fredag den 13. april 2018

Engelsk HSC2 forår 18

Foreign Students Essay
Date taken: 1956
Photographer: Eliot Elisofon
cop. Time Inc.

I dette undervisningsår følger jeg i store træk samme model for bibliotekets bidrag til Engelsk, som det foregående år: Et introducerende kursus på 1. semester, sammen med Lotte, med udgangspunkt i Literature Studies; og et mere avanceret kursus i emne- og kildesøgning på 2. semester, med fokus på History and Cultural Studies.
Efter aftale med efterårets underviser, Dominic, inddrog jeg også introduktion til EndNote allerede på det introducerende forløb. Det lå året før på det avancerede kursus. Det medførte lidt nedjustering i forhold til øvrige indhold på introduktionskurset; men gav mig så til gengæld mere plads til at gennemgå kildesøgning og arkiver, på dette kursus.
Sidste år var der et lettere utilfredsstillende fremmøde til det avancerede kursus - særligt for de to tilvalgshold. Mit oplæg blev derfor til faget, at vi slog mit bidrag til tilvalgsholdene sammen til ét. Vi endte op med (på undervisernes foranledning) at reducere mængden til 3 kurser: Hold A+B, Hold C+D, og tilvalgshold.

I øvrigt var samarbejdet med de to hovedundervisere (for del-linierne American og British Studies) som sædvanligt ualmindelig godt. Jeg er sådan set ikke i tvivl om at de klæder både mig, og de studerende, godt på til bibliotekets bidrag, med hensyn til formål og indhold. Og det samme gør sig i øvrigt også gældende for hovedunderviser på efterårets forløb...
Alligevel står jeg tilbage med en halvdårlig oplevelse efter dette undervisningsårs indsats. Fremmødet har bestemt ikke været tilfredsstillende på forårets kurser - i alt 30 personer ud af 90 potentielle BA-studerende, og kun 3(!) tilvalgsstuderende. Samtidig måtte jeg også konstatere, at ingen havde taget EndNote til sig, efter introduktionen i efteråret; på trods af at meningen var at underviser efterfølgende ville sikre, at alle tog det i brug og afprøvede det. Interessen for at få en (gen)introduktion var dog meget høj, så jeg endte med at bruge den samme mængde tid på referencehåndtering som jeg plejer på det avancerede kursus (og dermed igen lade kildesøgning lidt i stikken).

Forløbet i øvrigt var uændret fra sidste år: Jeg tager udgangspunkt i en dialog om Hvad er videnskabelighed - og hvor finder vi det? Dernæst viser jeg hvordan den videnskabelig produktion kan findes via katalogen og Google Scholar. Jeg går derefter over til at vise dem en ustruktureret emnesøgning i disse to redskaber, som oplæg til at vise dem mulighederne for at lave emnesøgningen struktureret - og om muligheden for at finde redskaber hertil på bibliotekets fagsider. Som afslutning herpå afprøver de studerende selv disse redskaber med mine medbragte øvelser; inden vi gennemgår deres oplevelser i plenum - suppleret med et par af mine. Hvad der er tilbage af tid, bruges på en hurtig rundtur i brugbare netsteder for kildesøgning i amerikansk, irsk og britisk historie.
Det er i forvejen et pænt presset program, som så i år igen startede med et kvarters introduktion til EndNote.

Helt overordnet er jeg ganske tilfreds med struktur og indhold, og synes jeg får god respons på det på holdene. Jeg er dog bekymret over, hvor lidt der så at sige hænger fast fra første til anden undervisningsgang; og jeg er ganske utilfreds over det alt for spinkle fremmøde til forårets undervisningsgang.
Jeg har efterfølgende korresponderet med Dale fra forårets kursus, og med ham aftalt at erfaringerne fra dette år inddrages i den nye BA-ordning for Engelsk, som træder i kraft fra undervisningsåret 2018/19.

Ingen kommentarer: