torsdag den 30. september 2010

Italiensk E10

A doctor dissecting a human leg for a group of students.
Rome, Italy (1947).
Photographer: John Philips
cop. Time Inc.

Sidste år havde vi for første gang de nye italienskstuderende til biblioteksintroduktion. Det samme hold havde jeg i dag til et kursus i videregående litteratursøgning, efter aftale med deres underviser.

Sidste år startede omkring 14 på studiet, så et fremmøde på 6 til dagens kursus må siges at være ganske hæderligt.
Francesco havde sendt mig en række emner som de studerende beskæftigede sig mig, således at jeg kunne forberede mig bedst muligt til timen. Da vi samtidig havde aftalt at bruge en model med 1 times oplæg, og 1 times workshop med vejledning til egen søgning - ja, så troede jeg at de studerende rent faktisk havde et emne.
Det viste sig, at det havde de ikke. De skulle sidenhen skrive en opgave indenfor de emneområder, som jeg havde fået opgivet; men lige nu var der intet grundlag for en workshopdel.

Jeg måtte derfor ekstemporere et 2-timers kursus i litteratur- og informationssøgning i italienske samfunds- og kulturforhold (mafia, de røde brigader, familieforhold, italiensk film...); i mens jeg forsøgte at lytte mig til, hvad de specielt havde brug for.
Det blev til en gennemgang af katalogerne Search, bibliotek.dk og Karlsruhe; databaserne BSN, Historical abstracts ogMLA; aviserne La Stampa og La Repubblica, samt tidsskriftsarkivet CIRCE - hvor jeg undervejs prøver at finde niveauet for hvor meget jeg skal gå i detaljer, og hvilke features jeg specielt skal nævne.
Eftersom jeg sluttede af med kun 3 tilhørere kan det godt være at jeg ramte forkert(!). Det var nu ikke mit indtryk. Jeg synes jeg havde en udmærket dialog med de studerende undervejs, så jeg håber det bare var fordi de andre 3 rent faktisk kun havde sat den ene time af til kurset.

Årets nye studerende på italiensk havde vi på besøg til en rundvisning allerede under rusugen - igen ca. en 15 stykker. Efter aftale med Francesco skulle de have en egentlig biblioteksintroduktion, ligesom de nye studerende på alle andre fag.
Denne introduktion stod Zbigniew for den anden dag. Der kom 2 til kurset. Tydeligvis havde de studerende fået en opfattelse af at det var frivilligt (læs: Ikke nødvendigt). De 2 der kom havde vist et par fine timer i selskab med Zbigniew; men jeg har tænkt mig at være venlig, men bestemt, overfor Italiensk inden næste år: De har at støtte helhjertet op omkring vores del af undervisningen, så de studerende ved at det er vigtigt.

onsdag den 29. september 2010

Lingvistik E10

Wayne University french language
Photographer: Francis Miller
cop. Time inc.

Årets nye studerende på Lingvistik havde jeg i dag fordelt på to hold - uden pause imellem.

Jeg havde besluttet mig for at fortsætte modellen fra sidste år uden ændringer. Og jeg havde samtidig sat mig for at "holde stemningen" fra sidste uges undervisning af tyskerne; hvor forløbet mere skulle fungere som rygrad for en undervisning, der så vidt følger sporet som dialogen med de studerende udstikker.

Det fungerede rigtig godt. Jeg kunne (som sidste år) ikke nå det samme på 2 timer, som jeg bruger 3 timer til med tyskerne. Til gengæld var det en fælles oplevelse for mig og de studerende at jeg nåede at lære dem det de oplevede som vigtigt; og så nøjedes med at omtale det som jeg opfatter som vigtigt...
Selvom indholdet i vid udstrækning er det samme, så falder elementerne i en anden rækkefølge - styret af spørgsmålene og kommentarerne. Det - kombineret med den større dialog -sikrer i sig selv et langt højere opmærksomhedsniveau, og fjerner samtidig mit fokus på om vi "overholder tiden".

Den øgede dialog (og det faktum at jeg måtte undervise på engelsk overfor det andet hold!) gjorde også solidariteten overfor mig langt større, med mange roser til følge.

Bemærkelsesværdigt er i øvrigt at både tyskerne i sidste uge, og nu lingvisterne i denne uge, har en anden adfærd i deres opgaveløsning. For det første bruger de fleste - uopfordret - Avanceret Søg (f.eks. til forfattersøg); og for det andet er der markant mindre usikkerhed overfor opgaverne i artikelsøgning: Hvor det normalt er næsten alle der har problemer med at læse referencen, har det i disse dage kun været ganske få, der har haft problemer.

tirsdag den 28. september 2010

Tysk efterår 10

Professor Kurt Latte conducting seminar at Gottingen University.
Germany, March 1954
Photographer: Ralph Crane
cop. Time Inc.

Dette års undervisning for de nye studerende på tysk fulgte fuldstændig modellen fra sidste år, med de samme elementer i den samme rækkefølge.
Hvor jeg sidste år havde været nervøs for, om det ville medføre at jeg kørte for meget på automatpilot; så har jeg i år forsøgt at vende det til en fordel, at jeg i den grad har de enkelte elementer inde på rygraden, og netop derfor har mulighed for at ekstemporere.

