Mohole Drilling Date taken: 1961 Photographer: Fritz Goro cop. Time Inc.
Efter et par års pause er jeg igen i år blevet bedt om at bidrage til Lingvistiks BA-workshops.
For et par års tid siden nedlagde vi dette bidrag; blandt andet fordi jeg havde en aftale om at give en introduktion på kandidatintroduktionen året efter, der (på det tidspunkt) havde et stort kontingent af nye studerende på AU. Da de humanistiske uddannelser sidenhen blev slanket - og nærmest kun AU-bachelorer blev optaget - blev dette bidrag dog stoppet.
Det er derfor nok meget godt at sørge for at de lingvistikstuderende får denne workshop til at repetere den undervisning i litteratursøgning, som de har modtaget på studiets anden uge(!) på første semester.
De femtesemester studerende, som jeg nu skulle holde en times workshop for, havde dog faktisk haft mig til en repetitionsundervisning på anden semester, da deres underviser, Peter, mente de havde for store problemer med særligt kilde- og referencehåndtering. Jeg spurgte derfor lidt ind til, hvor det var skoen trykkede nu, i forhold til det biblioteket kan bidrage med. Ud fra de tilbagemeldinger kunne jeg godt regne ud, at meget handlede om de udfordringer det nye søgesystem giver vores brugere - parret med et behov for at få et mere indgående kendskab til at bruge avisdatabaserne.
Mit bidrag var placeret som den første time i en dobbelttime fredag morgen. Der var frivilligt fremmøde til min time for de der ønskede hjælp til litteratursøgning, og 13 ud af godt 20 studerende havde valgt at komme. Indledningsvis tog jeg en snak med dem om hvad deres og mine forventninger til timen var, og derefter gennemgik jeg jeg - groft sagt - highlights fra min oprindelige undervisning til dem på første semester; dog nu med fokus på de ændringer som bl.a. det nye bibliotekssystem havde nødvendiggjort.
Som afslutning gennemgik jeg Infomedia og Factiva meget overordnet, og henviste i øvrigt til et faktablad med links m.m., som jeg forinden havde lagt op i Blackboard.
Spørgelysten var stor undervejs, så alt i alt endte jeg med at gå ti minutter ind i Alexandras del af dobbelttimen. En medvirkende årsag hertil var bl.a., at hele holdet udtrykte stor interesse for at tage EndNote i anvendelse; så jeg måtte lige fortælle lidt om det, og love at lægge link til vejledning og video m.m. op på Blackboard efterfølgende. Syret nok kan jeg se nøjagtig det samme mønster de to foregående gange, jeg har haft dette hold: Stor interesse ... men så kommer de alligevel ikke i gang!?






