Oxford College
A. D. Lindsay, Master of Balliot College at Oxford University.
Location: Oxford, United Kingdom
Date taken: 1939
Photographer: William Vandivert
cop. Time Inc.
Som et led i den omlæggelse af PhD-kurser på Arts som CUDiM havde forestået sidste efterår; så har bibliotekets tilbud også været igennem en periode med omlægninger. Som udgangspunkt skulle vores kursusudbud fremover være på engelsk; men vi benyttede samtidig anledningen til at udvide vores tilbud.
Til forårets kuld af nye PhD'ere havde biblioteket udbudt to kurser. Et basalt kursus der i højere grad fokuserede på litteratursøgningsdelen med udgangspunkt i 4+4-ordningen; og et mere avanceret kursus, der supplerede litteratursøgning med publicering og bibliometri.
Langt hen ad vejen lignede det indledende kursus vores hidtidige udbud - herunder også med hensyn til deltagerantal og (positiv) evaluering. Derimod måtte vi desværre aflyse det andet kursus på grund af for få tilmeldinger.
Vi diskuterede efterfølgende vores udbud med CUDiM, og fandt i den forbindelse ud af at de overvejede at udbyde et kursus med titlen "Writing for publication" fra 2015. Vi blev hurtigt enige med dem om at indkorporere de vigtigste elementer (om kildevalg, bibliometri og forskningsregistrering) fra vores avancerede kursusudbud i dette kursus. Til dette efterårs kursus vendte vi derfor i vid udstrækning tilbage til vores oprindelige model med at udbyde et generelt litteratursøgningskursus over to dage for de nye PhD'ere.
Kurset bliver som altid udbudt via CUDiMs kursussider, og i øvrigt annonceret i fællesskab med disse af Arts PhD-udvalg. Resultatet er deltagermæssigt absolut tilfredsstillende. Vi fik 14 tilmeldinger (hvoraf 2 senere meldte fra), og det er næsten alle af de nye PhD'ere i Århus. Kursustilmeldingerne styres i webshop via kursusoversigten på CUDiMs hjemmeside. Vi havde som sædvanligt problemer med at få oprettet en egen, blivende kursushjemmeside; men fik denne gang løst problemet via et link fra bibliotekets Databaselisten (af alle steder!).
I forhold til de tidligere kurser er de væsentligste ændringer, en indledning hvor jeg kort repeterer hvordan man får fat på bibliotekets materialer (former for skaf-funktioner), samt et eksternt indlæg på andendagen med en introduktion til Digital Humanities.
Begge disse indlæg står dog, efter evalueringerne, umiddelbart til at blive taget af programmet til forårets kurser...
I øvrigt er strukturen uændret at vi om formiddagen på førstedagen præsenterer en række redskaber, strategier og teknikker til litteratursøgning. Over middag har vi den første workshop, hvor kursisterne arbejder med eget projekt ud fra det gennemgåede - og med løbende assistance fra alle undervisere. Dagen slutter derefter af med en gennemgang af RefWorks, og et kort oplæg om deres hjemmearbejde med RefWorks og litteratursøgning.
Andendagen starter med den anden workshop, hvor resultater og erfaringer med hjemmearbejdet bliver samlet op i plenum. Dagen afsluttes med tre oplæg med andre vinkler på litteratursøgning og PhD-arbejdet: En introduktion til Digital Humanities; et oplæg om The Role of the literature review i afhandlingen; og et afsluttende oplæg om forskningspublicering og forskningsmiljøer.
Vi har altid benyttet både evalueringsskemaer og mundtlig evaluering på holdet til afslutning. Således også denne gang.
Resultatet er også stort set som det plejer: En meget positiv tilbagemelding på kurset som sådan; men selvfølgelig med enkelte torne. Det er dog sjældent de samme problemer der udpeges for os; og ofte kan vi se, at det der den ene sæson har fået anmærkninger, er netop det der roses næste gang...
Alligevel kan vi dog godt se nogle tendenser:
- For anden gang udpeges min indledning om "skaf" som lidt for basal, og jeg tror det skal erstattes af et eller andet e-læringselement fremover.
- Indslaget om Digital Humanities fik en næsten entydig dårlig evaluering; så det skal enten gøres langt mere redskabsorienteret, eller simpelthen droppes.
- Vi har stadig udfordringer med vores workshops. Ikke så meget det første, så længe vi sørger for at være aktive og deltagende. Det andet derimod kan opleves som lidt for tomgangskørende, fordi det i høj grad foregår som en plenumdiskussion som jeg styrer fra pulten. Når man ikke lige er "på" med et problem man selv synes er relevant, er der nok ikke så meget læring. Og selv om vi denne gang igen har ladet deltagerne arbejde med eget projekt i de to uger mellem de to undervisningsgange, så får vi stadig mest "delvis relevant" som feedback.
Måske skal man i workshopdelen i højere grad lade dem arbejde sammen i små grupper, og i fællesskab diskutere problemer og udfordringer?


Ingen kommentarer:
Send en kommentar