Yale-Vassar Bike Race
Date taken: April 1952
Photographer: Yale Joel
cop. Time Inc.
Igen i år er jeg blevet bedt om at bidrage til rusintro-dagene for kandidatstuderende på Engelsk.
Oprindeligt med en plan for en fælles Blackboard + biblioteksintroduktion for alle; efterfulgt af to en times workshops i litteratursøgningsredskaber rettet mod henholdsvis litteratur og lingvistik. Denne plan ville dog have kollideret med en tilsvarende aftale jeg havde lavet med TyskRomansk. Da jeg samtidig havde meget lidt lyst til at undervise mere i Blackboard, af indtil efterhånden mange årsager (flertallet af studerende kender nu programmet; i modsætning til mig bruger de det også på en daglig basis; det er faktisk meget selvforklarende; og faktisk er det nu også blevet et ansvarsområde for studievejlederne...), fik jeg overtalt koordinatoren til at vi droppe det element, og koncentrerede os om de faglige introduktioner.
På dagen var jeg væbnet til tænderne med en kort, almen repetition (af hensyn til studerende med anden baggrund end en BA fra Engelsk); en gennemgang af værktøjer til at finde de bedste databaser (fagsider m.m.); nogle skarpe eksempler i søgninger i henholdsvis MLA og LLBA, der gerne skulle tage de studerende lidt ud i krogene af de mange muligheder de bibliografiske baser stiller til rådighed; en fremvisning af samsøgning, og eksempler på hvordan man ad den vej kunne spores ind på at bruge andre databaser; og endelig en rundtur blandt de forskellige muligheder for at gemme og dele søgninger og resultater.
Jeg havde såmænd også forberedt at tage en tur omkring de centrale opslagsværker for fagene. Det nåede jeg slet ikke. Jeg nåede såmænd heller ikke fuldt igennem programpunkterne ovenfor. Og det var der flere årsager til.
Programmet var modelleret over sidste års program, og baseret på de ønsker uddannelsesleder havde fremført. Sidste år var de to gange en times workshop gået helt i skuddermudder på grund af manglende netforbindelse på dagen. Det havde medført at jeg havde måttet tale mig igennem timerne, løseligt baseret på mit forberedte materiale. Det var derfor ikke gået op for mig, at det rent faktisk er alt for meget indhold jeg har linet op til en enkelt times workshop.
Det blev ikke bedre af at jeg også i år blev ramt af IT-problemer. En halv time før undervisningens begyndelse døde min bærbares eduroam-forbindelse. Jeg troede at jeg kunne klare mig ved at benytte den gamle AUWlan-forbindelse; men det gik først op for mig fem minutter inde i første time, at det ikke virkede. Jeg fik en af de studerende til at lave et gæstelogin på min computer til resten af den første time; og IT-helpdesk lavede en mere officiel til mig til næste time, mens holdet sad og ventede. Det havde ikke nogen positiv indvirken på mine fremlæggelser, og det skar også begge timer ned til 45 min. i stedet for den fulde time.
Selv med en fuld time, bør jeg dog skære ned på indholdet. Særligt frembyder sidste element om at gemme og dele søgninger og resultater et problem. For det første bliver jeg nødt til at inddrage RefWorks. Den har alle BA-studerende ganske vist stiftet bekendtskab med på første semester; men det er ikke alle der anvender det stadig, og mange af de nye har aldrig været præsenteret for referencehåndtering i det hele taget. Samtidig er hele konceptet med at dele mapper og brugerprofiler nyt - ligesom det at oprette brugere i Proquest og Ebsco (og gemme og dele herfra) er nyt. Samlet set rimer det dårligt med 10 minutter i slutningen af en time, og får hele workshoppen til at fremstå lidt ufærdigt og lidt frustrerende.
Fremmødet i år var også lidt utilfredsstillende. Sidste år havde jeg 10 til lingvistik og næsten 30 til litteratur. I år var der 8 til lingvistik, og 15 til litteratur - men det var mest fordi at 7 ud af de 8 fra lingvistik blev og overværede den efterfølgende workshop. Måske er en del af forklaringen, at jeg åbenbart var det eneste indslag i rusugen den dag, hvor jeg sidste år var en del af flere, efterfølgende indslag for de studerende.
fredag den 4. september 2015
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)


Ingen kommentarer:
Send en kommentar