onsdag den 25. oktober 2017

Ph.d.kursus efterår 2017

Yale University Commencement
Date taken: 1953
Photographer: Al Fenn
cop. Time Inc.

Til evalueringen efter forårets kursus, besluttede gruppen at sætte et par mødegange af til at gennemgå indholdet og forløbet, med henblik på at optimere sammenhæng og flow mellem de enkelte elementer.
I det store billede er vores indhold meget det samme; men et vigtigt udbytte var at vi fik udarbejdet en mere detaljeret drejebog for de enkelte indholdselementer - og ikke mindst at vi fik knæsat princippet om en stadig vekslen mellem korte oplæg og dertilhørende workshops/opgaver.
Drejebogen hjalp os så også en hel del, da vi nærmede os selve kurset - og vi skulle forsøge at huske, hvad vi i sin tid havde aftalt...

Som følge af tilbagemeldinger fra sidste efterår, så havde vi rykket efterårets kursus en måned frem i tiden, så de to kursusgange lå i slutningen af september/starten af oktober. Med en øget opmærksomhed på at skrive tidligt ud til efterårets nye ph.d.studerende (de fik et velkomstbrev fra biblioteket lige omkring den 1. september denne gang), så lykkedes det vist meget fint med at nå ud til den primære målgruppe. I hvert fald havde vi et meget normalt antal deltagere (13); og i tilgift udtrykte de også tilfredshed med at kurset lå så relativt tidligt i deres forløb.

Både forberedelsen og afviklingen af efterårets kursus forløb meget gnidningsfrit.
Blackboardkurset fra tidligere blev genbrugt; og det fungerer OK med at styre publicering af indholdselementerne, efterhånden som de er klare. Også teknikken i undervisningslokalet fungerer nu lydefrit. Der var som sædvanlig lidt korrespondance omkring mulig erstatning for manglende deltagelse den ene eller den anden dag. Denne gang måtte vi dog være lidt mere "hårde" end vi plejer, og insistere på at der ikke kunne laves særordninger.
Også på andre områder kan vi mærke, at vi bliver færre i gruppen. Vi begynder at blive meget sårbare overfor afbud af den ene eller den anden art. Det gik dog fint med afviklingen denne gang; men det bliver helt sikkert et emne vi kommer til at tage op, når vi ser fremad.

Af de 11 gennemførende deltagere, fik vi en skriftlig evaluering af de 6. Både den tilbagemelding - og den vi fik i afslutningen af den anden undervisningsgang - peger på en generel tilfredshed med både indhold og afvikling.
Vi var selv noget nervøse over om den store fokusering på progressionen i arbejdet med litteratursøgning, ville gøre kurset for "langsomt", og kunne gøre at det oplevedes som for banalt i sin tilgang til litteratursøgning. Det synes nu ikke at være tilfældet; selvom en enkelt kommentar peger i den retning.
Jeg kunne dog godt forestille mig at vi vil give kurset lidt "fred", og benytte nøjagtig den samme model i foråret; inden vi laver eventuelle tilpasninger. Det skal vi dog lige have en eftersnak om.

Ingen kommentarer: