Creative Arts Graduate Students At The State University Of Iowa, Iowa City Iowa
Date taken: 1961
Photographer: Alfred Eisenstaedt
cop. Time Inc.
I år fulgte jeg i store træk modelle fra sidste års undervisning for de 2. semesterstuderende på Nordisk.
Udfordringen er at det dels skal rette sig mod fagkursets mål: En ugeopgave i litteraturens teori og metoder; og dels klæde de studerende på til de øvrige biblioteksmæssige udfordringer de vil møde på BA-studiet. Det er derfor vigtigt at holde tingene adskilt; og gøre mine planer for indhold og progression meget tydelige, så den store informationsmængde ikke forvirrer mere end den hjælper.
Jeg viser derfor mine planer på storskærm (kunne også være tavle...), samtidig med at jeg gennemgår dem i starten af timen - og jeg sørger også for at nævne hver gang jeg går videre til et nyt element.
Indholdet ER stort: Gennemgang af læsning af referencer + hvordan man lokaliserer og finder dem på biblioteket (med et indslag om hvordan man finder anmeldelser i bibliotek.dk); demonstration og workshop i emnesøgning efter litterære emner; gennemgang af fagsider som redskab til emnesøgning generelt; fremvisning af Mediestream...Og så bliver det hele garneret af en introduktion til EndNote, som indledning og afslutning på de to timer...
I år havde jeg de tre ordinære hold, men ikke noget tilvalgshold. For de to af dems vedkommende, var mit bidrag de to ud af de tre timer på sidste undervisningsgang, mens jeg på det tredie havde de studerende på en ekstraordinær undervisningsgang tidligere i semestret. Begge modeller viste sig at fungere fint. Der var lidt færre fremmødte til den ekstraordinære gang, men ikke bekymrende (17 mod 22 og 22); og det var faktisk det første hold der tog prisen som det mest medlevende (og taknemmelige).
Jeg oplevede dog alle tre gange som meget positive, og med en rigtig stor grad af medskabelse fra de studerende. For at kunne nå omkring EndNote, havde jeg i år speeded min gennemgang af "hvordan man skaffer materialer" noget op; og faktisk kun for alvor brugt tid på anmeldelserne; og det havde jeg det overraskende godt med. Og effekten af mit indslag om anmeldelser bliver også større dermed.
De senere år har jeg været sikker på indholdets relevans; men jeg har været ærgerlig over en temmelig ringe interaktion med de studerende. Til i år lavede jeg workshoppen om, således at de studerende blev delt i tre grupper - kataloger, bibliografier, fuldtekstværker - hvor de så skulle præsentere for både mig, og deres medstuderende, hvad de havde fået ud af deres søgning på Herman Bangs "Ludvigsbakke". Om det kun var derfor ved jeg ikke; men der var en langt mere aktiv deltagelse fra alle tre hold.
Til næste gang skal jeg dog nødvendigvis se på indholdsmængden. I år har jeg udeladt alt om arkivsøgning (Dansk Kulturarv, Runeberg m.m.); håndtering af nye forfatterskaber; Studypedia; e-bøger; og da jeg også bruger et absolut minimum af tid på sproglige ressourcer, så er det egentlig kun tilstedeværelsen af Mediestream der gør, at det ikke er et "rent" kursus i søgning af litteratur og dansk skønlitteratur.

