torsdag den 9. november 2017

EndNote Kinastudier KA

Oberlin, co-ed dorm, 1970.
Bill Ray—Time and Life Pictures/Getty Images
cop. Time Inc.


Stig fra Kinastudier spurgte om biblioteket kunne bidrage med et kursus i brugen af EndNote som referenceværktøj til holdet af kandidatstuderende på faget.
Det var dels et udtryk for at de studerende havde udvist interesse for det; men først og fremmest var det mit indtryk, at det var et stort ønske fra fagets undervisere at få forbedret de studerendes arbejde med referencer i skriftlige opgaver.

Jeg meldte mig frivilligt som underviser på dette kursus, for at få så meget erfaring med programmet (og de spørgsmål brugen af det kan kaste af sig) som muligt. Medvirkende var også at jeg tidligere har undervist på Kinastudier, og har haft et rigtigt godt samarbejde med fagets undervisere.

Min fornemmelse - at henvendelsen var affødt af et ønske fra underviserside - blev bekræftet i det forarbejde som Stig lagde i dette kursus. Han bookede undervisningslokalet, og sørgede for at lægge det i de studerendes ugeskema. Derudover formidlede han mit ønske om at de studerende forlods downloadede og installerede EndNote; og lagde mit tilhørende vejledningsmateriale op på deres Blackboard.

På selve dagen mødte 11 interesserede og positive studerende op til timen. Og alle uden undtagelse havde installeret EndNote på deres bærbare, og sikret sig at programmet var køreklart.

Jeg havde samtidig benyttet lejligheden til at systematisere min undervisning lidt mere, i lyset af at fremtiden nok kommer til at byde på en hel del kurser i EndNote.
Først og fremmest vil jeg læne mig op ad Lars' metode for undervisning: En kort præsentation af referencehåndtering, med vægt på fordelen ved at bruge et program; en halv times gennemgang af EndNote, med vægt på samspillet med Word, og på eksport af poster til EndNote; og endelig en afsluttende spørgetid - så længe der er behov for det.
Til brug herfor lavede jeg et slideshow - i parallel dansk og engelsk version - baseret på de slides Lars anvender til sin præsentation. Samtidig er jeg også begyndt at udarbejde et talepapir for min undervisning. Foreløbig er det mest i punktform; hvor jeg samtidig har udvalgt de konkrete eksempler jeg vil bruge i Word, og i arbejdet med import af PDF'er til EndNote.

Det gik forbløffende godt, i den forstand at der næsten ingen spørgsmål var til sidst - og ingen spørgsmål jeg ikke kunne svare på(!). En medvirkende faktor var dog nok, at det var et meget motiveret hold, hvor alle havde lavet et forarbejde i at finde ud af at få programmet installeret.
Når det er sagt, så blev min introduktion noget mere langtrukken, end jeg havde planlagt den til. Det skyldes delvis, at det altid bliver længere og mere floromvundet, når dialogen er på engelsk. Det er dog noget jeg bør have fokus på, i den forstand at jeg skal have tillid til at de studerende nok skal spørge om det de har brug for at vide.
Efter tre kvarter var jeg (helt) færdig med min fremvisning. Herefter var der supplerende spørgsmål i cirka et kvarters tid; men efter en time var stort set alle studerende gået - tilfredse og i godt humør.

mandag den 6. november 2017

Engelsk BA workshops

University Of Alabama Segregation
Photographer: Robert W Kelley
cop. Time Inc.

Vi benyttede samme model for workshops for BA-skrivende på Engelsk som sidste år. Eneste forskel er at i år er der kun et hold "Culture", så jeg kunne nøjes med at have to hold (Linguistics og Culture), mens Lotte uændret havde to hold på Literature.

I modsætning til de øvrige sprogfag har Engelsk dels et regulært fagfagligt forløb i deres BA-struktur; og dels indgår jeg som en del af et tretimers forløb, som medfører at jeg potentielt kan have 20+ studerende at tage mig af.
Med ret meget mere end 10 studerende, er det ikke muligt for mig at tage udgangspunkt i de enkeltes emner. Til gengæld er tilstedeværelsen af et emne et oplagt udgangspunkt for en gennemgang af de relevante baser og opslagsværker. Modellen bliver derfor mere "traditionel", i den forstand at jeg forbereder mig ved at udvælge og afprøve diverse eksempler i et større udvalg af ressourcer, inden workshoppene.

Indenfor lingvistikken var emnet noget om language change ved language contact, med fokus på dialects. Her var mine eksempler centreret omkring fænomenet "double negation".
Kulturstudier med med overskriften "Better dead than red", og beskæftigede sig altså med the Red Scare i efterkrigstidens USA. Mine eksempler var dels "anticommunism in US"; og dels "Hollywood Ten" og Alger Hiss.

Min indledning på begge hold var at spørge ind til hvor de indtil nu havde søgt/hvor de var vant til at søge. Formålet hermed var at forsøge at tage udgangspunkt i det niveau de befandt sig på, og koncentrere sig om de ressourcer, de ikke var vant til at bruge.
På begge hold var det dog tydeligt, at de mest brugte katalogen; og at en stor del supplerede det med at bruge Google Scholar og JStor. Enkelte inddrog også de bibliografiske baser (MLA og LLBA) i deres søgearbejde; men det var mit klare indtryk at det kun var ganske få.
Min strategi blev derefter at bruge en halv times tid på at vise 2-3 opslagsværker og 2-3 bibliografier/fuldtekstarkiver, med udgangspunkt i mine eksempler, og så give dem et kvarters tid til at afprøve disse ressourcer med deres egne emner. På begge hold var tilbagemeldingen i den efterfølgende opsamling, at det havde været nyttigt; og - for mange af dem - havde givet resultat i form at gode, centrale opslag og artikler. Det fungerede helt entydigt godt på Linguistics; mens billedet måske var en smule mere mudret på Culture Studies. Delvis kan det have sin årsag i at kulturstudier (i sagens natur) ikke har nogle ganske få, centrale ressourcer; men ofte skal finde sine referencer i både litterære, historiske og samfundsvidenskabelige baser.

På begge hold var der interesse for en kort introduktion til EndNote, så det brugte jeg de sidste cirka 15 minutter på.
Det er sigende, at alle deltagere på 2. semester har fået et kursus i RefWorks; men kun en enkelt (ud af de i alt 17 deltagere) brugte programmet regelmæssigt. Interessen for at høre om EndNote og afprøve det, var dog stadig stor.

tirsdag den 31. oktober 2017

Formidlingsopgaven Engelsk KA

Classes For Expectant Fathers
Date taken: September 1948
Photographer: Joe Scherschel
cop. Time Inc.

Mit bidrag til fagkurset i "Current approaches and topics in history, society and culture" på kandidatuddannelsen i Engelsk fulgte i år fuldstændig modellen fra sidste år: Jeg delte en undervisningsgang med Mark; således at han havde den første time til at snakke om formalia i opgaven, og jeg havde de to efterfølgende timer til min del.

Grundindholdet er uændret disse elementer: Hvordan finder jeg publiceringskanalen; hvordan finder jeg nærmere oplysninger om denne kanal; hvordan finder jeg oplysninger om genren; og endelig lidt om hvordan jeg finder oplysninger om emnet.
I år flyttede jeg vægtning yderligere til en indledende gennemgang af samsøgning i Ebsco og Proquest på ens overordnede emne; som basis for at lade sig inspirere i valget af magazine/online media, samt at se på forskellige genretyper.
Herefter gik jeg videre med at vise måder at finde oplysninger om det enkelte medie (hjemmeside, Ulrich, ABI/Inform, Business Insights og WARC); inden jeg gik videre til at finde information om genre via opslagsværker m.m.
Samlet set flyttede det mit tidsforbrug således, at den del der udelukkende handler om at søge litteratur om emne, nu kun optog de sidste cirka 20 minutter af gennemgangen.

Det gjorde at jeg denne gang ikke næsten opfordrede folk til at forlade mit kursus efter den første time, hvis de følte sig sikker på litteratursøgningsdelen.
Jeg havde derfor fuldt deltagelse (22 studerende) i begge timer. Det fungerede helt fint. Som strukturen er, bliver det ekstremt meget en kateterforelæsning, uden ret meget deltageraktivering. Der var dog løbende opklarende spørgsmål; og der var ikke nogen tvivl om at alle følte, at både form og indhold var velfungerende.
En del af forklaringen herpå er også, at jeg faktisk bruger en hel del tid på at "øve" hele forløbet igennem. Dels så jeg ikke behøver at kigge ret meget i mine papirer; og dels så jeg er sikker på at der ikke bliver tidspunkter med fumlerier på søge- og hjemmesider.

Spansk BA workshop

University Of Alabama Segregation
Photographer: Robert W Kelley
cop. Time Inc.

Fredag før efterårsferien afsluttedes med nok en workshop for BA-studerende. Denne gang studerende fra spanskstudiet.
Mit bidrag her indgår som den sidste ud af 5 workshops for de BA-skrivende studerende fra Spansk. Samarbejdet med Susana fra faget er upåklageligt, så jeg vidste forinden at jeg ville blive mødt af et fuldt hold, med høje forventninger.

Jeg havde da også 13 studerende, der alle var både positive og motiverede. Det borger for en god workshop - også på trods af at der (efterhånden) ikke er ret mange gode ressourcer til litteratursøgning på spansk. Der er dog et antal gratis ressourcer, som vi henviser til på bibliotekets fagside. Dem fik jeg kigget lidt på i dagene op til workshoppen, så jeg havde mulighed for at vejlede de studerende lidt mere, end bare pege på dem og bede dem selv om at gå på opdagelse.
Jeg havde forberedt litteratursøgning med udgangspunkt i emnerne "zapatista/zapatismo" og "tauromaquia"; men sørgede ellers for i vid udstrækning at inddrage de studerendes egne emner i min gennemgang.

Min model var i øvrigt den samme: En indledende snak om deres emner og eventuelle særlige behov; en gennemgang af EndNote; tips og tricks til en explorativ (ufokuseret) litteratursøgning; og en afsluttende rundtur i de mere systematiske kilder, med udgangspunkt i fagsiden.

Antropologi BA workshop

Sarah Lawrence College Strike
Date taken: 1953
Photographer: Eliot Elisofon
cop. Time Inc.

En gammel ven, Janne, kom forbi og spurgte, om jeg ville tage et hold Antropologi-studerende til et kursus i litteratursøgning og referencehåndtering, i forbindelse med deres BA-opgave.
Årgangen bestod af to hold; og indenfor hendes tidsramme kunne Michael kun klare det ene.
Hun ville gerne have afholdt undervisningen fredagen før efterårsferien; og da jeg havde tid om formiddagen, sagde jeg ja til opgaven.

Jeg har efterhånden mødt en del antropologistuderende i forbindelse med mine specialeseminarer, så jeg følte mig sikker på at jeg i hvert fald delvis kunne vejlede indenfor deres emner.
Forinden spurgte jeg Michael til råds om hvad han plejede at introducere dem for. Det lod jeg selvfølgelig indgå i de ressourcer, som jeg tog udgangspunkt i; men fundamentalt fulgte jeg den samme model som for de øvrige BA-workshops her i efteråret.

På dagen blev jeg mødt af 15 deltagere, som gerne ville deltage aktivt i timen. Jeg havde forberedt en præsentation af forskellige redskaber til både ufokuseret og mere systematisk søgning. Det eksempel jeg havde valgt var begrebet "pilgrimage". Hvorfor ved jeg faktisk ikke - ud over at det rent søgemæssigt var et godt begreb. Faktum var, at det var meget eksotisk og fremmedartet for de studerende. Jeg overtog derfor også mere og mere deres egne emner som eksempler i min gennemgang: "dumpster diving/skralning" og "ritualer i kristendommen i Danmark".

Samlet set gik det fint. Den indledende præsentation af EndNote var som sædvanlig et hit; og lagde i sig selv nærmest beslag på den første time. Og ikke mindst den afsluttende præsentation af ressourcer til systematisk søgning havde stor glæde af den nye fagside for Antropologi.


Tysk introduktion

University Of Michigan
Photographer: Alfred Eisenstaedt
cop. Time Inc.


I modsætning til faget Engelsk, så har TyskRomansk forsøgt at indkorporere studieretningen Invernational Virksomhedskommunikation mest muligt med den eksisterende retning Sprog, Litteratur og Kultur.
Hvad det konkret kommer til at betyde for bibliotekets bidrag til undervisningen er endnu ikke helt på plads. I første omgang har jeg dog - efter aftale med Katja - bibeholdt kurset i litteratur- og informationssøgning på 2. semesterfaget i kultur, litteratur og medier for fagets SLK-studerende. Jeg har endnu ikke en aftale med IVK-delen om hvor (og hvornår) bibliotekets bidrag hér skal ligge. Kun er det en given sag, at det tidligst skal være på 2. semester (og eventuelt endda senere).

Det efterlod både Katja og mig med et ønske om at give de nye studerende en generel introduktion til biblioteksbrug, der ville række ud over rusugens korte introduktion.
Det blev programsat som en times forelæsning for hele årgangens omkring 80 studerende, i ugen før efterårsferien. Og hvor fokus skulle være på at lære de studerende at læse og forstå referencer; at kunne fremfinde og bestille/hente de forskellige typer af materialer på biblioteket; og så kort at introducere dem til fagsiden for Tysk.

På dagen var cirka 35 studerende mødt op i Nobelauditoriet; cirka halvt fra hver studieretning.
Mit indhold var stort set det samme som jeg tidligere havde med ud på det enlige hold SLK-studerende på 1. semester; men nu uden øvelser i litteratursøgning.
Efter en indledende gennemgang af min Prezi om læsning af referencer, inddrog jeg dog stadig de studerende i læsning af en referenceliste (udformet i EndNote efter standarden i Merkblatt for tyskstudiet). De skulle byde ind med hvor mange bøger der var repræsenteret i listen med 7 referencer. Det fungerede OK, uden at deltagelsen fra de studerende dog blev særlig intensiv...

Min gennemgang af katalogen og dens funktioner tog udgangspunkt i en søgning på Deutschland og wiedervereinigung. Det gav anledning til at kunne introducere nogle simple søgeteknikker; samtidig med at jeg kunne vise de forskellige materialetyper og bestillingsformer. Som afslutning gav jeg et par enkelte smagsprøver fra fagsiden for Tysk, og fagsiden for Erhvervssprog.



onsdag den 25. oktober 2017

Ph.d.kursus efterår 2017

Yale University Commencement
Date taken: 1953
Photographer: Al Fenn
cop. Time Inc.

Til evalueringen efter forårets kursus, besluttede gruppen at sætte et par mødegange af til at gennemgå indholdet og forløbet, med henblik på at optimere sammenhæng og flow mellem de enkelte elementer.
I det store billede er vores indhold meget det samme; men et vigtigt udbytte var at vi fik udarbejdet en mere detaljeret drejebog for de enkelte indholdselementer - og ikke mindst at vi fik knæsat princippet om en stadig vekslen mellem korte oplæg og dertilhørende workshops/opgaver.
Drejebogen hjalp os så også en hel del, da vi nærmede os selve kurset - og vi skulle forsøge at huske, hvad vi i sin tid havde aftalt...

Som følge af tilbagemeldinger fra sidste efterår, så havde vi rykket efterårets kursus en måned frem i tiden, så de to kursusgange lå i slutningen af september/starten af oktober. Med en øget opmærksomhed på at skrive tidligt ud til efterårets nye ph.d.studerende (de fik et velkomstbrev fra biblioteket lige omkring den 1. september denne gang), så lykkedes det vist meget fint med at nå ud til den primære målgruppe. I hvert fald havde vi et meget normalt antal deltagere (13); og i tilgift udtrykte de også tilfredshed med at kurset lå så relativt tidligt i deres forløb.

Både forberedelsen og afviklingen af efterårets kursus forløb meget gnidningsfrit.
Blackboardkurset fra tidligere blev genbrugt; og det fungerer OK med at styre publicering af indholdselementerne, efterhånden som de er klare. Også teknikken i undervisningslokalet fungerer nu lydefrit. Der var som sædvanlig lidt korrespondance omkring mulig erstatning for manglende deltagelse den ene eller den anden dag. Denne gang måtte vi dog være lidt mere "hårde" end vi plejer, og insistere på at der ikke kunne laves særordninger.
Også på andre områder kan vi mærke, at vi bliver færre i gruppen. Vi begynder at blive meget sårbare overfor afbud af den ene eller den anden art. Det gik dog fint med afviklingen denne gang; men det bliver helt sikkert et emne vi kommer til at tage op, når vi ser fremad.

Af de 11 gennemførende deltagere, fik vi en skriftlig evaluering af de 6. Både den tilbagemelding - og den vi fik i afslutningen af den anden undervisningsgang - peger på en generel tilfredshed med både indhold og afvikling.
Vi var selv noget nervøse over om den store fokusering på progressionen i arbejdet med litteratursøgning, ville gøre kurset for "langsomt", og kunne gøre at det oplevedes som for banalt i sin tilgang til litteratursøgning. Det synes nu ikke at være tilfældet; selvom en enkelt kommentar peger i den retning.
Jeg kunne dog godt forestille mig at vi vil give kurset lidt "fred", og benytte nøjagtig den samme model i foråret; inden vi laver eventuelle tilpasninger. Det skal vi dog lige have en eftersnak om.

torsdag den 12. oktober 2017

Engelsk 1. semester SLK

Students - Campus Howard University
Date taken: 1946
Photographer: Alfred Eisenstaedt
cop. Time Inc.

Fra dette semester optages også erhvervssprogsstuderende på Arts. Det betyder at bl.a. Engelsk nu har to adskilte BA-linier: Den "sædvanlige" linie med sprog, litteratur og kultur (SLK) med et optag på ca. 100; og nu også en linie med international virksomhedskommunikation (IVK), med et optag på cirka 140 studerende.
Bibliotekets bidrag til IVK-linien er foreløbig udsat - i hvert fald til 2. semester - og der er heller ikke nogen plan for hvordan den skal tilknyttes faget. Til gengæld fortsætter vi uændret med vores bidrag til SLK.

Det betød at vi igen skulle afholde en introduktion til bibliotek, katalog, fagside, samt øvelser i basal litteratursøgning, for de fire hold i løbet af uge 39. Det burde efterhånden være en ekspeditionssag; men i år var det lige ved at gå galt. Der var (igen) ny koordinator tilknyttet fagforløbet, og hun havde ikke forstået, at det var hendes opgave at inkorporere Lottes og mit bidrag i fagkurserne.
Det blev så Dominics opgave at få det på skinner, og få det kommunikeret ud på holdene - hvad da også lykkedes til sidst.
Samtidig ønskede Dominic så også at vi skulle inddrage en introduktion til referencehåndtering i programmet. Efter aftale med faget ligger den ellers nu placeret på 2. semester, fordi vores erfaringer med at give den på 1. ikke har været alt for gode.
Vi lavede dog en aftale om at jeg gav en introduktion, og det var så bagefter Dominics opgave at sørge for at de studerende rent faktisk tog programmet i anvendelse til den kommenterede litteraturliste, der skal afleveres på 1. semester.

Planen blev derefter at jeg skar ned på min introduktion om generel biblioteksbrug, og i stedet koncentrerede mig om at gennemgå basal litteratursøgning, katalogbrug, læsning (og skafning) af referencer, med udgangspunkt i den samme opgave som jeg har brug de sidste par år.
Det sidste kvarter af min time (+ 5-10 minutter af Lottes...) blev derefter afsat til en præsentation af EndNote.
Lottes bidrag i 2. time var i princippet det samme som sædvanligt: En præsentation af fagsiden, og 2-3 udvalgte ressourcer fra siden (LION, MLA og OED). Denne gang dog med en indlagt workshop, hvor de studerende slev prøvede kræfter med MLA.

Det gik ganske fint med de to første hold. Vi nåede i mål med alt det vi skulle; og vi havde en fin dialog med holdene, netop i kraft af at de får fingrene ned i ressourcerne - og ad den vej får nogen spørgsmål.
Med hensyn til de to sidste hold, så måtte jeg lade Lotte i stikken. En kraftig forkølelse medførte at jeg måtte lade hende trække hele læsset. Det gik dog (selvfølgelig) fint.
Med hensyn til fremmøde, så var det ganske tilfredsstillende for tre af de fire hold. Kun holdet med mødetid kl. 8 skilte sig ud med et fremmøde på kun 12 personer.

For alle hold vedkommende lægger jeg dels guider til EndNote, og dels min prezi om How to Read a Reference, op på Blackboard, umiddelbart før timerne.

BA workshop Tysk/Italiensk

Campus Elections At Southern Illinois University At Carbondale
Date taken: May 12, 1960
Photographer: Francis Miller
cop. Time Inc.

Årets workshop for de BA-skrivende på Tysk og Italiensk havde deltagelse af i alt 8 studerende - i år uden repræsentation af italienskstuderende.
Modellen var den samme som den jeg i ugen forinden havde anvendt for de BA-skrivende på Fransk:
Referencehåndtering - inspirationssøgning - og en afsluttende gennemgang af de systematiske værktøjer (som fundet på diverse fagsider).

De studerende fra Tysk har på 2. semester fået introduktion til RefWorks. Der var dog kun én af dem, der havde brugt programmet en smule. Alle var dog (sjovt nok) stadig meget interesserede i at afprøve et referencehåndteringsprogram; så som på Fransk startede jeg med at gennemgå faciliteterne i EndNote. Det tog den første lille times tid, hvor meget af tiden gik med at hjælpe installationsprocessen igennem.
Derefter tog jeg en rundtur hvor de hver især fortalte om deres emne, og om der var noget særligt de havde problemer med. Fordelingen var tre litteratur; tre sprog, og to medier. Og deres problemer var ofte meget konkrete: At skaffe en bestemt titel osv.
Med udgangspunkt i deres emner viste jeg de sædvanlige tricks og metoder til en ufokuseret (inspirations-)søgning; og derefter de ressourcer de kan finde på diverse fagsider, der giver mulighed for mere systematiske søgninger.

Nøjagtig som de andre gange er jeg bagefter i tvivl om fornuften i at jeg gennemgår med udgangspunkt i ressourcerne, i stedet for at tage emnerne op én efter én.

Nordisk BA-kursus

University Of Arizona Rodeo
Date taken: March 1947
Photographer: Peter Stackpole
cop. Time Inc.

Igen i år var jeg booket til at bidrage til Nordisks forløb for de BA-skrivende; hvor Birgitte og jeg i fællesskab afholder et tretimers forløb om formalia for opgaven, referencehåndtering og litteratursøgning.
I år måtte jeg desværre bare melde forfald samme morgen på grund af min ryg. Jeg fik talt kort med Birgitte om morgenen - lige inden vi skulle have været på - og fik aftalt at hun skulle gå så meget ind på mit område, som hun havde lyst til; og så ellers henvise til at kontakte mig efterfølgende.

Jeg talte med Birgitte igen en uges tid senere. Der havde været et fremmøde på 20 (ud af cirka 100 potentielle), der havde fået hendes bidrag + nogle generelle anvisninger om litteratursøgning, og betydningen af at anvende primærkilder.
I vores samtale berørte vi også det noget utilfredsstillende fremmøde (som med en enkelt undtagelse har været normen i alle fire år). Vi er nok begge tilbøjelige til at anbefale faget at erstatte indsatsen overfor de BA-skrivende med at indkorporere det i fagkursus for litteraturhistorisk periode (enten på 3. eller 4. semester), og samtidig lade det afløse min 2. semesterundervisning.

torsdag den 5. oktober 2017

EndNote kursus

University Of Alabama Segregation
Photographer: Robert W Kelley
cop. Time Inc.

For første gang i efterhånden mange år, prøver vi nu at udbyde frie kurser på biblioteket.
Jeg afholdt for en del år siden med mellemrum tilmeldingskurser i RefWorks. Ofte var det baseret på henvendelser fra grupper af  studerende, der efterspurgte et sådant kursus. Erfaringen var desværre bare, at det ikke var muligt at få volumen på disse kurser. Der var altid deltagere; men på intet tidspunkt mere end 4-5 stykker - og ofte kun en eller to.

Nu prøver vi så igen at udbyde kurser i referencehåndtering. Det er der flere grunde til: Vi er i færd med at skifte fra RefWorks til EndNote, og føler vel derfor et behov for at have et tilbud til studerende og ansatte i klemme i dette skifte. Vi er også skiftet fra at undervise i RefWorks til at introducere til EndNote. For de mange, der får en introduktion til EndNote, er der behov for at have et tilbud, hvor man kan gå mere i dybden med programmet. Og endelig har vi fået ansat Lars, der er endda rigtig godt inde i programmet...

De første to kurser blev udbudt til afholdelse i midten af september. Fristen, fra kurserne blev publiceret til de skulle afholdes, var temmelig kort. Alligevel fik vi 12 tilmeldinger til det dansksprogede kursus, og 8 til det engelsksprogede. Selvom kun halvdelen endte med at møde op (!), var det lovende i forhold til at vi kan få deltagere til den slags kurser.
Tiden må vise, om vi kan blive ved med at holde volumen. Vi er meget udfordrede af at finde publiceringskanaler - udover opslagstavle, infoskærm og hjemmeside. I skrivende stund er vi dog på 18 tilmeldte til næste uges kursus...

Det dansksprogede kursus tog Lars sig af. Han havde skrevet ud til deltagerne forinden, og bedt dem om at downloade og installere programmet. Lars brugte de første 30 minutter på en overordnet gennemgang af funktionaliteten af programmet, med vægt på samspillet med Word. Derefter tog han spørgsmål fra deltagerne, og brugte dem typisk til at gå mere i dybden med de faciliteter, der blev spurgt ind til.
Det fungerede rigtig godt. Det var helt sikkert også hjulpet af at alle 6 deltagere havde lykkedes med at downloade og installere programmet - og i et vist omfang allerede havde kigget på det.

Senere samme dag havde jeg så fire engelsksprogede kursister. Min plan var at vise programmet, og dets funktionaliteter, i de første 20-30 minutter; og derefter lade deltagerne downloade og installere programmet, og så selv prøve at arbejde med det. Jeg kom såmænd fint nok i mål med min undervisning; men min oplevelse var klart at Lars' model var mere robust, og sikrede en bedre lydhørhed overfor det der kom oppe fra kateteret. På trods af mine intentioner var der flere der "tyvstartede" med at installere EndNote, samtidig med at jeg var i gang med at vise programmet frem. De tvivlsspørgsmål det afstedkom skyggede helt klart for min gennemgang.



onsdag den 27. september 2017

Specialeforberedende forløb efterår 2017

Chicago University
Date taken: October 1948
Photographer: Joe Scherschel
cop. Time Inc.


Siden sidste optræden på det specialeforberedende profilvalgfag på CUDiM i foråret, har jeg - netop i samarbejde med CUDiM - udfærdiget et e-læringsforløb, der kan erstatte mit normale seminar for kommende specialeskrivere.
E-læringsforløbet er indlejret i CUDiMs forsøg med "takeaway teaching": Små forløb egnede til at træne generiske færdigheder, som fagundervisere kan tage og indkorporere i deres egen fagundervisning.
Mit forløb om informationssøgning og referencehåndtering for specialestuderende er af en lidt anden karakter; men i fællesskab har vi opdelt det i tre selvstændige elementer, der igen kan underinddeles. På den måde kan de enkelte dele indgå på lige fod med de øvrige elementer i TAT-formatet - og samtidig har jeg fået hjælp til at lave et forløb, der kan erstatte mine seminarer; for de studerende der er på praktik- eller udlandsophold, på 3. semester KA.
Hele TAT-formatet afprøves og evalueres hér i løbet af efteråret. Også mit bidrag bliver testet: Dels i et fagkursus i CUDiM-regi, og dels overfor gruppen af kommende specialeskrivere på Tysk.

I dette efterår afholder CUDiM igen et alment specialeforberedende profilvalgfag. Det bliver sidste gang, fordi de specialeforberedende elementer i vid omfang fremover skal indgå i fagenes egne udbud på 3. semester KA - nogle i samarbejde med CUDiM  og Studiecenter Arts, og andre udelukkende fagbaserede.
Selvom det altså var sidste gang jeg skulle afholde et fire timers forløb i dette regi, så besluttede jeg alligevel at lave mit undervisningsmateriale om, således at det i videst muligt omfang kalkerede den måde mit e-læringsforløb var struktureret. Mit håb var, på den måde, at få nyttig viden om hvordan sammenhængen mellem oplæg og opgaveløsning i forløbet bliver modtaget og forstået.

Strukturen blev derfor at mine skriftlige vejledninger, i videst muligt omfang blev til mine oplæg; og at mine powerpoint også lignede den information i Studypedia, jeg trækker på.
I e-læringsmaterialet er de fleste opgaver dobbelte: Først baseret på et bundet emne, og derefter på den studerendes eget. Til dette forløb valgte jeg at tage udgangspunkt i et bundet emne "Sociale medier og mobning", og med fokusgrupper som anvendt metode.
På de fire timer skulle jeg derfor afvikle de tre selvstændige temaer:
Inspirationssøgning, med to oplæg og to tilhørende workshops
Systematisk søgning med tre oplæg og tre workshops
Referencehåndtering, bestående af et oplæg og efterfølgende workshop.
Ud fra denne ramme, sammensatte jeg programmet, og tidssatte de enkelte elementer, således at vi kunne nå i mål på den afsatte tid.

Hele holdet består af cirka 40 studerende. På dagen var der mødt 27 frem i CUDiMs undervisningslokale (hvor den store projekter i øvrigt var i stykker...).
Efter en kort introduktion til rammerne for dagens indhold, gik jeg igang med at afvikle forløbet.

Overordnet var jeg tilfreds med dagens forløb, De studerende var positive og engagerede; og det var mit klare indtryk at de anerkendte og forstod konceptet, og også kunne følge (nogenlunde) med i progressionen.
Jeg kom dog ret hurtigt bagud i programmet, Noget af årsagen ligger i mine oplæg om inspirationssøgemetoderne, og gennemgangen af håndbøger; hvor jeg har en tendens til at dvæle for længe ved eksemplerne. Det var samtidig dog også nogle oplæg som jeg eksplicit høstede meget ros for...og det handler også lidt om resten af årsagen til at programmet blev udfordret: For mange studerende er selv banale søgeteknikker (frasesøgning og trunkering) helt nyt; og det kastede en del spørgsmål og opklarende snak af sig. I sig selv absolut positivt; men samtidig også med den konsekvens, at den ene workshop under Systematisk Søgning blev sløjfet, og erstattet at et lidt forlænget oplæg fra min side.
En vigtig viden i forhold til e-læringsmaterialet er, at der skal være en tydelig, og god, forklaring på nogle, måske helt basale, teknikker - og gerne meget tidligt i materialet. Gerne også i flere former (grafikker, film, tekst osv).

Jeg blev i løbet af processen også ret glad for mit eksempel, og tænker at det skal erstatte nogle af de andre, der nu optræder i e-læringsmaterialet.
Samlet set brugte jeg rigtig meget tid på denne opgave - særligt i forberedelsesfasen; men jeg føler nu bagefter også at det var rigtig givtigt for mig. Og jeg havde gudskelov også en klar fornemmelse af at de studerende også fik noget ud af det...

BA workshop Fransk

University Of Michigan Kissing Ban
Date taken: 1957
Photographer: Grey Villet
cop. Time Inc.

Ligesom sidste år, har jeg fået en aftale med TyskRomansk om at bidrage med en litteratursøgningsworkshop på BA-forløbene for de tre retninger: Fransk, Spansk og Tysk/Italiensk.

I sidste uge startede jeg med de BA-studerende fra Fransk.
Undervisning af de franskstuderende er normalt Zbigniews område, så emnemæssigt er jeg lidt på udebane. Denne gang var jeg dog hjulpet kraftigt af, at vi siden sidst har fået en fagside for fransk; samt at Merete havde sørget for at sende mig de studerendes foreløbige emneidéer, et par dage før workshoppen.
Jeg havde derfor lidt tid til at forberede mig ved at afprøve nogle af de særlige franske ressourcer på fagsiden - og samtidig få et billede af de muligheder jeg havde for at vejlede om de opgivne emner.

Sidste år havde jeg taget udgangspunkt i bogen "Fleurs du Mal" til min indledende gennemgang af den brede litteratursøgning; og derefter brugt de studerendes egne emner til at se på de specielle informationskilder. I år besluttede jeg at hele gennemgangen skulle baseres på de studerendes emner.
Min plan var - i al sin gribende enkelthed - at starte med at  høre om deres behov for (og kendskab til) referencehåndteringsprogrammer.  Dernæst ville jeg lade de studerende efter tur redegøre for deres overvejelser om valg af emne, og deres informationsbehov.
Dagsordenen ville derefter være en præsentation af ufokuseret litteratursøgning, med udgangspunkt i nogle af emnerne; dernæst en gennemgang af de forskellige redskaber til systematisk litteratursøgning (via Fagsiderne som indgang), og så vidt muligt med inddragelse af alle emner. Og endelig en introduktion til EndNote som referencehåndteringsprogram.

På mange punkter var dagen en tro kopi af sidste år. Der mødte igen 8 studerende op. I følge dem selv var det hele holdet. Alle var positive, interesserede, og klare på workshopmodellen.
Mit indledende spørgsmål om referencehåndtering klargjorde, at det ville være helt fint simpelthen at starte workshoppen med en præsentation af EndNote. Ingen brugte et program, og (stort set) alle var meget interesserede i at komme igang med at bruge et.
Gennemgangen af deltagernes emner passede faktisk også næsten fuldstændigt med dem jeg havde fået tilsendt forlods. Jeg gik derfor igang med krum hals med at vise metoder for at få mere struktur på de indledende litteratursøgninger, med udgangspunkt i flere af emnerne (Madame Bovary, fransk energipolitik).
Dernæst tog jeg udgangspunkt i den franske fagside - med afstikkere til lingvistik og european studies - og forsøgte at vise de mest relevante ressourcer, samtidig med at jeg gerne ville dækkes alles emner, og også få vist de forskellige typer af ressourcer (fuldtekst, bibliografisk, opslagsværker).
Det blev med besøg hos: MLA, WPSA, Historical Abs., Translation Studies Bibl., Persee og Gallica (og sikkert flere).

Jeg havde en fornemmelse af at det blev lidt for kaotisk. Man vinder noget ved at gå frem, ressource for ressource, og nævne de enkelte emner i forbindelse hermed. Men for den enkelte vil det måske være bedre, hvis jeg tager emnerne et for et, og viser et par ressourcer med tilhørende søgninger.
Hele vejen igennem var der dog en rigtig god dialog med de studerende, hvor vi i fællesskab prøvede at nå frem til nogle gode resultater, så forhåbentlig oplevede de ikke kaos så voldsomt, som jeg ind i mellem gjorde...

mandag den 11. september 2017

International students IKS KA intro

Gen. Eisenhower'S Inauguration Columbia University
Date taken: October 1948
Photographer: Ralph Morse
cop. Time Inc.

Også i år har jeg bidraget til rusintroduktionsugen for de nye KA-studerende på International Studies og European Studies.
Samlet set starter der vel 70-80 studerende på disse to uddannelser, hvoraf hovedparten er udenlandske studerende, der hér får deres første møde med et dansk universitet og universitetsbibliotek. Uheldigvis er dette møde også det eneste de får med biblioteket.
Jeg har de tidligere år forsøgt at tale med fagenes undervisere, i håbet om at kunne få arrangeret et eller andet, der kunne ligge efter rusugen (og inden jeg møder nogen af dem igen til specialeseminaret...). I år var der en ny koordinator af denne KA-intro, som udtrykte det samme ønske. Det gav mig et vist håb for at rusintroduktionen kunne afløses af en senere undervisning; men der var stadig ikke noget respons fra det faglige miljø, så vi endte med den sædvanlige model.

I år fik jeg tildelt en klokketime (60 min.) i Auditorium 2, som sidste indslag på deres anden dag i rusintroen. Rent indholdsmæssigt lod jeg mig farve af den måde jeg havde grebet rusintroen for Intercultural Studies an (se denne). Mit eksempel til både den ufokuserede og den systematiske litteratursøgning hentede jeg fra et fælles redskabsfag for begge de to studieretninger "qualitative research design".
Jeg havde også her den oplevelse, at rigtig mange var blevet afvist fra at deltage i de efterfølgende introduktioner på Det Kongelige, fordi de var overtegnede. Jeg brugte derfor også her lidt ekstra tid på den mere basale biblioteksintroduktion.
I princippet var modellen i øvrigt også rigtig velfungerede i dette forum, hvor jeg med et fremmøde på cirka 50 var udelukket fra at bruge workshop-elementer i min undervisning. Reelt blev jeg dog kraftigt generet af et meget dårligt internet, hvor mange af mine forsøg på søgninger blev timeout'et.
Jeg fik kæmpet mig igennem til et nogenlunde resultat; men lige nu er jeg ikke sikker på om det var et generelt problem, eller om der var noget galt med min egen internetforbindelse.

I og med at det var sidste indslag på dagen, tilbød jeg de der kunne have lyst til at følge med mig over på biblioteket en rundtur. Omkring 20 tog mod tilbuddet, og fik "den sædvanlige" rusintroduktion rundt på biblioteket.

Engelsk KA intro

University Of Arizona Rodeo
Date taken: March 1947
Photographer: Peter Stackpole
cop. Time Inc.

De senere år har biblioteket givet en introduktion til litteratursøgning for de kandidatstuderende på Engelsk, i forbindelse med deres fagkurser på 1. semester.
Faget udbyder tre fagkurser (litteratur-, sprog-, og kulturstudier); hvor de studerende skal vælge to ud af de tre.
Fagkurset i kulturstudier har en særlig opgavetype tilknyttet: Et bidrag der kan formidle fagstof til almenheden, indenfor kursets emner. En væsentlig del er at vælge formidlingskanal, og gøre sig overvejelser om fremstilling kontra modtagere. Til dette kursus er jeg indskrevet til at levere et bidrag med fokus på at vælge og vurdere mediet, på et tidspunkt umiddelbart før skriveperioden starter.
For de to øvrige fagkursers vedkommende, har jeg i de senere år afholdt en repetition i fagets baser og opslagsværker + lidt litteratursøgning, i forbindelse med rusugen. Konkret således at jeg har haft en halvanden time rettet mod Literature og ditto rettet mod Linguistics; hvor de to kurser har ligget i forlængelse af hinanden, på den sidste dag i rusugen.
Det sidste har ikke været særlig hensigtsmæssig. Da en del af de studerende har valgt Linguistics og Literature som deres fagkurser, har de i princippet skulle sidde i to gange halvanden time og høre på mig - hvor i hvert fald halvdelen af indholdet har været identisk for begge hold.
Jeg har derfor bedt om at vi fandt en anden løsning til dette år. Det gjorde vi også: Den mest indlysende, hvor jeg har én fælles introduktion for begge fagkursers deltagere, med eksempler hentet fra begge områder.

Konkret var kurset modelleret over den samme form jeg havde brugt på min bidrag til Intercultural Studies (se denne). Eksemplet "intercultural project management" var hér erstattet af "negative polarity items" til den ufokuserede litteratursøgning, og "dystopian fiction" til den systematiske.

Desværre har den nye model ikke afhjulpet udfordringen med at få det rette fremmøde. Der var mødt fire studerende frem. Jeg tror såmænd de var glade og tilfredse; men det er simpelthen for få til at denne model er bæredygtig. De KA-studerende der kommer fra et BA-studie i Engelsk på AU, har jeg fred med ikke møder frem. De har haft mulighed for tre bidrag fra min side i de forløbne tre år.
Det afgørende er antallet af udefra kommende studerende: Hvis der faktisk ikke er ret mange bør dette kursus aflyses; hvis der er mere end den ene, der mødte frem denne gang, så er det markedsføringen af kurset, der skal ses nærmere på.

Intercultural studies KA sprogfag

University Of Chicago
Date taken: May 15, 1953
Photographer: Walter Sanders
cop. Time Inc.


Igen i år var jeg blevet booket til at bidrage til intro-ugen på kandidatuddannelsen i Intercultural Studies for sprogfagene. Uddannelsen er designet til at tiltrække studerende fra andre universiteter, og ikke mindst fra andre lande. Fagene føler derfor behov for at vi giver en indføring i biblioteksbrug og litteratursøgning for de nye studerende.
Sigtet er derfor primært rettet mod nye studerende på universitetet - selvom "vores egne" også gerne må deltage; men i min forberedelse tager jeg udgangspunkt i behovene hos en udenlandsk studerende, der måske kender til litteratursøgning; men ikke til forholdene på AU.

Sidste år havde jeg 30, fortrinsvis udlændinge, ud af et hold på 45 studerende. I år blev jeg mødt af én studerende. Hun havde læst BA i spansk, og ville bare gerne møde mig igen...
I løbet af det første kvarter kom der dog yderligere 18 studerende - næsten alle udenlandske. Jeg kunne forstå, at min time lå oveni et vindue, hvor de studerende kunne få hjælp på Studiecentret til at ansøge om dansk cpr-nummer.

i forhold til sidste år, havde jeg nedprioriteret de elementer der handler om oprettelse som bruger; MyPrint, samt basale oplysninger og bestillinger og lån. Jeg havde opsnuset, at i det generelle velkomstmateriale for udenlandske studerende på AU blev der reklameret for besøg på Det Kongelige, med introduktion til biblioteket.
Det viste sig dog på timen, at begge dage var fuldt bookede, så kun det halve hold skulle deltage i den introduktion.

Jeg havde ændret i både indhold og afvikling af timen til denne gang. Min plan var at henvise til "Checklist for new students" med hensyn til både studieforhold og biblioteksregistrering, og kun snakke om bygningsadgang og læse- og studiepladser i Nobelparken.
Dernæst ville jeg tage udgangspunkt i "intercultural project management" som emne; og med det som omdrejningspunkt først gennemgå bred søgning i katalog og Google Scholar (og herunder lån og skafning), og derefter struktureret litteratursøgning via fagsider, fagbibliografier og opslagsværker.
Ideelt ville jeg gøre det ved at aktivere de studerende til selv at søge. Men med en time til rådighed (som jo altså blev til 45 minutter denne gang) - og med ekstra tid til at samle op på det, der skulle have været dækket af introduktionen på Det Kongelige - ville jeg ikke kunne nå i mål med de vigtigste pointer.
Det blev derfor til en katetergennemgang; men jeg oplevede alligevel stort engagement blandt de studerende. Afslutningsvis nåede jeg lige at præsentere dem for EndNote som referencehåndteringsværktøj, og henvise til vores kommende udbud af kurser i brugen af EndNote.

onsdag den 6. september 2017

Specialeseminarer sommer 2017

University Of Michigan Kissing Ban
Date taken: 1957
Photographer: Grey Villet
cop. Time Inc.

Til efteråret 2017 begynder de nye regler for specialet at blive rullet ud på fakultetet. Det betyder, at alle der skal skrive speciale i foråret 2018, allerede har valgt emne og vejleder, og haft det første vejledermøde. På sigt skal alle studerende fremover undervises, og udprøves, i  diverse specialeforberedende elementer, i løbet af tredie semester på KA. I år er det dog kun i kraft på IKS; men de to andre institutter først for alvor har det implementeret fra næste år.

Vi stod derfor overfor, at der i efteråret er 519 der skulle skrive speciale på Arts - og dertil kommer et ukendt antal af forårets 1900 specialeskrivere, der allerede i efteråret så småt skal påbegynde deres litteratursøgning til specialet.
Beslutningen blev derfor at fastholde den hidtidige model med halvdagsseminarer, udbudt via Studiecenter Arts; og så supplere med at udvikle og tilbyde et rent e-læringsmodul (med et tilsvarende indhold) via CUDiM - og i øvrigt få talt med så mange afdelingsledere som muligt, for at høre om vi kunne tilbyde indhold til et af deres udbud til de kommende specialeskrivende.

Vi har på den måde fået aftale med tre fag (Tysk, Historie og Æstetik), kombineret med at jeg udbød fire seminarer - to i slutningen af juni, og to i midten af august.
Der kom bare ingen.
Sidste sommer havde jeg 90 tilmeldinger og knap 60 deltagere. Samlet set over de fire gange denne sommer, fik jeg 33 tilmeldinger, og 23 fremmødte.
Jeg kender ikke årsagen. Markedsføring har været den samme som de foregående mange år. Jeg har ikke fået massevis af henvendelser efterfølgende, så det er ikke på grund af de valgte tidspunkter (som lå nogenlunde sammesteds sidste år).
Jeg skal selvfølgelig have en opfølgende evaluering sammen med Studiecenter Arts. Jeg gætter på at de er ligeså forundrede, for også deres tilmeldinger lå langt under det de har været vant til.

Med 6, 9, 2 og 6 deltagere har jeg ikke gennemført et normalt program, men i stedet ladet forløbet være meget workshoppræget. Alle fire gange er startet med en indledende dialog om deres valgte emner, og de udfordringer og problemer de har med hensyn til litteratursøgning og referencehåndtering.
Stort set alle gange har det resulteret i at jeg er startet med et kursus i EndNote; da det var referencehåndteringen flest udtrykte ønske om en hjælp til. Det har som oftest taget den første times tid: Der har været problemer med at få udpakket og installeret programmet, og der har været problemer ned at få oprettet og synkroniseret med web-spejlingen.
I øvrigt har jeg vist en ufokuseret litteratursøgning, med udgangspunkt i et eller flere af deltagernes emner; og jeg har forsøgt at komme hele vejen rundt med forslag til mere professionelle redskaber (med eksempler) til alle deltagere (bibliografiske databaser og opslagsværker).

tirsdag den 9. maj 2017

Nordisk 2. semester

Student Journalists
Date taken: February 1951
Photographer: Yale Joel
cop. Time Inc.

I år er jeg tilbage igen med at have Nordisk på deres andet semester, i fagkurset Litteraturens teori og metode. Der er to undervisere til de fire hold (tre almindelige + et tilvalgshold). De havde valgt noget forskelligt i forhold til hvornår de ønskede mig til stede på holdet; så der var en måned imellem de to dage, hvor jeg havde de to gange to hold.

Overordnet er indholdet det samme som de foregående år; men min vægtning og præsentation af de enkelte elementer har ændret sig noget.
Min referenceliste er nu dannet i EndNote, og i MLA style. Det benytter jeg til at spørge om holdet ønsker et præsentation af programmet. Og det vil de rigtig gerne! Min gennemgang af søgning af de enkelte materialetyper er til gengæld blevet forkortet noget - til fordel for en præsentation af en søgning på "Helle Helle" i Search, Bibliotek.dk og Scholar. Det sidste kvarters tid i den første time får de studerende til opgave af afprøve søgning i katalog og udvalgte ressourcer fra Fagsiden efter Herman Bangs "Ludvigsbakke".
Ideelt set kan jeg derefter bruge de første 20 minutters tid i anden time på at snakke om deres oplevelser hermed, mens værktøjerne bliver præsenteret. Reelt var det svært at få dem til at afprøve de ressourcer jeg gerne ville (mindst tre forskellige!); og tilsvarende svært at få trukket ret meget input ud af dem, om de forskellige ressourcer. Det blev derfor meget mig, der måtte præsentere og karakterisere værktøjerne for dem. Der var sådan set en god stemning på holdene, så jeg er ikke nødvendigvis til sinds at opgive denne fremgangsmåde; men jeg må udtænke en metode at få en større grad af deltagelse (måske lade dem præsentere for hinanden?).
De sidste 20-25 minutter brugte jeg på at vise Mediestream og præsentere EndNote for de studerende - kombineret med de ressourcer holdene hver især havde spurgt til (Infomedia, e-bøger osv).
Afslutningsvis har jeg sendt "Kom igang med EndNote" til underviser, med besked på at uploade vejledningen til BB. At dømme efter den umiddelbare interesse, var der mange der havde mod på at gå i gang med et referencehåndteringsprogram.

De første to hold var uden undervisers medvirkende; mens jeg i dag havde de sidste to timer af en tretimers lektion med de resterende hold. Generelt kan jeg dog kun være meget tilfreds med fremmødet: 25, 31, 28 og 30. Det må nærmest være alle, aktive studerende! Også stemningen har været fin; men som sædvanlig har det været svært at få dialogen til at flyde.

mandag den 8. maj 2017

Ph.d.kursus forår 17

Student Protest At Yale
Photographer: John Leongard
cop. Time Inc.

Både vores egen, interne evaluering - såvelsom den vi modtog fra kursisterne - fra efterårets ph.d. kursus pegede mod behovet for at gentænke vores koncept og indhold. Ikke nødvendigvis fordi der var behov for en helt ny model; men mere som udtryk for at vi godt kan være skarpere og mere præcise.
På det efterfølgende evalueringsmøde enedes vi om at bytte rundt på indholdet, og lade Staceys oplæg om "the role of the literature review" fungere som rammen for forløbet. Ideen var at fortsætte med at beskrive hvad the literature review /the systematic review / state-of-the-art litteratursøgning er - og hvad bibliotekets rolle heri er: At understøtte arbejdet med at formulere og udføre selve indsamlingen af relevant litteratur.
Med denne rammesætning var forhåbningen at det var langt klarere, hvad de efterfølgende oplæg og workshops i de forskellige faser i litteratursøgning og håndtering af referencer havde som mål.
På den måde blev førstedagen til Staceys oplæg; mit efterfølgende oplæg om systematisk litteratursøgning; og en afsluttende workshop med oplæg om udvælgelse og strukturering af søgetermer.
På andendagen ville vi fortsætte med en formiddag med gennemgang og workshops i brugen af bibliotekets videnskabelige ressourcer; og en eftermiddag med dels referencehåndtering og dels mit oplæg om overvågning.

Det viste sig desværre at være umuligt at flytte på Stacey, så vi måtte i stedet flytte den oprindelige første kursusdag til et senere tidspunkt. Det lykkedes heldigvis at  ramme et tidspunkt alle kunne. Det var måske heller ikke så svært denne gang, da vi "kun" havde fået 8 tilmeldinger (hvoraf to i forvejen skulle have særundervisning som erstatning for anden undervisningsgang). Isoleret set var antallet lidt bekymrende, da der var startet over 30 ph.d.'ere dette forår; men som deltagerkreds til en ny model var det dog lettere at overskue.

Overordnet set gik det fint, og jeg tror at vi  (måske med mindre korrektioner) vil anvende samme model til efterårets forløb. Tilbagemeldingerne var generelt fine. Som sædvanlig var de lidt i øst og vest omkring de enkelte elementer; men der var dog et fælles opmærksomhedspunkt omkring gennemgangen af RefWorks som referencehåndteringsværktøj (det var både for specifikt og for lidt relevant); og så vores vægtning af hands on-elementerne. Med hensyn til det sidste, var det vist mest bare, at vi skal overholde det vi egentlig havde sat os for...

Det er stadig et problem at bruge KBÅs undervisningslokale. Det trådløse net er ikke stabilt, og kræver, at man skal bruge en KBÅ-pc for overhovedet at komme på. Særligt i forhold til at demonstrere referencehåndtering er det uheldigt.

Vi har aftalt et evaluerings- og planlægningsmøde lidt senere på måneden til at samle op, og tilpasse vores planer til efterårets kursus.

onsdag den 3. maj 2017

Lingvistik litteratursøgning 2. semester

Student Congress
Date taken: September 9, 1950
Photographer: Howard Sochurek
cop. Time Inc.

Det er i princippet det samme fagkursus i fagets redskaber, med fokus på emnesøgning og referencehåndtering, som de tidligere år; men med så mange ændringer i præmisserne, at det nærmest var et nyt kursus.
Mit bidrag er uændret knyttet til det sociolingvistiske kursus på 2. semester, hvor de studerende arbejder med feltundersøgelse af sproglige fænomener, og har behov for at inddrage noget sekundærlitteratur til deres opgave. I år skulle kurset afholdes over to, istedet for tre, timer; så der var behov for at skære noget af indholdet væk. Mere alvorligt var dog at vi siden sidst har måttet vinke farvel til praktisk taget alle de centrale bibliografiske redskaber for faget; og i tilgift udskifte vores undervisning i RefWorks, med en introduktion til EndNote.

Min første plan var at bibeholde min første time med fokus på bibliotekets materialer og "skaf"-funktionen; men at udvide opgaveindslaget til at være en generel emnesøgning efter litteratur og viden om sproget "Lakota" i både emnesidens redskaber - såvel som de mere generelle, katalogbaserede kilder (Search, Bibliotek.dk og Scholar). Efter snakke med Ditte, fagets underviser, besluttede jeg dog i sidste øjeblik at skære ned på den indledende gennemgang, for at give plads til en ekstra workshop, hvor de studerende kunne arbejde med deres eget emne.
Det endelige program blev derfor 1) En præsentation af den sædvanlige referenceliste; men kortet ned til en snak om at læse referencer, og så en præsentation  af kunsten at finde en artikel i en antologi. 2) En kort præsentation af de tre kataloger (med eksemplet "øv" som søgeord!), efterfulgt af en introduktion til fagsiden og dens ressourcer. 3) Dernæst blev alle bedt om at få erfaring med at søge efter "lakota" i mindst ét katalog, og mindst én ressource på fagsiden.
Efter pausen 4) Brugte jeg knap 20 minutter på dels at snakke om de studerendes erfaringer med de forskellige værktøjer, og en kort præsentation af nogle af de ressourcer, ingen havde prøvet kræfter med. 5) Derefter fik de cirka 15 minutter til at prøve igen, nu med deres eget emne. Afslutningsvis 6) havde jeg en ganske kort opsamling; inden jeg gik over til at præsentere dem for EndNote, og de muligheder dette program kan tilbyde dem.

Overordnet var det velfungerende. Jeg bør være mere præcis omkring den første opgave: F.eks. indskærpe at de skal afprøve mindst tre forskellige værktøjer, så jeg ikke i samme grad skulle trække på mine egne eksempler. Jeg bør også afsætte mere tid til at snakke erfaringer fra den frie øvelse, så de får bedre mulighed for at inspirere hinanden.
I hvert fald tror jeg det var fornuftigt at skære ned på den traditionelle gennemgang af materialer osv. i den første time. De kunne godt have brug for lidt input omkring skaf-funktionaliteterne; men - som tidligere hold lingvister - er de godt opdragede til at bruge e-bøger og faglige tidsskriftsartikler.
Med hensyn til referencehåndtering er modellen måske shaky til at få alle med på vognen. Min erfaring er dog bare, at det er enormt tidskrævende at lave traditionel gennemgang, inklusive download og oprettelse. Nu får de en kort peptalk, efterfuldt af en vejledning på Blackboard - og så håber jeg at eksemplets magt, fra de der går i gang nu, vil kunne trække resten med.

mandag den 10. april 2017

Kinastudier 2. semester

Law students studying at the university.
Location: Sao Paulo, Brazil
Date taken: August 1947
Photographer: Dmitri Kessel
cop. Time Inc.

I år har jeg en gæsteoptræden på faget Kinastudier; hvor jeg har overtaget første undervisningsgang (ud af to) for Jesper. Forløbet er i forvejen aftalt mellem Jesper og fagets underviser. Der er aftalt en progression over de to gange, og en fordeling af emner og eksempler.
For mit vedkommende var aftalen at jeg skulle gøre de studerende rustede til at løse en opgave inden anden undervisningsgang - og rent emnemæssigt koncentrere mig om materialetyper, faglighed, output styles og referencehåndtering.

 I god tid før kurset bad underviser mig om program og undervisningsmål for mit bidrag, til brug for kursussiden i Blackboard. Der blev derfor aftalt følgende:

  • At vide hvad der karakteriserer videnskabelighed, og hvordan man finder videnskabelig litteratur
  • At kunne læse og forstå en referenceliste
  • At kunne lokalisere og skaffe relevant litteratur
  • At blive introduceret til forskellige søgemetoder og søgetips
  • At kende og forstå bibliotekets ressourcer til litteratursøgning 
  • At blive introduceret til referencehåndteringssystemer og -programmer

Elementer:
Øvelser i bibliotekets katalog, bibliotek.dk og Google Scholar
Præsentation af fagsider, databaseliste og Asia Portal ved NIAS
Præsentation af referencehåndteringsprogrammet Endnote, og fagets anbefalede referencestandard

På selve dagen var der mødt 25 studerende op, sammen med underviser. Hele holdet var både motiveret, og rigtig godt forberedt på min lektion.
Det blev derfor en rigtig god undervisningsoplevelse, hvor faktisk hele holdet spillede aktivt med, og bød ind med ideer og spørgsmål.

Den første time brugte jeg på at lære de studerende at kende og forstå de forskellige materialetyper, og hvordan man skaffer dem. Det var ud fra den sædvanlige model, med en litteraturliste (denne gang i korrekt Chicago Style...); efterfulgt af en kort gennemgang af mulighederne for at lave brede emnesøgninger i Search, Bibliotek.dk og Google Scholar. Som afslutning fik de studerende som opgave at bruge 10 minutter på at søge litteratur om emnet kinesisk familiepolitik.

Den anden time startede med en dialog om de resultater de havde nået med deres søgninger - og ikke mindst om deres oplevelse af arbejdet med de enkelte ressourcer.
Derefter havde jeg to korte instruktioner: Først hvordan man kan bruge bibliotekets opslagsværker som indledning til søgning på nye emner (eks. fra Gale Virtual..). Og dernæst i NIAS' AsiaPortal som kilde til mere avanceret søgning i kinesisk litteratur og informationer.
De sidste 20 minutter brugte jeg på referencehåndtering og output styles. Som indledning viste jeg dem vejledningsmaterialet til Chicago Manual of Style; og til China Quarterly som standard for referering af originalsproget litteratur. Dernæst gav jeg en introduktion til EndNote -med salgstalen at brugen af dette værktøj vil gøre, at de ikke har behov for at sætte sig ind i disse standarder; men bare lade EndNote gøre arbejdet for dem.
Afslutningsvist henviste jeg til min guide "Kom godt i gang med EndNote", som de ville få lagt op i Blackboard dagen efter.

Overordnet gik det, som sagt, rigtig godt. Jeg havde lidt fornemmelsen af at have måttet sprede mig over lige lovligt mange elementer, for at tilfredsstille de krav, der var stillet til min undervisning. I hvert fald følte jeg det som lidt for fragmenteret. På den anden side lykkedes det måske netop, fordi underviser havde sørget for at forberede mit bidrag, og samtidig var til stede selv;  så der i tiden frem mod Jespers kommende undervisningsgang, kan arbejdes videre med indholdet.

I øvrigt står tilbage, at flere af de studerende faktisk vidste mere om søgefaciliteterne og muligheder i Google Scholar end mig. Og jeg havde en helt klar fornemmelse af, at hvis jeg ikke havde inddraget GS som et relevant søgeredskab; så ville mange studerende have betragtet min undervisning som irrelevant...



tirsdag den 14. marts 2017

Engelsk HSC 2 forår 17

Whitehaven High School Ban On Romance, Tennessee
Date taken: May 1947
Photographer: Edward Clark
cop. Time Inc.

I år har vi fulgt den overordnede model fra sidste år kursusstruktur, således at jeg nu har de fire Engelsk 2. semesterhold + to tilvalgshold til undervisning i emnesøgning i videnskabelige kilder, med fokus på de historiske.
I store træk fulgte jeg modellen og eksemplerne fra sidste år. Til forskel fra da, har vi dog sløjfet den anden undervisningsgang i efteråret, hvor temaet har været RefWorks - for i stedet at lade det indgå her i forårets kursus. Da der stadig kun er to timer afsat, har det som konsekvens at jeg har skåret voldsomt ned på det jeg i forvejen ved mindst om: Primærkilder indenfor Amerikansk, Britisk og Irsk historie; men samtidig også ændrer indslaget om referencehåndtering fra at være et værktøjskursus i brugen af RefWorks, til at være en introduktion til programmet EndNote.

I løbet af de seks undervisningsgange ændrede jeg (igen) lidt på det indledende forløb, så progressionen er 1) Vi finder i fællesskab ud af hvad "scientific" er, 2) Vi finder i fællesskab ud af hvor det publiceres, 3) Jeg viser at de kan finde tidsskrifterne i vores katalog; og at de kan finde alle artiklerne både i vores katalog og i Google Scholar, 4) Jeg viser dem også at det ikke er muligt at afgrænse og præcisere søgninger i disse redskaber, og 5) jeg fortæller dem hvorfor vi har fagbibliografier, og hvor de nemt kan finde dem(fagsiderne...).
Den sidste del af første time bruges til at de selv søger i de historiske bibliografier, inden vi i fællesskab snakker om hvordan de kan benyttes; og hvordan man får adgang til artiklerne.

I den anden time viser jeg dem tre eksempler på gode opslagsværker (fra fagsider), der kan hjælpe deres emnesøgninger i gang. Dernæst viser jeg kort avisdatabaser og link til primærkilder på fagsiderne for Engelsk og Historie; inden den afsluttende gennemgang af EndNote.
Typisk har jeg haft cirka 20 minutter til at vise hvad programmet kan; hvordan det bruges, og kort hvordan man henter og installerer. Som støtte for deres mulige brug af programmet, har jeg sørget for at Dale og Sara har lagt min vejledning op på deres respektive Blackboard-sider.

Som sidste år, er jeg ikke imponeret af fremmødet. De to tilvalgshold stillede med 6-8 stykker. Det er tilgiveligt (men stadigvæk lidt ærgerligt). De to ordinære hold med mødetid midt på dagen havde et tilnærmelsesvist fuldt fremmøde; men de to hold med mødetid kl. 9 havde henholdsvis 6 og 13 deltagere. Forklaring: Det er tidligt, og det er ikke obligatorisk...
I øvrigt fungerede modellen OK. Jeg havde hele vejen aktive hold, som jeg også fornemmede godtog mine præmisser og følgeslutninger. Det var også rart at opleve at rigtig mange opfattede EndNote som et rigtig fedt og relevant produkt.

Tysk videregående F17

EDU Univ. Euro (BRI) Oxford Students Women
cop. Time Inc.

I år har vi fastholdt modellen overfor Tysk. Dels i form af at et indledende kursus i litteratursøgning og tilhørende biblioteksorientering på første semester, følges op af et videregående kursus i emnesøgning i fagets videnskabelige informationskilder. Og dels i at oplæggene på klassen i starten af fagkurset i Litteratur, historie og kultur II, fastholdes og udbygges med jævnlige opdateringer i "Bibliotekarens Hjørne" i Blackboard.
Indholdet i oplægget på klassen var stort set det samme som sidst; dog med den ændring at jeg ikke længere underviser de studerende i RefWorks, men i stedet giver dem en introduktion til referencehåndtering generelt, og til EndNote specifikt.
Indledningsvist repeterede jeg at vi sidst prøvede at lave søgninger på den tyske genforening. Dels for at øve brugen af bibliotekets tilbud, og dels som oplæg til de efterfølgende instruktortimer med øvelser i den tyske historie - også for at høre, om der var nogle spørgsmål de gerne ville have jeg tog fat på på klassen.
Indholdet i øvrigt er en indledende dialog med holdet om hvad der karakteriserer vidcenskabelighed, og hvor man finder videnskabelighed. Formålet er at aktivere holdet, og få dem engageret i hvordan de fremover skal bære sig ad med at søge videnskabelige materialer på en fornuftig måde.
I den forbindelse konstaterede jeg igen, at det andet spørgsmål skal omformuleres (f.eks. til "hvordan offentliggøres videnskabeligt arbejde?"). Til gengæld fungerer det fint at illustrere med Søren Fauths forskning i tysk påvirkning af skandinavisk kultur - dels i kataloger og dels i bibliografier.
Efter denne indledende aktivering "kører" jeg et eksempel igennem på hvordan en emnesøgning kan gribes an. Eksemplet er "Sturm und Drang". Det er godt for mig til at vise søgninger - og det er fint fordi det faktisk er det emne de har på det tidspunkt! Via eksempel får jeg dem vist både opslagsværker for faget, og bibliografien MLA.
Efterfølgende får de selv en 10 minutters tid til at finde litteratur om Stalingrad, ved at bruge ressourcerne på fagsiden for Tysk eller Historie - inden vi i fællesskab gennemgår deres erfaringer, og jeg får samlet op på deres spørgsmål.

Afsluttende giver jeg en introduktion til referencehåndtering. Viser dem EndNotes funktionalitet, og hvordan det i sammenhæng med Word kan hjælpe dem med at overholde Merkblatt; inden jeg til slut viser dem hvor de henter programmet.

På dagen får de også en introduktion til "Bibliotekets Hjørne", og besked om at det åbnes for dem nu, med en generel introduktion og en vejledning i brugen af EndNote; og en efterfølgende løbende oplægning af vejledninger og guides til emnesøgning indenfor Historie, Litteratur og Kultur og Medier.
Desværre viste det sig, hér to uger senere, at siden ikke har været tilgængelig for de studerende, før jeg nu fik Katja til at åbne for det. Åbenbart er mine rettigheder ikke tilstrækkelige?!
Aktuelt ligger nu også en vejledning i emnesøgning på historie, og i de kommende uger vil jeg også lægge vejledning i Litteratur og til sidst i Medieområdet op.

Specialeforberedende profilfag F17

Students walking in a demonstration, demanding that the schools be reopened.
Location: Shanghai, China
Date taken: December 1945
Photographer: George Lacks


I november afholdt CUDiM deres første specialeforberedende profilvalgfag; hvor jeg deltog med, hvad der endte med at blive, et fuldt specialeseminar fra biblioteket. Dette kursus har CUDiM udbudt igen i foråret - og denne gang med et 4-timers forløb til mig indskrevet fra begyndelsen, som én af de 10 kursusdage på holdet.
I efteråret havde kurset haft deltagelse af knap 40 studerende, fra alle afdelinger på IKK og IKS. Forårets kursus har derimod kun 19 tilmeldte, hvoraf de 16 kommer fra faget Historie. Ydermere kunne jeg forstå, at de ikke var helt frivillige deltagere; men mere havde måttet vælge kurset, fordi der simpelthen ikke var andre udbud.

I efteråret havde jeg, fordi formatet blev fastlagt så sent, valgt at gøre som jeg plejer på specialeseminarerne - dog med den tilføjelse, at de studerende fik til opgave at arbejde med et decideret skema som dokumentation for processen. De indledende punkter skulle forberedes hjemmefra; hvorefter resten kunne bruges som hjælp til den afsluttende workshop.

Denne gang havde jeg tid til at lave en mere målrettet forberedelse af kurset, hvor jeg kunne tage højde for (og drage fordel af) at alle kursister var det samme sted i processen. Fordi jeg havde mulighed for at arbejde med workshops som en del af programmet, blev seminaret samtidig også mit  eksempel i et kursus i workshops som jeg deltager i i foråret.
De elementer jeg ville prøve at inddrage var:
- Keep it simple (skære elementer og eksempler væk)
- Blended learning (inddrage andre læringsformer end oplæg og workshop)
- Erstatte det afsluttende workshop med en række fokuserede workshops)
- Være meget tydelig om disposition og progression for forløbet
- Bruge en søgeprotokol som rygrad for hele forløbet
- Lave evaluering (finde en model og afprøve den)

Jeg startede med at lave min helt egen søgeprotokol (med inspiration fra andre AU Library søgeprotokoller):
1. Beskrivelse af emne
2. Valg af aspekter/delemner
3. Liste over termer til aspekterne
4. Valg af baser
5. Datablad for hver valgt database, med mulighed for at holde styr på  søgearbejdet.

Deltagerne blev bedt om at forlods udfylde de to første punkter hjemmefra, således at dispositionen fra min side blev:
- Oplæg om inspirationssøgning og hjælpeværktøjer (håndbøger m.m.)
- Workshop i at samle søgebegreber til aspekterne (pkt. 3)
- Oplæg om struktureret søgning og valg af databaser
- Workshop i at vælge baser (pkt. 4)
- Oplæg om databasestruktur og søgefunktionalitet
- Workshop i strukturet søgning i database(r) (pkt. 5)
- Afsluttende oplæg om referencehåndtering og programmet EndNote
- Workshop i brugen af EndNote

Erfaringer
Der mødte 13 deltagere op - næsten alle fra Historie. De havde alle set mit oplæg på Blackboard; men i og med at det lå under fanebladet "Litteratur", havde de ikke taget det for at være alt for obligatorisk...
Deres forberedelse havde været at beskrive deres emne, og forsøge at dele det op i delemner; samt at downloade og installere Endnote. Det havde været en udfordring for mange at få installationen af EndNote til at fungere - også selv om jeg havde beskrevet de vanskeligheder, de kunne træffe på. Flere gav i tillæg udtryk for, at de ikke forstod hvad jeg mente med at de skulle "beskrive de aspekter der er indeholdt i dit emne".

Det gav mig en del udfordringer i at få processen til at forløbe, sådan som jeg havde forestillet mig det.
Mit første oplæg er designet til at give en række nyttige værktøjer til en indledende, eksplorativ søgning, der kan hjælpe med at opbygge en struktureret oversigt over de søgetermer, der vil være nyttig i det videre arbejde. Det var det også, kunne jeg forstå; men eftersom begrebet "aspekt" ikke var forstået af alle, blev arbejdet med at afprøve teknikkerne meget tøvende og ustruktureret.
En decideret forklaring på begrebet kommer også først under mit andet oplæg, hvor det er en central del i trekantmodellen. Som det eneste element, har dette oplæg ikke en efterfølgende workshop; fordi det denne gang "kun" fungerede som oplæg til det at finde de rigtige værktøjer til den strukturerede søgning.
De efterfølgende to workshops: Udvælge databaser, og afprøve databaser, blev lidt mere fokuserede - uden at jeg dog følte at jeg havde helt styr på processen.
Også den sidste time om referencehåndtering blev kraftigt forstyrret af at kun få var så langt i processen, som jeg havde håbet. Meget energi (både fra de studerendes og min side) blev brugt på at få færdiginstalleret EndNote - både under mit oplæg i den efterfølgende workshop; hvor det mere var mit håb, at tiden kunne være blevet brugt på at opnå færdighed i brugen af programmet.

Opsummering
Det er min opfattelse, at modellen er brugbar. Faktisk mener jeg også at skemaet er brugbart og forståeligt. Èn korrektion til næste gang kunne være at linke til Studiemetroens beskrivelse af arbejdet med struktureret litteratursøgning, samtidig med at skemaet lægges op - og dermed forhåbentlig få  flere til at arbejde hensigtsmæssigt med skemaet. En mulighed i den forbindelse kunne også være at introducere et punkt 1½, hvor den studerende får mulighed for bare at liste emneord op i tilfældig orden.
En anden korrektion kunne være at dele det andet oplæg i to, med hver sin workshop: Kategorisering og strukturering af emneord, og Valg af databaser.
Download og installation af Endnote kunne godt være et vedholdende problem. En mulig løsning kunne dog være at medbringe programmet på USB, og så bruge en ti minutters tid først på at få gjort folk klare.

Inden den fjerde time - og inden EndNote - gennemførte jeg en mundtlig evaluering. Feedback fra de studerende var at mine oplæg havde været rigtig gode og brugbare; men at de generelt havde synes det var hårdt med så mange workshops, når det "bare" var tørtræning, og ikke det rigtige speciale.
Det stritter selvfølgelig noget imod at jeg planlægger at introducere nok en workshop; men det hænger for mig at se nøje sammen med deres manglende fokus for de enkelte workshops.

I forhold til min plan for seminaret som øvelse, blev rigtig mange ting ikke forløst:
- Jeg fik gjort det mere simpelt; men der er stadig plads til forbedring.
- Blended learning faldt bort - mest på grund af tidsnød, men nok også mangel på oplagte kandidater.
- Workshops blev afprøvet; men jeg skal arbejde med at gøre dem langt mere fokuserede.
- Jeg skal klart være (endnu mere) tydeligere om plan og progression.
- Søgeprotokollen blev ikke færdigudviklet første gang; men den er jeg dog relativt tilfreds med.
- Evaluering blev kun mundtlig. Jeg prøvede at se på Kahoot som redskab; men forstod intet af det...


fredag den 27. januar 2017

Specialeseminarer vinter 2016/17

Edu Univ. Euro (Bri) Oxford Students
EDU Univ. Euro (BRI) Oxford Students
cop. Time Inc.

Før og efter juleferien har jeg gennemført ialt 6 specialeseminarer for de studerende på Arts, der skal igang med at skrive speciale i forårssemestret.
Som sædvanlig har seminarerne været udbudt af - og koordineret med - Studiecenter Arts øvrige tilbud til de specialeskrivende. Og som sommerens seminarer har de alle været afholdt af mig alene; dog således at jeg til det 1. og 4. seminar fik assistance fra biblioteket i Emdrup, således at vi kunne lave parallelle spor for IKS/IKK-studerende og DPU-studerende på disse dage.
Overordnet har vi alle fulgt den samme model for afvikling og for indhold som for sommerens seminarer.

Resultatet deltagermæssigt blev:


Dato
I alt
DPU
IKK
IKS
Fremmødte
14.12
43
25
15
3
30
20.12
22
9
9
4
13
4.1
47
23
14
10
35
10.1
61
37
19
5
52
16.1
25
15
9
1
18
19.1
7
0
5
2
4

205
109
71
25
152


I forhold til tidligere års tilmeldinger ser det rigtig fornuftigt ud. Vi havde sidste år det samme antal tilmeldinger og fremmødte fra IKK og IKS. For DPUs vedkommende var tallene sidste år på kun det halve; men her var der efterfølgende mange forsøg på eftertilmeldinger. Så samlet set ser det ud til at vi har nået de sædvanlige grupper af studerende, selvom afviklingen af seminarerne nu er flyttet mere end en måned frem i tiden.
Det er stadig bemærkelsesværdigt så skæv fordelingen mellem de tre institutter er, med et meget ringe fremmøde fra IKS. Store fag som Historie og Teologi har et langt større antal studerende på specialesemester, end de ganske få der dukker op; og har da også for år tilbage været mere talrigt repræsenteret. Det bliver (igen i år) et tema for mødet med fagleder.
Også de engelsksprogede deltagere har et forvirrende fremmøde mønster. Der var kun ganske få til efterårets seminar. Det giver i og for sig god mening, fordi de store fag (International Studies, Global Security m.v.) typisk er på udveksling i efteråret. I år kom de bare - i modsætning til sidste forår - heller ikke til vores engelsksprogede seminar den 19. januar. Jeg er spændt på om der kommer en bølge af for sene tilmeldinger i starten af februar...

Indholdsmæssigt følger de to første timer overordnet set modellen fra sommerens seminarer. Jeg har dog løbende tilpasset det, i forhold til de tilbagemeldinger jeg har fået, hvor den største ændring er at jeg nu arbejder med at lægge 1-2 mini-workshops ind i denne del af forløbet. Alle har fået udleveret min skabelon, som grundlag for arbejdet i disse 10 minutters breaks; men min oplevelse er at deltagerne rigtig gerne vil udnytte det til at få hjælp til helt konkrete problemer istedet.

Den største ændring har helt sikkert været præsentationen af referencehåndteringsværktøjet. Her har jeg haft en udvikling over de 6 seminarer fra at præsentere Refworks Legacy; over en ligelig præsentation af RWLegacy, Zotero og Endnote; til en præsentation med vægt på Zotero; og til sluttelig at være en præsentation af Endnote...
Det har været en udfordring for de studerende - men så sandelig også for mig....
Jeg har uværgerligt måttet efterlade de studerende lidt i stikken. Ideelt set, vil de helst bare have præsenteret en redskab de kan bruge til deres speciale; og så blive ledt igennem processen med hvordan de skal arbejde med programmet. Det vil jeg kunne løse ved at give dem Endnote.
Problemet i den forbindelse har været tosidigt: 1) Vi har ingen eksperter på Endnote i Arts Århus. DPU-studerende vil kunne få hjælp fra Emdrup; men hvad med de andre? 2) Zotero er gratis, og dermed også brugbart efter studietiden uden restriktioner - og så synes jeg helt banalt bedre om det...
Det har været en meget lærerig proces for mig, hvor en af sideeffekterne er at jeg nu har et tåleligt kendskab til alle tre forskellige systemer. Det næste kunne blive Menderley; men mest af alt trænger jeg til at vi træffer beslutning om et fremtidigt, foretrukket system.

I modsætning til sommerens seminarer, har jeg denne gang haft studerende lige til klokken fire - i gang med at arbejde med litteratursøgning og referencehåndtering, med vejledning fra mig. Der er stadig mange der forlader seminaret efter de første to timer, eller efter gennemgangen af referencehåndteringsprogrammer; men jeg synes klart der har været en større lyst til at udnytte workshopdelen til sidst til noget.