onsdag den 27. september 2017

Specialeforberedende forløb efterår 2017

Chicago University
Date taken: October 1948
Photographer: Joe Scherschel
cop. Time Inc.


Siden sidste optræden på det specialeforberedende profilvalgfag på CUDiM i foråret, har jeg - netop i samarbejde med CUDiM - udfærdiget et e-læringsforløb, der kan erstatte mit normale seminar for kommende specialeskrivere.
E-læringsforløbet er indlejret i CUDiMs forsøg med "takeaway teaching": Små forløb egnede til at træne generiske færdigheder, som fagundervisere kan tage og indkorporere i deres egen fagundervisning.
Mit forløb om informationssøgning og referencehåndtering for specialestuderende er af en lidt anden karakter; men i fællesskab har vi opdelt det i tre selvstændige elementer, der igen kan underinddeles. På den måde kan de enkelte dele indgå på lige fod med de øvrige elementer i TAT-formatet - og samtidig har jeg fået hjælp til at lave et forløb, der kan erstatte mine seminarer; for de studerende der er på praktik- eller udlandsophold, på 3. semester KA.
Hele TAT-formatet afprøves og evalueres hér i løbet af efteråret. Også mit bidrag bliver testet: Dels i et fagkursus i CUDiM-regi, og dels overfor gruppen af kommende specialeskrivere på Tysk.

I dette efterår afholder CUDiM igen et alment specialeforberedende profilvalgfag. Det bliver sidste gang, fordi de specialeforberedende elementer i vid omfang fremover skal indgå i fagenes egne udbud på 3. semester KA - nogle i samarbejde med CUDiM  og Studiecenter Arts, og andre udelukkende fagbaserede.
Selvom det altså var sidste gang jeg skulle afholde et fire timers forløb i dette regi, så besluttede jeg alligevel at lave mit undervisningsmateriale om, således at det i videst muligt omfang kalkerede den måde mit e-læringsforløb var struktureret. Mit håb var, på den måde, at få nyttig viden om hvordan sammenhængen mellem oplæg og opgaveløsning i forløbet bliver modtaget og forstået.

Strukturen blev derfor at mine skriftlige vejledninger, i videst muligt omfang blev til mine oplæg; og at mine powerpoint også lignede den information i Studypedia, jeg trækker på.
I e-læringsmaterialet er de fleste opgaver dobbelte: Først baseret på et bundet emne, og derefter på den studerendes eget. Til dette forløb valgte jeg at tage udgangspunkt i et bundet emne "Sociale medier og mobning", og med fokusgrupper som anvendt metode.
På de fire timer skulle jeg derfor afvikle de tre selvstændige temaer:
Inspirationssøgning, med to oplæg og to tilhørende workshops
Systematisk søgning med tre oplæg og tre workshops
Referencehåndtering, bestående af et oplæg og efterfølgende workshop.
Ud fra denne ramme, sammensatte jeg programmet, og tidssatte de enkelte elementer, således at vi kunne nå i mål på den afsatte tid.

Hele holdet består af cirka 40 studerende. På dagen var der mødt 27 frem i CUDiMs undervisningslokale (hvor den store projekter i øvrigt var i stykker...).
Efter en kort introduktion til rammerne for dagens indhold, gik jeg igang med at afvikle forløbet.

Overordnet var jeg tilfreds med dagens forløb, De studerende var positive og engagerede; og det var mit klare indtryk at de anerkendte og forstod konceptet, og også kunne følge (nogenlunde) med i progressionen.
Jeg kom dog ret hurtigt bagud i programmet, Noget af årsagen ligger i mine oplæg om inspirationssøgemetoderne, og gennemgangen af håndbøger; hvor jeg har en tendens til at dvæle for længe ved eksemplerne. Det var samtidig dog også nogle oplæg som jeg eksplicit høstede meget ros for...og det handler også lidt om resten af årsagen til at programmet blev udfordret: For mange studerende er selv banale søgeteknikker (frasesøgning og trunkering) helt nyt; og det kastede en del spørgsmål og opklarende snak af sig. I sig selv absolut positivt; men samtidig også med den konsekvens, at den ene workshop under Systematisk Søgning blev sløjfet, og erstattet at et lidt forlænget oplæg fra min side.
En vigtig viden i forhold til e-læringsmaterialet er, at der skal være en tydelig, og god, forklaring på nogle, måske helt basale, teknikker - og gerne meget tidligt i materialet. Gerne også i flere former (grafikker, film, tekst osv).

Jeg blev i løbet af processen også ret glad for mit eksempel, og tænker at det skal erstatte nogle af de andre, der nu optræder i e-læringsmaterialet.
Samlet set brugte jeg rigtig meget tid på denne opgave - særligt i forberedelsesfasen; men jeg føler nu bagefter også at det var rigtig givtigt for mig. Og jeg havde gudskelov også en klar fornemmelse af at de studerende også fik noget ud af det...

Ingen kommentarer: