Last days of a senior Yale UniversityPhotographer: Alfred Eisenstaedt
cop Time Inc.
Den nye BA-studieordning har medført at det studieintroducerende forløb på mange uddannelser er forsvundet, for at give plads til studium generale.
På Nordisk har det haft som konsekvens, at studieleder og jeg har aftalt en ny struktur for bibliotekets bidrag til undervisningen.
Hvor vi tidligere har haft et 3 timers forløb der - ligesom på Engelsk - har givet en generel introduktion til Sprogbibliotek, Statsbibliotek og vores fælles katalog; så har vi fra i år valgt at dele undervisningen op i to adskilte kurser: Nu i efteråret en 2 timers introduktion (med basalt set det samme indhold!), og et 2 timers modul i forbindelse med forårets fagkursus i Litterær Teori og Metode, med fokus på litteratursøgning til opgavebrug.
For at holde os indenfor de to timer, vi nu havde til rådighed besluttede vi at skære ned på gennemgang af bibliotek.dk og enkelte ressourcer på databaselisten, samt den tid de studerende plejer at bruge på opgaveløsning i katalogen; så vi stadig havde tid til en præsentation af Sprogbiblioteket, samt en rundtur på SB i den anden time.
Reduktionen af tid på opgaveløsning i katalogen skete ved at de ikke længere fik et opgavesæt (og en halv time til at løse det i); men i stedet 4 konkrete spørgsmål på powerpoint. For hvert spørgsmål fik de et par minutter til at prøve kræfter med opgaven, inden vi i fællesskab snakkede om løsningen - og jeg i situationen også fik forklaret vores udlånssystemer m.m.
Det gjorde faktisk indlæringen mere effektiv. Særligt var det en gevinst at give dem en reference på skærmen (der henviser til en artikel i et e-tidsskrift vi har), med besked om at lokalisere artiklen. Ingen havde held med det (uden hjælp fra mig), og det gav mulighed for at adressere lige netop spørgsmålet om fremskaffelse af artikler, så de forhåbentlig kan "knække koden" fremover.
Til gengæld løste det ikke helt problemet med at få kortet tidsforbruget ned. I hvert fald tog undervisningsdelen (inklusive Lottes kvarter med databaseliste + et par enkelte ressourcer) en hel klokketime. Det efterlader en halv time til rundvisningen på SB, og når de unge mennesker også lige skulle have en tur i tårnet, overskred vi for det meste tiden med 5-10 minutter.
Et andet og større problem udgjordes af vores nye status. Vi indgår ikke længere i et studieintroducerende forløb, som bliver bestået ved fremmøde. Vi er nu en skemalagt aktivitet; men uden tilknyttede ects-point.
Til den første undervisningsgang mødte 6 studerende op (ud af ca. 17 potentielle). Jeg kontaktede umiddelbart instituttet og bad dem indskærpe for de studerende, at det var noget de forventedes at deltage i. Instituttet udsendte en reminder på FC; men pointerede samtidig, at orienteringen faktisk havde været fuldt tilstrækkelig til at alle burde kende til kurset.
Det havde heller ingen effekt. Gennemsnittet for de 6 undervisningsgange endte med at blive 7 studerende. Det er ikke tilfredsstillende, da det repræsenterer en halvering af deltagerantallet fra de foregående år.
Til den anden kursusgang vil forholdene være anderledes. Lotte og jeg vil komme og overtage den sidste undervisningsgang på holdene i fagkurset, umiddelbart inden de skal lave en ugeopgave, så der vil der være et normalt fremmøde. Uanset det, så vil jeg tage spørgsmålet om efterårets introduktionskursus' forankring op med Nordisks fagleder til den årlige evaluering: Enten skal vi igen være obligatoriske, eller også skal kursusantallet skæres ned, så vi ikke bruger unødig tid på at undervise et lille antal studerende.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar