mandag den 14. november 2016

BA-workshops Engelsk

Student Congress
Date taken: September 9, 1950
Photographer: Howard Sochurek
cop. Time Inc.

Modellen for BA-projekter på Engelsk er uændret fra de foregående år: Der udbydes 5 fagkurser (2 indenfor litteratur, 1 indenfor sprog, og 2 indenfor kultur).De studerende vælger sig på et kursus, og forpligter sig derefter på at skrive bacheloropgaven indenfor kursets emne.
Som sædvanlig bliver jeg inddraget til at afholde en workshop i litteratursøgning, som et af flere elementer der vedrører selve skriveprocessen; og som afholdes efter den fagfaglige del af kurset er afsluttet. De tidligere år har mit bidrag traditionelt været afholdt som ekstra kursusgang, i bibliotekets undervisningslokale; og i form af èn workshop indenfor hver af de tre emneområder.

I år besluttede Matthias, der koordinerer hele BA-projektforløbet fra Engelsk side, at biblioteket skulle ud på en af de ordinære undervisningsgange på de enkelte hold. Logistisk set er det ikke helt nemt, når alle fem hold har timer den samme dag i ugen (fredage). Det kunne dog lykkes, hvis Lotte fra SB kunne tage de to litteraturhold - og jeg så havde de tre øvrige hold - og vi i øvrigt afsatte to timer til litteratursøgningsworkshoppen, og den faste underviser fortsat afholdt den tredie time.

Arrangementet løb af stabelen i fredags. Lotte med to hold 8-10 og 10-12; og jeg med tre hold 8-10, 10-12 og 12-14. Det var lige lovlig hård kost med seks timers undervisning i streg, uden pause; og med tre vidt forskellige emner  (bad language, first ladies, evolutionary psychology), og jeg var da også godt brugt bagefter. Til gengæld var det en stor tilfredsstillelse denne gang at møde alle de studerende på holdet; i stedet for kun de relativt få, der selv opsøgte bibliotekets workshops i de foregående år.

Min forberedelse bestod i at finde og gennemarbejde en række eksempler fra de enkelte fagkurser, i de håndbøger og bibliografier der var relevante for netop det område. I tilgift havde jeg også forlods gjort mig nogle overvejelser over, hvordan jeg ville præsentere måden at finde kilderne på (hvilke fagsider; samsøgning/ikke-samsøgning m.m.). Samlet set brugte jeg en arbejdsdag på denne forberedelse.
I afviklingen startede jeg med at finde ud, hvor i processen de studerende var. For alle tre holds vedkommende, havde de studerende valgt emne, og havde mere eller mindre en problemformulering på plads. Rigtig mange havde samtidig oplevet problemer med at finde den nødvendige/tilstrækkelige litteratur, og alle var derfor meget motiverede for at få nogle ideer til litteratursøgningen.

På alle tre hold startede jeg med at vise dem de muligheder der er for at lave brede, ufokuserede emnesøgninger i Search, Bibliotek.dk og Google Scholar. For alle tre basers vedkommende var det min opfattelse at jeg kunne bibringe nyttige fif og tricks, og samtidig motivere dem for at supplere med bibliotekets mere professionelle redskaber.
Inden pausen viste jeg dem relevante opslagsværker fra bibliotekets fagsider, som supplement til Wikipedia. Efter pausen gik jeg mere i dybden med de bibliografiske baser, som de kunne bruge til den professionelle søgning. Jeg havde mine egne eksempler; men bad de studerende om at give mig deres emner, som jeg så i vid udstrækning brugte i stedet.
Med denne model havde jeg både tid til at lave løbende opsummeringer af mine pointer, og tid til at tage mig af de spørgsmål, som holdene havde; jeg havde også tid til at vise dem udvalgte primærkilder (Factiva m.m.), og brugen af JStor og Ebrary som redskaber til at søge i rigtig store datamængder - og finde generel litteratur udfra meget specifikke spørgsmål.


Ingen kommentarer: