Bachelor party Atlanta (1958)Photographer: Grey Villet
cop. Time Inc.
Efterårets nyskabelse på undervisningsfronten hér på Sprogbiblioteket er en indsats overfor de studerende, der skal skrive deres bachelorprojekt i dette semester.
.
Jeg har i de forløbne år haft flere tiltag i forhold til de BA-skrivende: For Lingvistik og Tysk har jeg holdt kombineret undervisning og workshop i forbindelse med en holdundervisning af gruppen. Det samme har jeg også med delvis succes afholdt for de studerende på Engelsk (fordelt på tre grupper indenfor henholdsvis sprog, litteratur og kultur- og samfundsforhold). De BA-skrivende på Nordisk har været inviteret til at deltage i efterårets specialeseminar - også med delvis succes. Og de restende studerende fra de romanske fag, og fra Filosofi og Idehistorie har ikke haft nogen tilbud.
.
I den nye studieordning for BA-uddannelserne på Humaniora er projektet nu lagt i fastere rammer. Alle studerende skal skrive deres BA-opgave på 5. semester, sideløbende med deres studier på selvvalgt sidefag. For at koordinere dette for de forskellige fag (med deres individuelle måde at organisere BA-projektet på), er fredage blevet friholdt til alle aktiviteter der vedrører BA-projektet.
Denne struktur har jeg så at sige koblet mig på ved at udbyde workshops i litteratursøgning til BA-projektet hver fredag eftermiddag i en periode fra den 1. oktober til midt i november.
Workshoppen var oprindeligt lagt alle fredage kl. 12-15, med en times indledende, fælles gennemgang på storskærm af relevante ressourcer, efterfulgt af et par timer hvor de studerende kan arbejde videre med eget projekt med assistance fra os bibliotekarer.
.
Det har (selvfølgelig) vist sig at give problemer i form af at nogle af fagene gennemfører undervisning, der leder frem til BA-projektet (Lingvistik og Engelsk). Det har så medført at jeg for Lingvistik og alle fagene på Sprog, Litteratur og Kultur (SLK) har lavet særlige, målrettede workshops fredag formiddage i løbet af perioden. Det giver følgende plan:
.
1.10: eftermiddag (primært for Filosofi og Idehistorie)
8.10: formiddag (for Lingvistik)
8.10: eftermiddag (primært for Filosofi og Idehistorie)
15.10: formiddag (for SLK, alle emner)
15.10: eftermiddag (primært for Filosofi og Idehistorie)
29.10: formiddag (for SLK, sproglige emner)
29.10: eftermiddag (primært for Nordisk)
5.11: formiddag (for SLK, litterære og kulturelle emner)
5.11 eftermiddag (for SLK, alle emner)
.
For Lingvistiks vedkommende dukker hele holdet op samlet. For alle andre er der frit fremmøde uden tilmelding - og jeg har en forventning om at det vil være meget blandede grupper jeg skal tage mig af.
Første gang er nu i eftermiddag...og jeg er noget spændt på at se hvor mange der dukker op - og hvordan det kommer til at spænde af.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar