tirsdag den 7. oktober 2014

Specialeseminarer efterår 2014

Edu Univ. Euro (Bri) Oxford Students Women
EDU Univ. Euro (BRI) Oxford Students Women
cop. Time inc.

Igen denne gang besluttede vi at udbyde fire seminarer i litteratursøgning m.m. for specialestuderende, i løbet af den tredie uge i september.
Ved tilmeldingsfristens udløb den 8. september var status følgende:
Seminar for IKS: 18 tilmeldinger
Seminar for IÆK: 29 tilmeldinger
Seminar for IUP: 8 tilmeldinger
Engelsksproget seminar: 7 tilmeldinger

På basis heraf blev alle fire seminarer denne gang gennemført.
Seminaret for IUP-studerende dog i en reduceret udgave, hvor oplægget fra CUDiM blev skåret fra. Samtidig med at alle rettidigt tilmeldte fik en mail om det kommende seminar; så rettede jeg webshop til, således at eftertilmeldinger var tilladt - dog med en note om at vi ikke kunne inddrage eftertilmeldtes emner i workshopdelen.
I løbet af ugen modtog jeg ca. 10 eftermeldinger, fordelt på alle fire seminardage. I skarp modsætning til sidste år, var der i år ikke tale om en bølge af henvendelser efter fristens udløb (eller efter seminarernes afholdelse...). Der er derfor meget der tyder på, at vi har ramt størstedelen af målgruppen, med den markedsføring som Studiecenter Arts har stået for igen i år.

Deltagerantallet endte med at blive:
Seminar for IKS: 15 deltagere
Seminar for IÆK: 30 deltagere
Seminar for IUP: 3 deltagere
Engelsksproget seminar: 5 deltagere
Til sammenligning havde Lena fra studiecentret følgende deltagerantal til deres workshops i starten af måneden: IKS (43), IÆK (73) og IUP (15).
Konklusionen må umiddelbart være, at vi i vid udstrækning når ud til målgruppen (selvom det altid kan forbedres); og har det antal deltagere i efteråret, vi må forvente også fremover (selvom det gerne må forbedres..).

Som de sidste par gange, var modellen fortsat skruet sammen af et bidrag fra CUDiM om processen fra et emne og frem til en færdig problemformulering; et bidrag fra mig om søgestrategier; og en afsluttende, fagrettet workshop med udgangspunkt i de emner deltagerne havde meldt ind ved tilmeldingen.
Nyt denne gang var, at vi havde droppet den fælles afslutning og evaluering på de tre institutrettede seminarer, og erstattet af en evaluering som afslutning i de enkelte workshops. Da der ofte er stor forskel på antal deltagere i workshoppene, er det svært at operere med en fast bagkant for workshopdelen. Der har derfor været en del koordinering, og -for de studerende - en del ventetid forbundet med en fælles evaluering. Denne gang har dagen været forbi, når workshopdelen afsluttedes. For at sikre at vi stadig kunne få et feedback fra deltagerne, har jeg lavet et evalueringsskema i SurveyXact. De enkelte workshopafholdere har derefter uddelt skemaet som afslutning på workshoppen, samtidig med at de har indhentet mere generelle kommentarer.

Denne mere strukturerede evaluering fik vi gennemført på seminarerne for IKS og IÆK, med 33 returnerede spørgeskemaer. Det engelsksprogede seminar følger ikke samme model (og det gjorde IUP-seminaret heller ikke denne gang), så her måtte vi "nøjes" med en mundtlig evaluering.
Resultatet af evalueringen var temmelig klar: Der var en meget stor tilfredshed med de fagrettede workshops, og der var en rimelig tilfredshed med oplægget om søgestrategier. Oplægget om vejen fra emne til problemformulering blev af mange betragtet som mindre interessant - mest af alt fordi de synes de havde hørt det før, og fordi de ikke synes det hænger godt nok sammen med resten af dagen.
Da der samtidig også af flere blev ytret ønske om en mere komprimeret dag (læs: At vi først starter efter frokost), tyder meget på at vi fremover koncentrerer indsatsen om det rent søgetekniske. Samtidig må konklusionen også være, at vi fint kan operere med denne individuelle afslutning af dagen, og samtidig stadig få samlet op på erfaringer m.v.

Med hensyn til afvikling har vi dog efterhånden fået lidt udfordringer på hånden. Inklusive undervisningslokale, så har vi rådighed over fire lokaler til workshopdelen; men vi udbyder faktisk henholdsvis 5 og 7 workshops til de to institutter IKS og IÆK. Den situation bør vi være bedre forberedt på til næste gang, hvor vi samtidig må forvente langt større deltagerantal (sidste forår var der mere end 80 der ønskede at deltage i IÆK-seminaret!).
I forhold til næste efterår må det være på tide at konkludere, at seminarerne til IKS og IUP må kunne slås sammen, og afvikles på samme dag.

Ingen kommentarer: