fredag den 14. november 2014

Engelsk BA workshops efterår 2014

Student Congress
Date taken: September 9, 1950
Photographer: Howard Sochurek
cop. Time Inc.

Bachelor-projektet på Engelsk er knyttet an til et fagligt forløb. De studerende kan vælge mellem forskellige fagkurser, der skal danne udgangspunkt for deres BA-opgave. I år var der fire bachelorfag - ét for historie/Samfund, ét for lingvistik og to indenfor litteraturområdet. UFU-leder for Engelsk sørger for at de fire undervisere koordinerer bibliotekets bidrag; således at der skemalægges tre workshops, og således at jeg får tilbagemelding på hvad de enkelte undervisere specielt ønsker taget op.
I år har engelsk suppleret med et særligt "Timeløft Project", hvor de udnytter en ekstra timebevilling til at køre et ekstra forløb for alle fire hold centreret omkring skriveprocessen. Samlet set bliver det til 9 workshops/sessions af 2-3 timers varighed for alle fire hold.

Cirka midtvejs i dette forløb blev de tre workshops på biblioteket skemalagt, hvor én af underviserne, Mathias, sørgede for at få det koordineret med mig. Kort før afholdelsen spurgte Mathias om jeg ville være villig til at lave et fjerde workshop, da ét af litteraturholdene havde fået flyttet undervisning til det oprindeligt aftalte tidspunkt. Eftersom de to litteraturhold er temmelig store (+20 studerende på begge hold), så fandt jeg et ekstra tidspunkt.

Til alle workshops har jeg en fælles indledning i form af en repetition af typer af materialer, og hvordan man skaffer dem fra biblioteket.
Til de tre forskellige emneområder har jeg derefter forberedt et udvalg af håndbøger, bibliografier og fuldtekstressourcer, som jeg gerne vil præsentere for de studerende. Til alle ressourcer har jeg samtidig forberedt et par eksempler, der dels kan vise noget om hvad ressourcen indeholder - og dels kan fungere som eksempel på, hvordan man kan gribe litteratursøgningen an. Har jeg fået tilbagemelding på de studerendes konkrete emner, tager jeg udgangspunkt i dem; og ellers danner jeg selv nogen ud fra fagkursets emner.
I alle tilfælde forsøger jeg at tage bestik af hvor langt de studerende er i processen, og ikke mindst de problemer der fylder noget hos dem.

Første workshop var til lingvistik. Deres underviser, Jocelyn, havde lavet et stort forarbejde med at samle de studerendes opgaveemner ind, og gødet jorden for min workshop ("..I have let them know that I expect ALL of them to attend.."!). Her var der mødt 9 studerende frem - og det var tæt på fuldt fremmøde. På dette hold fulgte jeg stort set mine forberedte elementer, som jo netop også tog udgangspunkt i deres egne, fremsendte emner. I forhold til min gennemgang af fagbibliografier ændrede jeg dog fokus til i højere grad at vise grænsefaglige databaser: PsykInfo, Anthropology Plus osv.

Den næste workshop var til kultur/samfundsemnet. Her havde jeg ikke forvejen modtaget supplerende information om emner/behov fra underviser, så min forberedelse tog udgangspunkt i kursusbeskrivelsen, der overordnet handlede om "the legacy of British imperialism". Der var mødt 15 studerende frem, hvilket alt andet lige flytter min vægtning over mod mere konventionel undervisning frem for workshop, for at kunne rumme alle. Også her ændrede jeg dog vægtning i min præsentation af de bibliografiske ressourcer. Dels fordi de studerende faktisk i vid udstrækning var hjemme i søgning i disse baser; og dels fordi det viste sig at deres behov generelt ikke så meget var til sekundærlitteraturen, som til primærkilder!
Det havde jeg svært ved at honorere, uden nogen forberedelse. Mit kendskab til statistiske og juridiske ressourcer, der dækker Commonwealth-landene er for spinkelt til at jeg på stedet kunne hjælpe dem. De interesserede fik besked om at de kunne sende spørgsmål ind efterfølgende, til enten mig eller SBs fagreferenter på området.

Samme dag om eftermiddagen havde jeg den første workshop for litteratur - for det hold der ikke var blevet flyttet. Der kom én studerende - en udvekslingsstuderende fra Australien, med behov for hjælp til et emne om "cultural impact of literature on environmental change". Ren luksus - i hvert fald for den studerende...
Efterfølgende har det vist sig, at også denne workshop skulle have været flyttet, da dette hold også havde vejledning under "Timeløft" samtidig.

Sidste workshop - for det andet litteraturhold - havde et noget skuffende fremmøde på 5 personer. Jeg kunne også forstå, at der for de øvrige var tale om et aktivt fravalg af litteratursøgningsworkshoppen. Til gengæld kunne jeg glæde mig over at de 5, ved workshoppens afslutning, var enige om at de øvrige var gået glip af rigtig meget! Det var så i høj grad selvforskyldt, eftersom de alle 5 var meget aktive i at skabe et ægte workshop-miljø. Allerede før timen rigtig var gået i gang havde jeg lagt mine papirer væk, og lod mig lede af deres spørgsmål og kommentarer. Grundlæggende kom vi omkring de samme emner (Skaf-funktioner; opslagsværker og søgeteknik i bibliografier); men givetvis med langt større effekt for forståelsen, fordi det var deltagerne der styrede indlæringen.

Ingen kommentarer: