tirsdag den 8. maj 2012

Filosofi 2. semester 2012


Graduate student of University of California, attending science convention. 
Location: Berkeley, CA, US 
Date taken: December 1954
Photographer: Nat Farbman

Dette forårs kursus i bibliotekskundskab og litteratursøgning ligner på de fleste punkter sidste års ditto.
Kurset ligger som altid forankret i fagkurset i filosofisk antropologi, hvor jeg har et udmærket samarbejde med fagets underviser, Thomas.
De studerende bliver delt i tre hold á ca. 20, og de møder talstærkt frem (henholdsvis 18, 9 og 18 studerende). De er motiverede - og de ved hvorfor de er der, takket være underviser.
Indholdet er stort set det samme som sidste år: En indledning hvor de primært bliver samlet op på at de ikke er blevet registreret som lånere og som brugere af netværket; en gennemgang af hvordan man skaffer litteratur på biblioteket (katalogen, materialetyper osv.); en gennemgang af bibliografiske redskaber; og sluttelig en gennemgang af håndbøger og opslagsværker.
Også metoden er den samme: Opgaver på storskærm, afvekslende med gennemgange og direkte spørgsmål til gruppen.

Eneste forskel er at jeg i år kun fik bevilget 2 timer til min undervisning, hvor jeg i de tidligere år har haft tre timer til rådighed. Faktisk gik det såmænd helt fint. Det er ganske vist umuligt at forkorte i den første time hvor jeg samler op på deres problemer, og gennemgår katalogen, udfra mine opgaver. Til gengæld tror jeg faktisk min gennemgang af databaser og opslagsværker havde gavn af at måtte koncentreres og gøres mere overfladisk. Der er alligevel grænser for hvor meget information de studerende kan kapere; og med kun to timer var det nemmere at "holde dem i ånde" hele vejen igennem.

onsdag den 25. april 2012

Nordisk videregående forår 2012

 
Photographer: Alfred Eisenstaedt (1965) cop. Time Inc.

Sidste undervisningsår fik vi opdelt bibliotekets bidrag til de studerende på Nordisk, således at de får en basal introduktion til biblioteket og søgesystemet på første semester; og et mere koncentreret kursus i litteratursøgning på andet semesters faglige kursus i Litterær teori og metode.
Det fungerede til vores (relative) store tilfredshed. Problemet ligger ved den introducerende undervisning på første semester. Den er blevet "herreløs" i og med at den ikke optræder i nogen faglig sammenhæng, med den konsekvens at under halvdelen møder op. Det er stadig et problem; men nu har vi tilpasset vore ressourcer til fremmødet.
 
Til gengæld synes Lotte og jeg at undervisningen hèr på andet semester er velfungerende. Det foregår på holdet, i den normale undervisningstid, og i det normale undervisningslokale. Det betyder et stort fremmøde, og en stor interesse - fordi vi bliver en del af fagets tilbud.
I år var vores tilstedeværelse udvidet fra de normale tre hold på nordisk i to timer, til også at omfatte det fjerde hold med de sidefagsstuderende. Det var rigtig godt, og samtidig meget interessant for os.
Netop dette hold var meget aktivt og debatterende. De var også generelt bedre rustet til informations- og litteratursøgning - dog med meget store variationer i forhold til deres kompetencer, og ikke mindst deres erfaringer.

Vi benyttede nøjagtig den samme model som sidste år. I den første time gennemgik jeg en referenceliste, med eksempler på referencer til forskellige typer materialer. I en dialog med de studerende afklarer vi, hvad det er; hvordan man skaffer det; og hvordan man kan finde mere om det samme - hvor vi hele tiden holder os indenfor Search, Infomedia og bibliotek.dk.
I anden time tager Lotte over og gennemgår emnesøgning i bibliotek.dk, og relevante baser fra databaselisten.
De studerende er (bortset fra holdet med de sidefagsstuderende) lidt svære at loppe op til en aktiv deltagelse. Det er ofte en enkelt eller to der "tager sig på" at svare på vores mange spørgsmål. De er dog generelt aktive, i den forstand at de følger med; forsøger at løse spørgsmål på den bærbare, osv.

I modstrid med aftalen med faget sidste forår, så var vores bidrag ikke blevet skemalagt,; så det kom igen som en overraskelse for flere af underviserne at de skulle "afgive" et par timer til os. Det bør der laves om på til næste gang, så aftalerne ikke udelukkende hænger på os. I år blev timerne lagt i uge 16. Det var OK; men vi kunne godt tænke os de lå lidt senere - og dermed lidt tættere på deres ugeopgave, hvor de skal anvende vores input aktivt.


onsdag den 28. marts 2012

PhD-kursus forår 2012

Forårets PhD-kursus var lige ved at kuldsejle, som følge af universitetets omstruktureringer.
Kurset var som altid oprettet på CfUs hjemmeside; men centret var i mellemtiden fusioneret med andre enheder til et nyt center. Ingen havde derfor taget ansvar for at oprette tilmelding til kurserne, så mulige interesserede var blevet mødt af en afvisning når de forsøge at melde sig til.
Heldigvis opdagede vi fejlen en tre ugers tid før kursets afholdelse. Vi fik udsat fristen, og en sekretær fra det nye institut (CUDIM) påtog sig venligst at skrive ud til alle nye PhD'ere, med besked om at de kunne tilmelde sig hos hende.
Det endte (forholdsvis) lykkeligt med 12 tilmeldinger. Med to afmeldinger i sidste øjeblik havde vi 10 deltagere - som mirakuløst også alle dukkede op til anden undervisningsgang.

Vi fik kritik fra deltagerne i efteråret for at have delt RefWorks i to dele, og lagt det midt på dagen, da der var flere der havde haft introduktionen i deres tid som studerende.
Vi havde derfor blandet kortene igen, således at Niels Erik havde hele eftermiddagen den første dag til RefWorks, med indlagt workshop. For at skaffe plads til det, flyttede vi min introduktion til overvågning af tidsskrifter og databaser til andendagen (hvor vi samtidig også fik lidt mere plads til indlæggene om citationssøgning og forskningsovervågning).

Vi havde også talt om at sætte mere fokus på folks individuelle emner i workshopdelen. Det er jeg ikke sikker på lykkedes os særlig godt; men det at vi havde fået en kort beskrivelse af deres emne fra alle deltagere, var os til stor hjælp i selve forløbet, så det skal vi afgjort fortsætte med.

Kritikken fra deltagerne var (som sædvanlig) positiv. Der var dog også denne gang nogle ankepunkter:
Der var bred enighed om at indlægget om overvågning passede bedst, hvis det lå i umiddelbar forlængelse af gennemgangen af databaser i øvrigt. Det ville også (igen) give mulighed for at afprøve faciliteterne mellem de to undervisningsgange.
For første gang var der også fra flere anført at vores program var lidt "tyndt" - at vi måske kunne overveje at afholde det på én dag. Det vil vi af flere grunde ikke gøre - hvor den væsentligste er, at det er en selvstændig pointe at de skal arbejde med tingene imellem de to undervisningsgange - men vi skal nok kigge på om vi kan speede gennemgangene lidt op, og måske tilføre noget ekstra indhold?

torsdag den 8. marts 2012

Lingvistik videregående forår 2012

Students wearing academic gowns, required apparel for all seniors and juniors in class and chapel, at the University of the South.
Location: Sewanee, TN, US
Date taken: 1940
Photographer: Alfred Eisenstaedt
cop. Time Inc.


Det er nu anden gang jeg laver den videregående undervisning i litteratursøgning og referencehåndtering for 2. semesterstuderende på Lingvistik, som tidligere blev bestyret af fagreferenten fra SB.
Som sidste år lavede jeg det sammen med Irene fra SB - og i tæt samarbejde med underviseren på fagkurset i Sprog, kultur og samfund.

Undervisningen består i en obligatorisk del på to timer, der indgår som en del af ugens timer, og i deres eget klasselokale; og dels et frivilligt kursus ugen efter i RefWorks, i bibliotekets undervisningslokale.
Til den obligatoriske del var der 27 deltagere. 20 af dem meldte interesse i kurset i RefWorks - hvoraf 13 rent faktisk deltog.
Overordnet set er det et meget tilfredsstillende forløb. Der er en rigtig god kommunikation med faget; og de studerende er interesserede, og føler at vores bidrag er relevant og passende.

Litteratursøgningsdelen den første dag fulgte i høj grad skabelonen fra sidste forår:
Irene gennemgår brugen af Search og bibliotek.dk til kunsten at bestille og skaffe materialer, og til at finde supplerende litteratur udfra kendte titler. Samlet set varer det ca. 30 minutter, hvorefter jeg bruger ca. 60 minutter på at gennemgå Studiemetroens hjælpefunktion og -tekster; søgning i bibliografiske databaser (med eksempel i LLBA); og endelig brugen af opslagsværker (med eksempel i ELL).
Som jeg vist har gjort før, så kom jeg til at udbrede mig for længe om søgning i LLBA, hvilket gik ud over tiden til at præsentere andre typer af databaser - og også lidt over den halve time som Irene havde til rådighed. Jeg skal huske til næste gang at plukke lidt i mit forberedte materiale, da det samlet set tager alt for lang tid at gennemgå.

RefWorks kurset gik OK. Jeg kunne godt mærke det var længe siden sidst, så der var et par steder, hvor jeg rodede mig lidt ud i blindgyder; men tidsmæssigt passede det fint, og det bedste af det hele var at de studerende synes det var et rigtig fedt program, som de forventede sig meget gavn af.

onsdag den 22. februar 2012

Specialeseminarer forår 2012

Last Days Of A Senior Yale University
Photographer: Alfred Eisenstaedt
cop. Time inc.


Forårets specialeseminar stod igen i udvidelsens tegn.
Hvor vi i efteråret inddrog de studerende tilknyttet Ringgadebiblioteket, samt de studerende ved DPU, Århus; så besluttede vi denne gang yderligere at udvide tilbuddet til de studerende ved Teologi.
Ideen hermed er at give et tilbud i samme form og indhold til alle studerende ved det kommende Nobelbibliotek, og opnå de dermed tilknyttede "stordriftsfordele".'

Da vi i efteråret havde fået 49 tilmeldinger (til de i alt 50 pladser), tog vi skridtet til at dublere seminaret over to dage. Dels i lyset at den udvidede brugerkreds, og dels i lyset af at der generelt er flere specialeskrivere i forårssemestret.
Ydermere udbød vi et særligt, engelsksproget seminar for de specialeskrivende ved European og International Studies til afholdelse en tredie dag.
Vi modtog i alt over 100 tilmeldinger til seminarerne, med følgende fordeling:
Tirsdag den 7.2 (Institut for Kultur og Samfund): 30 tilmeldinger (heraf 11 fra historie og 11 fra teologi).
Onsdag den 8.2 (Institut for Æstetik og Kommunikation og Uddannelse og Pædagogik): 58 tilmeldte (heraf ca. 25 fra DPU).
Tirsdag den 14.2 (Internationale studerende): 14 tilmeldinger.

Seminarerne må på alle måder betragtes som en succes: Vi får tilmeldinger fra mindst halvdelen af alle vores kommende specialestuderende - og et fremmøde af næsten alle tilmeldte.

Efterkritikken er stadig altovervejende positiv. Der er delte meninger om niveauet i mit oplæg om generel litteratursøgning; og der var også for første gang lidt kritik af niveauet i oplægget fra Gry. Kritikken dækker dog over en stor variation i de studerendes niveau, hvor stadig flertallet er glade for vores generelle oplæg inden workshoppen - der igen høstede mange roser fra de studerende.
For begge de to første seminarer var der kritik af et meget presset program, med utilstrækkelig tid til pauser. Det tager vi med os til næste gang.

En væsentlig pointe er dog for mig, at tilmelding fremover nødvendigvis skal håndteres via nettet. Der har denne gang for alvor været et stort forarbejde i at håndtere de mange tilmeldinger, samt korrespondancen med de tilmeldte.

Vi havde i forvejen lagt en kursus i Refworks til onsdag den 14. - og annonceret det på opslaget om seminaret - men med tilmelding på selve seminardagen til kurset.
Der er 24 pladser i Statsbibliotekets kursuslokale, så da vi over de to dage modtog 43 tilmeldinger, valgte vi simpelthen at dublere kurset i Nobelbibliotekets kursuslokale, således at Bo og jeg tog halvdelen dér. Næste gang skal vi i forvejen fastlægge to RW-kurser.

Seminaret for de internationale studerende blev afholdt i Nobelbibliotekets undervisningslokale for 14 studerende. Programmet var lidt anderledes, i og med at vi ikke havde workshops fordelt på emnerne. Vi havde i stedet valgt at give kurset i RefWorks som en "skal" for gennemgang af relevante informationskilder.
Førend RefWorks-delen gav Karen fra Historie et halv times oplæg om "How to write a thesis", hvorefter jeg tog over med en engelsksproget version af mit oplæg om generel litteratursøgning.

Vi afholdt ikke nogen evaluering af dagen med de internationale studerende. Mit indtryk var dog at de var relativt godt tilfredse; men samtidig gerne havde set en mere målrettet (workshopagtig) gennemgang af relevante informationskilder. Vi vil helt sikkert udbyde dette seminar igen til efteråret - og i den forbindelse se lidt på om indholdet skal vægtes anderledes.

I det hele taget aftalte vi at lave en generel vurdering og opsamling, hvor vi bl.a. også skal se på fordelingen af de studerende på dagene.