Alene denne indgang til undervisningen var nok til at gøre undervisningen mindre hektisk 0g mere dialogpræget. Som sagt var alle elementer fra sidste år bibeholdt; men indhold var i højere grad bestemt af hvor spørgsmålene førte mig hen.
3 timer - med både katalog, bibliotek.dk, databaseliste, historical abstracts og opslagsværker - er dog stadig en stor mundfuld for ens første besøg på biblioteket. Tilbagemelding fra Katja, der har dem til det faglige kursus, er at de var godt tilfredse; men jeg har bedt hende om evt. at fritte dem lidt mere ud.

tirsdag den 21. september 2010

Specialeseminar efterår 10

Young mathematics student defend his thesis before the Chief of Examinations Committee at the University of Moscow.
Moscow. Russia (august 1941).
Photographer: Margaret Bourke-White.
cop. Time Inc.
Efterårets specialeseminar var igen i år også åbent for studerende der skal skrive bachelorprojekt. I modsætning til sidste efterår dublerede vi ikke seminaret over to onsdage, så vi var noget spændte på om vi kunne få plads til alle.
Der var dog ingen grund til bekymring. Det samlede deltagerantal blev på 22, ud af i alt 26 tilmeldte, så ingen af workshoppene kom til at lide under for mange deltagere.
Faktisk kom der kun 5 BA-studerende - alle fra Nordisk; mens resten af deltagerne var specialestuderende fra SLK, Nordisk og Lingvistik (og ingen fra Filosofi og Idéhistorie).
I dette efterår har vi på biblioteket sat et nyt projekt igang med en række workshops for de studerende der skal skrive BA-projekt i efteråret. Disse workshops kommer til at ligge lidt senere i efteråret - og dermed mere præcist i forhold til behovet (håber jeg). Mere om det i en senere post.
Konkret i forhold til specialeseminaret betyder det dog, at det nok var det sidste, hvor vi også inviterer BA-studerende med.
Som i foråret valgte jeg at sende en bekræftigelsesmail ud til de tilmeldte omkring fristens afslutning, ud fra de gode erfaringer vi havde med det sidste gang. Denne gang benyttede jeg også lejligheden til at minde de, der ikke havde meddelt et emne for deres opgave ind, om at gøre det, hvis de ønskede at deltage i workshopdelen af seminaret.
Baggrunden herfor var, at vi ønskede at minimere spildet ved at forberede os på emner fra studerende, som efterfølgende ikke deltog i seminaret. Jeg havde derfor skrevet i indbydelsen at hvis man ønskede at deltage i et workshop (og kun hvis man ønskede at deltage) skulle man skrive et par linier om sit emne ved tilmeldingen.
Det fungerede faktisk fint. Totrediedele havde meldt et emne ind, og det var også dem der deltog i workshopdelen. I hvert fald så deltog alle de fem, jeg havde forberedt mig til, i min workshop om Samfund og Kultur.
I øvrigt forløb seminaret ganske som de foregående. Tine snakkede om skriveprocessen i den første time, hvorefter jeg tog over og snakkede om søgestrategier i den næste gode halve time; inden de studerende fordelte sig på de tre workshops, hvor Lotte, Volkmar og jeg gik i detaljer med baser m.m. indenfor vores respektive emner.
Mit indlæg om søgestrategi har de tidligere gange været baseret på en række powerpoints, kombineret med konkrete søgninger i databaser til at illustrere mine pointer. En uges tid inden årets seminar fik vi imidlertid publiceret vores nye Studiemetro; så jeg valgte at skrotte powerpoint-showet, og i stedet basere gennemgangen på det Blå Spor i den nye Studiemetro. Jeg prøvede endda at erstatte et par af mine søgninger med de flash-filer i Studiemetroen der viser de samme eksempler. Jeg tror såmænd ikke det gjorde min præsentation så meget bedre/klarere; men jeg er meget tilfreds med at få præsenteret Studiemetroen i funktion for de studerende, så de måske vil ty til dens hjælp ved en senere lejlighed.
Siden sidst har Statsbiblioteket lavet et program for introduktion og undervisning i RefWorks, der indebærer gentagne kurser igennem semestret. Det gjorde det let for Volkmar at give en kort appetitvækker, og så i øvrigt henvise til Statsbibliotekets kursusside, i stedet for (som tidligere) at skulle lave en konkret aftale med de studerende om et specialkursus.
Efterkritikken fra de studerende var som sædvanlig positiv overfor både form og indhold.
Vi spurgte konkret om de studerende ville have været villige til at komme til to selvstændige seminarer, hvis vi valgte at lade Tine/CfU optræde for sig selv på et tidspunkt (f.eks. for alle specialestuderende på HUM og ikke kun Sprogbibliotekets), og så afholdt et decideret litteratursøgningsseminar på et andet tidspunkt. De fleste sagde ja, hvilket beroligede os noget; men det er nu ikke det samme som at vi vil arbejde aktivt for en sådan løsning.
Noget andet var at flere tænkte videre ud fra dette spørgsmål, og fremførte at det bedste måske ville være et uddybet og udvidet oplæg fra Tine rettet mod de studerende på bachelorprojektet, og så en kortere repetition i forbindelse med specialet. Begrundelsen er at gode studievaner (næsten) ikke kan læres for tidligt, og at det næsten kan opleves for sent, når man er på tærsklen til at færdiggøre sit studium - også selvom den sidste opgave er den største.
Jeg tager dette emne op med CfU ved først givne lejlighed.