fredag den 30. oktober 2009

BA-studerende Engelsk efterår 09

Oxford University students playing rugby
Oxford, England, 1939
Photographer: William Vandivert
cop. Life Inc.

Belært af sidste års erfaringer, så kontaktede jeg i år Johanna fra Engelsk, for at høre om de studerende på de fagkurser, der leder frem mod BA-projektet, havde brug for assistance fra biblioteket.
Nogle få af dem havde i forvejen fundet frem til vores halvdagseminar i starten af september, rettet mod de specialeskrivende samt de BA-skrivende fra Nordisk, og de andre afdelinger på SLK. Men da man på engelsk har denne særlige tilknytning mellem efterårets fagkurser, og det efterfølgende BA-projekt - så er de studerende ikke "klare" til litteratursøgningsdelen førend her i slutningen af oktober.

Tilbagemeldingen var at Johannas hold med emnet Sprog i Nordamerika, og Jodys hold med emnet Medier og PR i USA, var interesserede i en workshop.
Disse to workshops var skemalagt til sidste fredag, og til i dag. Begge gange af to timers varighed.
Formen var i år anderledes. I stedet for at jeg repeterede kataloger, opslagsværker og databaser, i form af gennemgange og øvelser baseret på mine eksempler; så blev de studerende denne gang bedt om at sende en kort emnebeskrivelse til mig i forvejen, som jeg så kunne tage udgangspunkt i - både i valget af ressourcer, og i de benyttede eksempler. Samtidig lå der også i vores aftale, at de studerende ville få tid til at arbejde selvstændigt med deres egne søgninger, med mig som konsulent.

Sidste fredag var det Jodys hold. Jeg havde i forvejen modtaget to emnebeskrivelser; men på selve dagen dukkede ingen studerende op. Jeg har endnu ikke talt med Jody, så jeg ved ikke om der er særlige omstændigheder til baggrund herfor - eller der bare ikke var nogen der havde behovet, når det kom til stykket.

I dag var det så holdet med de sproglige emners tur. Jeg havde i forvejen modtaget fire beskrivelser, som jeg havde benyttet til at udvælge ca. 5 opslagsværker og 5 databaser, som jeg ville præsentere for de studerende - i alle tilfælde med eksempler fra deres emner.
Der mødte 9 studerende op, hvoraf de 4 var udvekslingsstuderende, så min præsentation blev afholdt på mit bedst mulige engelsk.
At skulle undervise på engelsk går helt klart ud over kvaliteten, og ikke mindst min mulighed for at fornemme, om jeg så at sige rammer plet med det jeg fortæller og viser frem. Mit umiddelbare indtryk var dog, at de alle fik noget med hjem. I hvert fald arbejdede de alle godt den sidste halve time med deres eget projekt, med en passende mængde spørgsmål til mig.

Jeg indledte med at spørge om, hvad de synes der var deres største problem i forbindelse med litteratursøgning til BA-opgaven. Rigtig mange mente det var problemet med overhovedet at finde noget om deres emne.
Stort set alle spørgsmål i løbet af workshoppen handlede dog om fremskaffelsen af de bøger/artikler de i øvrigt kan finde frem. Jeg forklarede løs om visning af fuld tekst; s-f-x knappen; brugen af bibliotek.dk, og SBs fjernlånsbestilling... Og må i øvrigt tage det som et udtryk for (udover at fremskaffelse altid er et problem), at jeg trods alt havde hjulpet dem til et kendskab til nogle informationskilder, der kunne afhjælpe deres problem med "at finde noget".

Som sidste år er det utrolig givende for mig at forberede mig til timerne; og bestemt også sjovt at afholde dem - særligt, selvfølgelig, hvis der rent faktisk kommer nogen. Men umiddelbart har jeg alle intentioner om at forny aftalen om disse workshop med Engelsk igen til næste år.

Ingen kommentarer: