Edu Univ. Euro (Bri) Oxford Students Women
cop. Time inc.
I samme uge hvor jeg underviser tre hold fra Nordisk, har jeg også undervisning af tre hold fra Filosofi.
Der er mange lighedspunkter: Det er i begge tilfælde 2. semesterstuderende, der skal have deres første introduktion og kursus fra biblioteket; det er í begge tilfælde koblet på et fagkursus; og det er timet med at ligge umiddelbart inden de skal starte på deres første, større skriftlige opgave.
Der er også i hvert fald én stor forskel: Hvor timerne med Nordisk ofte udformer sig som en enetale fra min side; så bliver timerne med Filosofistuderende altid til en dialog. Jeg får løbende input i form af spørgsmål og kommentarer - og jeg bliver sandelig også udfordret om relevans og nytte af min undervisning.
I år er der kommet endnu en forskel: På Nordisk er det stadig en "standard" to-timers lektion; men i år er min lektion på Filosofi udvidet til tre timer - og til gengæld er der ikke længere et tilbud om et ekstra redskabskursus i RefWorks i ugen efter.
Som konsekvens heraf skulle jeg i år tilbyde et frivilligt element (referencehåndtering) indlejret i et i øvrigt obligatorisk kursus i litteratursøgning. Det var lidt en udfordring, og jeg var lidt spændt på hvordan det ville komme til at fungere i praksis.
Overordnet fungerede min progression; men jeg blev betydelig bedre til at time den i løbet af de tre kursusgange.
Modellen blev at det faglige indhold i den første time var materialetyper og "skaf"; i den anden time både ufokuseret og akademisk emnesøgning; og i den tredje time opslagsværker og videnskabelighed. Referencehåndtering blev præsenteret som disciplin, og RW som værktøj, i starten af den første time; mens funktionalitet og brug af programmet i øvrigt blev gennemgået til sidst i den tredje time.
Da det er første gang de studerende møder biblioteket bruger jeg traditionelt de første ca. 10 minutter på at snakke om oprettelse som bruger, adgang til bibliotek, printsystem m.v., for at sikre at alle kender tilbuddene.
Der har de senere år været et vigende antal deltagere. De tre hold bør være på ca. 30 studerende; men jeg har efterhånden været ude for at under det halve antal møder op, på trods af at kurset nominelt er obligatorisk. Jeg havde emnet oppe med underviser i år, og jeg kunne forstå på de studerende, at de var blevet indskærpet at deltagelse var obligatorisk; med mindre de kunne få min accept af at blive væk. Det var der en 4-5 der benyttede sig af.
I øvrigt mødte der stadig kun ca. 15 frem alle tre gange. De der var mødt frem var både medlevende og aktive i timen; men de fleste gav samtidig også tydeligt udtryk for at de kun var mødt frem fordi de skulle!
Hvorfor den holdning er så udbredt på Filosofi forstår jeg sådan set ikke. Jeg er med på at deres fagområde ikke er det sværeste at manøvrere i, litteratursøgningsmæssigt; men det er samtidig tydeligt for mig, at de alle undervejs har en oplevelse af at få nogle redskaber, de kan gøre god nytte af i litteratursøgningssammenhæng fremover.
Der var da også en god stemning alle tre dage; og langt de fleste blev til den bitre ende, for at få gennemgået brugen og funktionaliteten af RefWorks.
lørdag den 9. maj 2015
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)


Ingen kommentarer:
Send en kommentar