fredag den 23. november 2018

Cognitive Semiotics 1. semester

D.P. College Queen - Florida State University
Date taken: 1952
Photographer: Robert W Kelley
cop. Time Inc.

Semesterets sidste biblioteksbidrag til et fagkursus, var samtidig også min første gang med netop dette fag: Cognitive Semiotics. Cognitive Semiotics er - som kandidatuddannelsen på Lingvistik - en engelsksproget uddannelse; men, til forskel fra Lingvistik, med et overvældende antal udenlandske studerende. Det er derfor også en uddannelse der nu bliver ramt af begrænsningerne på optaget af udenlandske studerende.
Det er derfor ikke så sikkert at det bliver til undervisning på dette fag næste år fra min side; men til gengæld virkede det som om at jeg solgte biblioteket godt, og rent faktisk ramte ned i et behov fra fagets side.

Indholdsmæssigt havde jeg taget meget af strukturen med fra mit bidrag til Cognitive Science: Et hurtig check af at det basale omkring biblioteksbrug var på plads; et hovedelement der bestod af inspirationssøgning i kataloger, og systematisk søgning i baser; og en afslutning omkring referencehåndtering. I forhold til Cognitive Science-kurset, forestillede jeg mig at skære ned på det mere almene og overordnede -  i og med at det var kandidatstuderende der nu var målgruppen - men selvfølgelig at tage det efter gehør.
Jeg havde også til dette kursus hentet eksempler fra fagkurset: Forståelse af "visual language"-tekster, og framing af ordet terrorist til workshopdelen. Samtidig var jeg hjulpet af at vi (næsten) havde fagsiden på plads: Jeg kunne vise den fuldt funktionsdygtig som kladde; men den ville først blive publiceret senere på dagen...

Der var mødt 11 studerende frem, samt deres underviser på fagkurset. Jeg kunne konstatere at mit program i store træk holdt, og oplevedes som relevant. Der var ganske vist et par studerende med BA fra AU; men den var for alles vedkommende nogle år gammel. Alle var derfor på nogenlunde samme niveau: De brugte udelukkende bibliotekskatalogen og Google Scholar + et par stykker JStor. De var alle hurtigtopfattende og interesserede i at have flere redskaber til litteratursøgning. Og de kunne se sig selv i mine eksempler.
Tidsmæssigt blev jeg igen udfordret. Selvom jeg i den første time også nåede frem til en snak om videnskabelighed, og en præsentation af bibliografier og fagsider; så var der ikke tid til for alvor at få samlet op fra workshoppen, hvor de skulle samsøge i Proquest efter framing af terrorist.

Der var dog en overvældende positiv respons de jeg sagde tak for idag. Det samme overordnede billede stod også tilbage efter min opfølgende fokusgruppe-snak med tre af deltagerne, der i starten af timen havde meldt sig til det.
Min plan var at lave en opsamling fuldstændig analog til den jeg brugte til Cognitive Science, så de pågældende tre personer sagde også ja til at modtage en opfølgende questionnaire i slutningen af januar.
Selve interviewet understøttede mig i at jeg har ramt et fornuftigt niveau i min præsentation, og at min progression er forstået og hjælpsom. Ligesom med Cognitive Science er der et ønske om materiale at støtte sig til. I dette tilfælde var forslaget om jeg kunne lave et flowchart (mindmap), der kunne visualisere søgeprocessen. Det lyder spændende - og måske netop en idé for Studypedia?

Ingen kommentarer: