivende var fra SLK eller Nordisk....
Med 8 deltagere i workshoppen er forarbejdet med at finde relevante baser og relevante eksempler ved at være oppe på en hel dags arbejde. Det er en stor indsats; men de studerende er meget taknemmelige, og som sideeffekt får jeg selv lært/genopfrisket en hel del om enkelte baser og emner.

Tilbagemeldingen fra deltagerne var i øvrigt (som sædvanligt) meget positive. Højdepunktet var da jeg et par dage efter blev opsøgt at en af deltagerne som sagde at "det havde været de bedst anbragte 4 timer i min studietid". Dejligt.

Jeg har aftalt med Lotte at vi inden sommer får aftalt hvordan vi vil afholde efterårets specialeseminar. Deltagerne er uden undtagelse glade for workshop-delen; men det giver os noget af en udfordring, nu hvor SB har opsagt lingvisten...
Et andet hængeparti er en snak med de øvrige biblioteker på humaniora, om andre fag skal inddrages i seminaret; om vi skal deles om Tine, osv. Den snak afventer den kommende udmelding om universitetets nye struktur.

tirsdag den 8. februar 2011

Bibliotekaren i FC III

Room in the Houghton Library at Harvard University.
Location: Cambridge, MA, US
Date taken: 1952
Photographer: Alfred Eisenstaedt

cop. Time Inc.

I sidste uge afholdt vi et evalueringsmøde efter de første to semestre med bibliotekarens deltagelse på undervisningsplatformen FirstClass.
I det forløbne år har vi været en bibliotekar og to fagreferenter fra SB, der på denne måde har serviceret et antal fagkurser for 7 undervisere fra SLK.

Generelt har erfaringerne været gode. En negativ overraskelse har været at der næsten ingen dialog har været mellem bibliotekaren og de studerende; men da undervisere rapporter at cirka halvdelen af de studerende gør brug af de artikler, links og tips som vi lægger op i konferencen, er udbyttet samlet set tilfredstillende.
Vi enedes da også om at fortsætte det eksisterende samarbejde, og åbne op for at andre interesserede undervisere også kan få tilknyttet en bibliotekar, så længe ressourcerne rækker til det.

På det mere konkrete plan var de erfaringer fra de forløbne kurser, som vi ønsker at fastholde, følgende:
Det er vigtigt at lave en præsentation af projektet for de studerende ved kursets start. Det handler både om at lade holdet blive præsenteret for bibliotekaren; og om at underviser tydeliggør overfor de studerende hvad projektet går ud på, og hvad de forventes at bruge bibliotekaren til.
Når kurset nærmer sig opgaveskrivningsfasen kan underviser med fordel gentage hvad de kan bruge bibliotekaren i FC til.

I forhold til de mere basale (håndværksprægede) kurser var vi enige om at bibliotekarens rolle var primært at stå til rådighed for de studerendes spørgsmål og problemer; men selvfølgelig også – på undervisers initiativ – at finde supplerende materiale.

På andre kurser er det også sigtet at opfordre til en dialog med bibliotekaren. Hèr vil der dog i højere grad være tale om at bibliotekaren løbende lægger materiale ud i konferencen. Mængden og typen af dette materiale aftales mellem bibliotekar og underviser i relation til det enkelte kursus.
Det vil typisk være en kombination af tekster bibliotekaren har fundet, og forslag og vejledning til selvsøgning i udvalgte, relevante ressourcer.
I denne type kurser er det vigtigt at opretholde et vist aktivitetsniveau fra bibliotekarens side.

Det kan være en mulighed at underviser undervejs i forløbet tilrettelægger mindre opgaver til de studerende, der så at sige vil tvinge dem til at udnytte nogle af de ressourcer bibliotekaren har præsenteret for dem.

For det kommende semesters vedkommende regner jeg med at fortsætte samarbejdet med Søren fra Tysk om kurserne i Text und Kultur, og starte et nyt samarbejde op med Thorkil fra Lingvistik.