Wayne University French language Photographer: Francis Miller
cop. Time Inc.
Sammen med Volkmar fra SB og et par af underviserne fra Lingvistik er der nu en aftalt plan for undervisning i litteratursøgning og referencehåndtering for de studerende.
I følge planen står jeg for en biblioteksintroduktion efter de sædvanlige retningslinier på 1. semester. Volkmar har derefter de studerende på to fagkurser på 2. semester, hvor de studerende bliver præsenteret for databaser, elektroniske ressourcer generelt, tværfaglig litteratursøgning samt RefWorks.
I fællesskab afholder Volkmar og jeg derefter en workshop i forbindelse med bachelorprojektet - og de studerende indbydes uændret til vores fælles specialeworkshop.
Hvis planen holder - og vi kan bibeholde en tæt kontakt med de fagkurser der er inddraget - så tror jeg det bliver rigtig godt.
I al fald havde vi i forgårs "premiere" på den nye plan, i og med at Volkmar og jeg afholdt den første workshop for de studerende på bachelorprojektet.
Aftalen var truffet med holdets vejleder, og vi havde 10 ud af 12 mulige studerende til en tre timers seance onsdag formiddag.
Undervisningen var delt i tre dele: Den første time brugte jeg på at gennemgå forskellige søgemetoder og søgeteknikker, der samtidig indeholdt en gennemgang af katalogen og bibliotek.dk som søgeredskaber. Den anden time brugte Volkmar på at gennemgå et antal lingvistiske opslagsværker og databaser; hvorefter de studerende i den tredie time arbejdede videre med deres eget projekt, ud fra de muligheder vi havde gennemgået for dem.
Vi havde i forvejen fået en oversigt over de emner som de studerende havde valgt for deres opgaver, og disse emner dannede derefter udgangspunkt for de eksempler som vi inddrog i vores indlæg (dansk fonetik, dialekter, proto-indoeuropæisk, cognitive grammar m.m.).
Vores fornemmelse efter workshoppen var god. Vi tror det lykkedes os at ramme det rigtige niveau, og at alle fik noget (men ikke nødvendigvis det samme) med sig fra vores gennemgange.
Alle blev siddende til den sidste times workshop (godt og vel endda), og arbejdede med deres egen litteratursøgning. Mange af dem arbejdede hele timen, uden at rekvirere hjælp fra os; men - så vidt vi kunne se - var det simpelthen fordi at vi havde givet dem de nødvendige redskaber i undervisningsdelen. De fleste spørgsmål vi skulle tage stilling til vedrørte som sædvanligt fremskafning af den litteratur de havde fundet frem til.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar